Berlingskes arkitekturredaktør kalder det et umanerligt vellykket projekt: »En af den slags lykkelige ting, der rammer tiden fuldstændig rent«

Årets største internationale arkitekturbegivenhed, Biennalen i Venedig, åbner lørdag den 22. maj. Danmarks bidrag hedder »Con-nect-ed-ness« og for første gang i femten år har vi et projekt, der sagtens kan gå hen og vinde Biennalens hovedpris, Den Gyldne Løve.

Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig har i år sat fokus på menneskers forbindelse med hinanden og med naturen. Det har kurator Marianne Krogh vist gennem en totalinstallation, der består af et gigantisk kredsløb af vand, lokalt opsamlet i Venedig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hampus Berndtson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man går langs kajen i Venedig, ligner det hele sig selv, og alligevel er alt anderledes.

La Serenissima har igen åbnet sine døre for besøgende og er ganske forsigtigt begyndt at prøve at finde tilbage til det, der var før. Før mundbind og test, før de 100.000 døde.

Dengang for kort tid siden da millioner af turister hver uge vandrede rundt mellem kanalerne i verdens smukkeste by, dengang da man ikke automatisk prøvede at undvige de andre formummede skikkelser i gadebilledet. Dengang verden stadig hang sammen.

»Her i majsolen i Via Garibaldi, hvor disse linjer skrives, kan man høre den befriende lyd af mennesker, der taler sammen, køber ind, drikker kaffe, synger og kalder på hinanden. Vi er her igen, vi er forbundne – og det er godt.«


»Connecting« siger min computer til mig, mens jeg venter på at få kontakt med internettet, og sådan er vores verden – et billede, du tager i Buenos Aires, kan øjeblikkeligt ses af din fætter i Beijing, hvis du smider det op i den store digitale sky omkring os alle.

Men selvom vi er forbundne i den digitale verden, er det, som om vores kultur i større og større grad kobler os af den konkrete virkelighed – af naturen.

Det er det paradoks, årets danske bidrag til Venedigs traditionelle Arkitekturbiennale vil bearbejde. Biennalen, der er arkitekturens svar på bogmessen, Oscar-uddelingen og den årlige firmafest i en skøn blanding, skulle egentlig have været afholdt for et år siden, men blev udskudt på grund af – ja, man orker næsten ikke at skrive det – covid-19.

Men nu er den her. Og den er fantastisk.

»Con-nect-ed-ness« hedder det danske bidrag, der er udtænkt af kunsthistorikeren Marianne Krogh og udviklet og realiseret af arkitekterne fra Lundgaard & Tranberg.

Biennalen er verdens største arkitekturbegivenhed, og den finder sted hvert andet år i Venedig, hvor over 60 lande inklusive Danmark deltager. Byen forvandles til et epicenter for udfordrende og inspirerende arkitekturprojekter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hampus Berndtson.

Projektet vil gerne illustrere den meget aktuelle erkendelse af, at vi alle er forbundne – både med hinanden som mennesker og til det store humboldtske kosmos. Vi er vibrerende atomer i udveksling med andre vibrerende atomer og ikke forskellige fra træerne eller markens liljer, hvis nu vi tager det helt store overblik frem.

Udstillingen bruger vandet til at illustrere denne pointe. I en fuldstændig ombygget dansk pavillon har Lundgaard & Tranberg etableret et store cirkulært system af tanke, pumper, plastikrør og organisk formede kanaler.

Systemet opfanger regnvandet fra pavillonens tagflader og sender det ind i systemet, hvor det drypper, strømmer og flyder gennem rummene i en helt ligefrem dans, indtil det igen samles op og pumpes rundt til en tur mere. Undervejs fordamper noget af det naturligvis, og når det regner over Venedig, får systemet tilført mere vand, og det er denne store udveksling, der spejles i den lille så at sige.

Noget af vandet bruges til at vande nogle store højbede med krydderurter, og i det åbne pergola-rum, der dannes af urtereolerne, kan man få sig en lille kop urtete, man kan drikke, mens man filosoferer over vandet og dets transformationer.

