Rigetta Klint har arbejdet med håndværk, design og kunsthåndværk i efterhånden mange år. Og nu udgiver hun en bog, der zoomer ind på en særlig del af den kreative proces – nemlig håndværket.
Over en længere periode har Rigetta Klint fulgt, fotograferet og interviewet en række mennesker, som alle har det tilfælles, at de lever af at arbejde med hænderne. Hun har mødt bl.a. en keramiker, en glaspuster og en snedker for både at dokumentere og blive klogere på, hvad det er, der driver værket – og ikke mindst hvorfor håndværket er så vigtigt for et land som Danmark i forhold til at bevare sin identitet som designnation i en tid, hvor det at omgive sig med håndlavede produkter er en af de foretrukne statusmarkører.
»Jeg har fundet ud af, at det er et fællestræk for mange håndværkere, at de får en form for ro i hovedet, når de bruger deres hænder. Så på det personlige niveau er håndværket enormt vigtigt. Men det er også vigtigt for os alle sammen, for det at bruge sine hænder er en forudsætning for den bæredygtighed og kvalitet, vi alle sammen taler om lige nu,« forklarer hun.
Dyrk håndværket
På trods af det store fokus på kvalitet, der er i bl.a. boligverdenen lige nu, er der ifølge Rigetta Klint mange danskere, der mangler en fundameltal forudsætning for at skelne skidt fra kanel.
»Bogen er også en opfordring til, at folk skal sætte sig ind i, hvad håndværk egentlig betyder, og måske endda selv kaste sig ud i at skabe noget med hænderne,« siger hun.
Rigetta Klint minder med udgivelsen af bogen også om, at de store danske designklassikere ikke er blevet til bag en computerskærm, men er skabt i et samarbejde mellem formgivere og håndværkere, der satte en ære i at være dygtige til deres fag.
»Hvis vi vil blive ved med at være en stolt designnation, så mener jeg, det er vigtigt, at vi fortsat værner om og værdsætter håndværkstradtionen,« lyder det fra forfatteren.
’HÅNDVÆRK’, som bogen hedder, er både en billed- og en samtalebog, og sammen med bogen udgiver Rigetta Klint en serie af 12 fotoposters med stilleben og motiver af smukt dansk kunsthåndværk.