Arkitektur på vandet

I morgen åbner den 14. internationale arkitekturbiennale for publikum. Kunstanmelder Torben Weirup, der siden engang i det forrige århundrede har dækket biennalerne i Venedig for Berlingske, tegner et portræt af verdens største arkitekturudstilling.

VENEDIG: Egentlig er arkitekturbiennalen en efternøler.

Den er kun den 14. af slagsen. Af kunstbiennaler har der været hele 55. Idet arrangørerne under verdenskrigene nok selv har set det futile i at vise stor kunst på et tidspunkt, da mange af verdens nationer var i færd med at udrydde hinanden.

Kunstbiennalen kom altså først. Den blev vist første gang i 1895. Det var det år, Umberto I og dronning Margherita havde sølvbryllup. Det skulle selvfølgelig markeres ved at »fremvise den moderne ånds ædleste aktiviteter uden skelen til oprindelseslandet«. Og dertil kom måske også et ønske om at skaffe flere besøgende til Venedig. Det var altså før, masseturismen begyndte at true selve byens eksistens og i hvert fald dens sjæl. Og længe efter Venedigs absolutte storhedstid som en rig og magtfuld bystat, der øvede indflydelse langt ud over den begrænsede samling af øer, der udgør La Serenissima, som byen også kalder sig selv ved højtidelige lejligheder. Det betyder noget i retning af den lysende og ophøjede stad.

La Serenissima var egentlig ikke interesseret i at undertvinge sine naboer. De skulle blot være åbne over for at handle med købmændene fra Venedig. Og så kunne de passende anbringe en stang på torvet med Venedigs vartegn, den vingede Markus-løve, som et symbol på lagunebyens overhøjhed. Som de første indbyggere i byen på vandet var flygtet fra fastlandet, fordi de var trætte af at blive udplyndret og slået ihjel, vendte Venedig tilbage til det selvsamme terraferma og udbredte blandt andet byens arkitektoniske idealer. Der på sin vis også var inspireret af andre dele af verden. Ikke mindst byzans; den oldgræske koloni der en dag blev til Konstantinopel og siden Istanbul.

Og i disse dage strømmer arkitekter fra alverdens lande til Venedig.

Mange har allerede været der i flere uger for at opbygge de hundreder af udstillinger, der tilsammen udgør arkitekturbiennalen. Men nu er tiden kommet til åbningerne af udstillingerne, til cocktailparties og middage, kaffe og vin på de små cafeer og enotecaer rundt om i byen, til at pleje netværket og træffe nye forbindelser og – selvfølgelig – også se udstillingerne.

Udstillingerne finder primært sted i to områder. Dels Arsenale og dels parken Giardini di Castello. Dertil kommer lige så mange udstillinger placeret rundt om i byen, hvor de lande, der ikke var så heldige i første omgang, har måttet leje sig ind og forfængeligt håbe, at der også kommer besøgende forbi dem. Ingen når at se det hele.

Giardini di Castello var det første sted, biennalen blev afholdt. I en park en halv times gang fra Markuspladsen blev der i sin tid opført en, efter forholdene, stor udstillingshal. Og efterhånden fik en række af de europæiske lande samt for eksempel USA, Canada, Japan, Rusland, Brasilien og Kina deres egen pavillon.

Et par af dem er mindre arkitektoniske perler. Finlands er eksempelvis tegnet af Alvar Aalto. En pavillon for nogle af de andre nordiske lande er meget smukt udformet af Sverre Fehn. Den danske er lidt af en blanding: En ældre bygning – tegnet af Carl Brummer – der er velegnet til de fleste typer udstillinger. Og dertil blev så i 1960 hæftet en slags opretstående parcelhus.

Men beliggenheden kan man ikke tage fra den. Pavillonen er genbo til den amerikanske. Og i nærheden ligger kunstambassaderne for England, Tyskland, Frankrig og Japan og dermed nogle af de lande, der i reglen er størst forventninger til.

I Giardini ligger mange af de nationale pavilloner – og som nævnt ligger andre ude omkring i lettere forfaldne varehuse og industribygninger. Som for billedkunsten er der for arkitekturens vedkommende også det tilbagevendende – teoretiske – spørgsmål, hvad man dog skal med det nationale aspekt? Giver det nogen mening, vil kritikerne gang på gang vide, at tale om det nationale i en tid som vores. Spørgsmålet er teoretisk, for uden nationale pavilloner – og dermed mulighed for salgsfremstød af en slags – ville deltagerlandenes vilje til at yde økonomisk støtte til deltagelsen svækkes yderligere. I forvejen er budgetterne ikke imponerende – og byen Venedig bliver dyrere og dyrere for deltagerne. Det er stadig vanskeligere – selv for deltagerne – at få tildelt de eftertragtede adgangskort til åbningsdagene.

Egentlig var de vist tiltænkt pressen som en mulighed for at få lov til at kigge på udstillingerne, før biennalen åbner. Men i dag er det en firmaskovtur for den internationale arkitektelite. Den foretrækker stadig mørke habitter og ditto rundhalsede trøjer.