Arkitekturudstillinger er vanskelige. Det er svært at illustrere arkitektur med andet end – nå ja – arkitektur, og derfor ender man som regel med nogle objekter, der er stillet ind i et rum.

De seneste danske bidrag til Biennalen har ofte været meget konceptuelle og har talt mere til intellektet end til sanserne. Det befriende ved »Con-nect-ed-ness«-udstillingen er, at den hverken er ting i et rum eller en 1:1 illustration af et snedigt koncept. Det er hele pavillonen, der er udstillingen, og selvom den rummer mange lag af tanker og overvejelser, så taler den primært til de helt almindelige sanser.

Det danske bidrag, »Con-nect-ed-ness«, ved årets største internationale arkitekturbegivenhed, Biennalen i Venedig, har fokus på de klimamæssige konsekvenser af menneskeligt forbrug. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hampus Berndtson.

Arkitekterne har flyttet pavillonens indgang til gavlen, og det er uhyre velgørende, at man på den måde får et flow gennem den store oplevelse, udstillingen er. Første kig ligner noget, der kunne være et kælderrum i en fabrik: lange plastikrør, store vandtanke og et gråt betongulv, der driver med vand. Men man lokkes ind af lyset og møder så det smukke gennemlyste krydderirum, med teserveringen.

Inde i det ene af pavillonens to store rum er et hvidt sejl spændt blødt ud som en teltdug mellem loftets fire hjørner. Vand drypper fra dugens laveste punkt og ned i den yin og yang-slyngede å, der leder vandet videre. Man går selv nysgerrigt mod strømmen og videre ind i pavillonens største rum, hvor en stor ponton flyder i et bassin, der hvert tredje minut får tilført højt brusende vand fra det sorte plastnedløbsrør, der løber gennem rummet.

Langs væggen er der nicher med bløde sofaer, hvor man kan slå sig ned med sin te, og når man efter endnu en pause forlader pavillonen og igen står udenfor i Giardini-området i solen i Venedig, kan man mærke, at man egentlig mest har lyst til at tage turen igen.

»Her viser de mesterskabet med nogle helt enkle greb, der med deres resonans flytter konstruktionerne fra det rent praktiske til noget, man næsten kan kalde kunst.«


Det er et umanerligt vellykket projekt, Krogh, Lundgaard & Tranberg har fået skruet sammen, og det er det, fordi det taler på så mange måder. Der er det store koncept, der uden en følsom iscenesættelse nemt kunne forfalde til noget ret banalt, så er der vandet, der er rørene, og der er bearbejdningen af selve pavillonen.

Alle de arkitektoniske indgreb er lavet i råt træ og med helt enkle midler, der lægger sig et sted mellem lagerreolen og noget meget raffineret japansk træarkitektur. Det møde mellem det rå og det forfinede er et kendetegn for mange af Lundgaard & Tranbergs projekter, og her viser de mesterskabet med nogle helt enkle greb, der med deres resonans flytter konstruktionerne fra det rent praktiske til noget, man næsten kan kalde kunst. Det er alt i alt meget smukt, og her i dønningerne af coronabølgen er det faktisk rørende.

For 15 år siden fik Danmark Biennalens fornemste pris, Guldløven, for udstillingen »Co-evolution«. Siden har vi ikke rigtig været i nærheden af den fineste hæder, men af et ærligt hjerte og helt uden nationalromantiske grandprixbriller tror jeg, at Marianne Krogh og Lundgaard & Tranberg med deres »Con-nect-ed-ness«-bidrag har en meget stor chance for at hente endnu en løve til Danmark.

Udstillingen er en af den slags lykkelige ting, der rammer tiden fuldstændig rent. Og her i majsolen i Via Garibaldi, hvor disse linjer skrives, kan man høre den befriende lyd af mennesker, der taler sammen, køber ind, drikker kaffe, synger og kalder på hinanden. Vi er her igen, vi er forbundne – og det er godt.

Con-nect-ed-ness

BIENNALE ARCHITETTURA 2021, Venedig. Indtil 21. november.