De skyder op i hele landet – nytænkende, gennemtænkte og opsigtsvækkende byggerier, som kreative danske arkitekter og tegnestuer står bag. For Kristoffer Lindhardt Weiss, som er forfatteren bag en ny bogserie om dansk arkitektur har det været svært at vælge 10 helt særlige projekter blandt de mange.
»Det, der sker lige nu i dansk arkitektur, er historisk. Der bliver lavet nogle projekter, som er i stand til at forbinde et spændende, nytænkende og anderledes udtryk med funktion,« fortæller han.
Det er ikke kun herhjemme, at der er et stort fokus på de mange markante nye bygninger – der er også stor international interesse for det, der bliver skabt.
»Arkitekterne har igen fået lov til at lave nogle projekter, der kan noget særligt – dansk arkitektur er på en måde blevet genopfundet,« forklarer Kristoffer Lindhardt Weiss, der er cand.mag. i filosofi og forfatter til flere bøger om arkitektur.
To særlige projekter
Trods den svære opgave at vælge de mest interessante projekter ud er det alligevel lykkedes Kristoffer Lindhardt Weiss at udvælge ti spektakulære byggerier.
De første to bind i serien handler om henholdsvis Vadehavscentret ved Ribe tegnet af Dorte Mandrup og COBEs The Silo i Københavns Nordhavn.
»Det har været afgørende for valget, at de projekter, der er med i serien, reelt er nyskabende, og det er de to. Dorte Mandrup forbinder fortid og nutid med sit projekt. Uden at være slave af historien bliver materialerne brugt på en måde, så folk virkelig spærrer øjnene op. Med The Silo har arkitekterne hos COBE transformeret bygningsarv til nye og meget unikke lejligheder i en tid, hvor mange beboelsesejendomme er skabt ud fra samme opskrift,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

Begge projekter er eksempler på det, der ifølge forfatteren kendetegner dansk arkitektur lige nu.
»Helt overordnet set er bundniveauet for dansk arkitektur for tiden helt utroligt højt. Den danske designtradition lever i bedste velgående. Mange arkitekter har en meget stor kunstnerisk fornemmelse, og der er er en utroligt fin balance mellem materialeforståelsen og det konceptuelle. Arkitekturen er meget let aflæselig og kommunikerende – den åbner sig, men uden at det bliver banalt,« siger han.
Dokumentationen er vigtig
Ifølge Kristoffer Lindhardt Weiss er det vigtigt, at denne periode i dansk arkitekturhistorie bliver dokumenteret.
»Bogformatet giver emnet en tyngde, og formen – en slags kanon – er et forsøg på at signalere, at her sker der noget interessant. Vi skal have formidlet, hvad der foregår, og vi skal prøve at forklare, hvorfor det her er så interessant. Projekterne fortjener at blive behandlet grundigt,« mener han.
De første to bøger er netop landet i butikkerne. De kommende udgivelser i serien kommer bl.a. til at fokusere på BIGs LEGO House og Lundgaard & Tranberg Arkitekters Axel Towers.
Bøgerne i arkitekturserien koster 249,95 kr. pr. stk. og udgives af Strandberg Publishing.