Hvis nu arkitekturbiennalen i Venedig blev én stor kurateret udstilling, hvor udvalgte eksperter indbød tegnestuer fra forskellige egne af verden for at give ét billede af, hvilke tendenser man finder i arkitekturen, ville biennalen hurtigt få brug for mindre plads. Og begivenheden ville tiltrække langt færre besøgende og opnå mindre opmærksomhed.

Men som for at imødekomme kritikken af den gammeldags eller måske ligefrem reaktionære nationale organisering er der også en meget, meget omfangsrig udstilling i byens tidligere orlogsværft, Arsenale, som er et imponerende industribyggeri, hvis arbejdsmiljø Dante brugte som baggrund for sin beskrivelse af Helvede i »Den guddommelige komedie«.

Det har næppe været morsomt at arbejde i Arsenale i den venetianske republiks storhedstid; det er slet ikke til at forestille sig i dag, når man går gennem de storladne bygninger og ser på arkitekturprojekter fra hele verden. Ofte iscenesat som var de kunstinstallationer. Helt galt er det gået de gange, nogle af deltagerne har villet vise performances. Husker et år, hvor der var nogle nøgne kvinder. Men det er så kun for de særligt indbudte gæster, og det foregår kun i åbningsdagene.

Bagefter står kulisserne tomme tilbage som et absurd udtryk for ligegyldigheden over for det publikum, der besøger biennalen i de kommende måneder. Arkitekturen tiltrækker gerne en del færre gæster end billedkunsten, hvilket egentlig er pudsigt, for arkitekturen er som bekendt den kunstart, vi ikke kan slippe for. Kunstbiennalerne er efterhånden nået op mod en halv million besøgende – og måske vil noget tilsvarende lykkes for den bundne kunstart i år. Arkitekturbiennalen vises denne gang helt til den 23. november, hvilket er noget længere end de sædvanlige 100 dage.

Efter nogle tilløb i 1970erne åbnede den første arkitekturbiennale i 1990. Det lykkedes så ikke hver gang at opnå idealet, der er antydet i ordet biennale, altså hvert andet år, men på det senere ser det ud til at fungere.

Arkitekturbiennalen, der har været ledet af betydelige navne på arkitekturens stjernehimmel som blandt andre Aldo Rossi og Hans Hollein, har ofte haft et tema, som en række af deltagerlandene imidlertid lige så ofte har forholdt sig frit til. Og i reglen klaret frisag ved at bidrage til kataloget med en eller anden form for pseudo-akademisk lyrik, der begrunder de nationale valg.

Men ikke denne gang, siges det. Denne gang er biennalens kunstneriske leder Rem Koolhaas, der herhjemme skal bygge det nye arkitekturhus (med mere) ved Københavns Havn. Og han er en teoretiker og praktiker, man tager alvorligt i i hvert fald nogle af deltagerlandene.

Rem Koolhaas vil ikke fokusere på arkitekter og slet ikke nutidens stjernearkitekter. Årets tema skal være traditioner og retninger gennem de sidste 100 år og herunder måske i særlig grad modernitetens arkitektur.

Her må Danmark med de vellykkede velfærdsbyggerier tidligt i det 20. århundrede have noget at byde på. Der var engang (og det kan måske komme igen), da dansk boligbyggeri var avantgarde på verdensplan. Bauhaus-idealer forvaltet af praktisk og socialt tænkende arkitekter med blik for såkaldt almindelige menneskers behov for sunde boliger i grønne omgivelser.

Så derfor skal det blive interessant at se, hvordan forvalteren af den danske pavillon, Stig L. Andersson, der er en af landets bedste landskabsarkitekter, har løst opgaven. Stig L. Andersson fik tidligere på året overrakt C.F. Hansen Medaljen, der er den største anerkendelse, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster kan tildele en arkitekt.

Stig L. Andersson er en meget poetisk arbejdende landskabsarkitekt, og i udstillingen i den danske pavillon inddrager han såvel Asger Jorn som Niels Bohr, sommerfugle og billeder af en plads på Frederiksberg i udstillingen, hvor han tilsyneladende slår et slag for, at vi ikke glemmer det æstetiske i vores rationelle måde at bygge på.

Også andre danske arkitekter er inviteret af Rem Koolhaas til at deltage i biennalen. Udover det fornemme boligbyggeri i første halvdel af sidste århundrede blev der opført en række arkitektonisk set meget vellykkede institutioner som ikke mindst Aarhus Universitet tegnet af C.F. Møller. Så C.F. Møller er indbudt til at vise billeder af universitetet i Aarhus sammen med et nyere projekt, nemlig et fængsel til Falster. Denne udstilling finder sted i Palazzo Bembo, der ligger ved Canal Grande ikke så langt fra Rialto-broen.

Og skulle man blive træt af modernismens arkitektur, af hvilke der kun er få og ualmindeligt mislykkede eksempler i selve byen, kan man glæde sig over, at Palladio og en række fremragende arkitekter har tegnet bygninger, der står endnu og gør Adriaterhavets dronning til en af alle tiders mest lysende og ophøjede by. Flere hundrede år senere.

Den 14. internationale arkitekturbiennale åbner for publikum den 7. juni og kan ses til 23. november.