Holger Dahl: Danmarks bidrag til arkitekturbiennalen i 2020 bliver en våd omgang

Kommentar: Ved næste års arkitekturbiennale i Venedig vil Danmark blive repræsenteret af arkitekterne fra Lundgaard & Tranberg. Sammen med kurator Marianne Krogh har de netop løftet sløret for den kommende udstilling, der på internationalsk har fået titlen »Con-nect-ed-ness«.

Vandet i al sin flydende mangfoldighed er temaet for Danmarks bidrag til næste års arklitekturbiennale i Venedig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rasmus Koch

We are all water, sang Yoko Ono i sin tid. Samme tanke er udgangspunktet for næste års danske biennalebidrag.

Biennalen i Venedig er hele den globale arkitekturverdens store fest. Hvert andet år samles fagets udøvere fra hele kloden for at diskutere, for at mødes og for at inspirere hinanden.

Danmark hører til de lande, der har en national pavillon i Biennalens hovedområde, Giardini, ovenikøbet med  en prominent placering lige på det centrale strøg. Helt tilbage i 2006 vandt Danmark Biennalens hovedpris, Den Gyldne Løve, for bidraget CO-EVOLUTION, hvor en masse af de dengang unge danske løver i samarbejde med diverse kinesiske arkitektskoler udviklede nye strategier for fremtiden, men siden denne sejr har de danske præsentationer generelt haft et »alt godt fra havet«-problem og har ikke formået at løse den gordiske knude: Hvordan formidler man egentlig arkitektur?

Derfor vælger folkene bag det danske bidrag i år at gøre, hvad man gør ved gordiske knuder: de skærer igennem. Kurator Marianne Krogh og arkitekterne fra Lundgaard og Tranberg har besluttet sig for at lave en udstilling der ikke viser arkitektur - men som er arkitektur.

»At leve i Venedig er at leve med vand. Men i en bredere forstand er selve det at leve, at leve med vand. For vand er i os og omkring os - som væske i vore celler, som damp i luften, som regn, sne, is og tårer. En planet uden vand er også en planet uden liv.«


Vandet i os alle

Biennalens overordnede tema, formuleret af hovedkuratoren, Hashim Sarkis, er »How will we live together«. Kuratoren vil med det udsagn gerne fremmane en ny »rumlig kontrakt«. En ny måde, arkitekturen er til i verden på, som den faktor, der medierer menneskers møder med hinanden og med naturen i al dens mangfoldighed.

Marianne Krogh og Lundgaard & Tranberg har grebet dette udsagn og under titlen »Con-nect-ed-ness« arbejder de i deres projekt med noget så basalt som vand:

At leve i Venedig er at leve med vand. Men i en bredere forstand er selve det at leve at leve med vand. For vand er i os og omkring os – som væske i vore celler, som damp i luften, som regn, sne, is og tårer. En planet uden vand er også en planet uden liv.

I kunsten er vandet det mystiske og det gådefulde. Et univers, vi kun vagt begriber. Og samtidig er vand det mest enkle af alt.

Det, projektet skal formidle, er denne forbundethed, som vandet repræsenterer. At mennesket selv er natur. For uden dén erkendelse, siger Marianne Krogh »lever vi i en kollektiv fortrængning af det fundamentale vilkår, at der ikke eksisterer et reelt skel mellem mennesket her og naturen derude. Vi er ikke bare en del af det samme kredsløb, vi er selv natur. Og det vil sige, at kulturen – kunst, naturvidenskab, matematik, sprog, sociale samværsformer osv. osv. – er naturens forsøg på at forstå sig selv. Kultur og natur eksisterer derfor i en intim forbindelse.«

Holdet bag »Con-nect-ed-ness« arbejder mere med modeller og eksperimenter end med tegniinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lundgaard & Tranberg.

Ressource og uomgængelighed

Projektet, der vil fylde hele den danske pavillon, tematiserer vandet. Både som ressource, problem og uomgængelighed. Bagkvinderne lover sanselighed, fred og eftertanke - men ingen forklaringer eller lange filosofiske udsagn. Kurator Marianne Krogh formulerer det på denne måde:

»Der ligger en enorm kraft og kæmpe potentiale i arkitekturen som kunstart: den kan besværge andre fremtider og give den form. Den kan gøre det, der er svært at gribe, nærværende, vedkommende og forståeligt.«

Evnen til at skabe en sådan næsten hviskende forbindelse mellem det sansede og det byggede er noget, Lundgaard & Tranberg er specialister i, så det er meget naturligt, at valget er faldet på dem. Projektet, der stadig er i sin vorden, tegner til at blive præcist så symbiotisk som lovet. Med vand som det overordnede, men flydende tema. For alle sanser.

Vand som dråber gennem en membran er et af de mange formeksperimenter Lundgaard & Tranberg arbejder med Fold sammen
Læs mere

Et vanskeligt rum

Den danske pavillon er et meget vanskeligt rum at udstille i. Den består af to dele fra hver sin epoke og med indgangen midt mellem de to. Lundgaard & Tranberg skærer også igennem dette problem. De lukker den normale indgang og flytter den i stedet til pavillonens ene ende. Et fornuftig greb, der uden tvivl vil skabe et meget bedre flow gennem projektet.

Udstillingen vil som nævnt hverken præsentere plancher eller lange tekster. I stedet arbejder Lundgaard & Tranberg med at tematisere vandets mange forskellige fremtrædelsesformer.

Modellen i Tegnestuen peger på en »blød« arkitektur, der ikke råber i skingre manifester, men tværtimod stiller sig til rådighed for verden og tilbyder en diskret samtale med og om vandets mysterier. Som Yoko Ono indledningsvis antydet formulerede det på sit og John Lennons »Some Time in New York City« i 1972:

We are all water from different rivers
That's why it's so easy to meet
We are all water in this vast, vast ocean
Someday we will evaporate together.