Når farver gør forskellen

En personlig oase med vægge i både mørkeblå, grøn og mint er den hyggelige ramme om et familieliv. Farverne får modspil af klassisk design, abstrakt kunst og et stort æbletræ, der strækker sine grene (næsten) helt ind i stuen.

Det store vindue vender ud mod familiens private have, hvor et stort æbletræ troner og viser sin pragt året rundt. Fra foråret med hvide blomster over rødlige Filippa-æbler om efteråret til krogede stammer om vinteren. Spisestuen er indrettet med funktionelt design, der matcher huset fra 1950erne. Her er det et spisebord i linoleum og stole fra Please Wait to be Seated. Over bordet hænger to store Ball-lamper designet af Benny Frandsen i 1968 og på væggen et værk af parrets favoritkunstner, Nanna Riis Andersen.

Nogle gange ved man det bare med det samme: At det fremmede hus, man træder ind i, er ens nye hjem. Sådan var det for Nanna Brinkler, da hun i 2014 trådte ind i huset sammen med sin mand, Martin Bisgaard.

»Da jeg kom ind i den store stue, var det, som om jeg blev draget ind i rummet. Jeg kunne ikke få blikket væk fra det kæmpestore vindue ud mod haven, og jeg forestillede mig allerede, at her skulle vi sidde rundt om spisebordet som familie og følge med i årstidernes skiften,« siger hun.

Og sådan blev det også. Spisebordet og stolene kom på plads, og familien bruger mange timer her på bare at kigge ud, for lige uden for vinduet står et gammelt, kroget Filippa-æbletræ, der er smukt året rundt: både med blomster om foråret, rødlige æbler til efteråret og snedækkede grene om vinteren.
»Naturen strømmer bare ind, og det store vindue giver følelsen af, at vi sidder helt ude i haven,« fortæller Nanna Brinkler.

Vægge i mange farver

Kigger man sig omkring i familiens hjem, opdager man hurtigt, at de har en forkærlighed for farver. I stuen er væggen mørkegrøn, mens sofaen er blå. I spisestuen er væggen malet blå, i køkkenet ligger et grønt gulvtæppe, og i den lange fordelingsgang har parret valgt at dele væggen op i to, så den nederste halvdel er mørkegrøn, mens den øverste del er mintgrøn. Dertil kommer keramikskåle og andet pynt i fine blå nuancer.

Parret har malet den ene væg i den lange fordelingsentré i to nuancer af grøn. Den øverste er en lys mint, mens den nederste er en mørkegrøn. Tricket skaber liv og farve i en lang gang, som parret ellers synes var lidt kedelig i hvid. Dertil har Nanna Brinkler hængt tre værker af Jacques Tati. De to pendler er vintage Holmegaard, og de er som huset fra 1950erne.

»Vi bor med en del farvet interiør, men vi har også valgt at male væggene i næsten alle vores værelser. En vægfarve rammer rummet ind, og farven gør, at værelset føles hyggeligere, end hvis væggene bare var hvide. Det er ligesom at have kunst på væggen. Og så komplementerer en farvet væg møblerne virkelig godt – de træder simpelthen mere frem, når du har farver på væggene,« fortæller hun og fremhæver også, at det især er den klassiske, varme mørkeblå, der er storfavoritten som stemningsskaber.

Faktisk fik Nanna Brinkler ideen til den tofarvede gang i et boligmagasin, og selv om valget dengang føltes lidt dristigt, har parret ikke fortrudt et sekund:
»En gang kan være lidt kedelig, og ofte er det blot et gennemgangsrum. Men efter vi har fået de to farver på væggen, har gangen fået et visuelt udtryk, og billederne står skarpere. Før lagde vi næsten ikke mærke til billederne eller gangen som rum. Nu er gangen blevet inddraget som en del af vores hjem,« siger Nanna Brinkler.

Og parret har endnu ikke fået styret deres malerlyst. Næste gang de finder penslerne frem (hvilket er snart ifølge Nanna Brinkler), skal de have malet soveværelset:

Det rummelige soveværelse har plads til både en stor dobbeltseng, kommode og en hyggelige læsekrog, hvor Nanna Brinkler har placeret en Flagermus-stol fra Casa Shop. I vinduet står en bordlampe, som parret har arvet fra Martins mormor, mens den store kommode er fra Hay. Over den svæver en let pendel fra Le Klint.

»De farvede vægge er vores fingeraftryk; i soveværelsets læsekrog vil vi male en lysebrun nuance. Det hjørne trænger til at få et udtryk og liv – det er utroligt, så meget lidt maling kan forandre et rum.«

Passion for godt design

Parret har boet i huset i godt fem år, og det er faktisk først nu, Nanna Brinkler begynder at føle, at de næsten er kommet på plads. Deres filosofi har nemlig været, at de hellere vil købe tidløst design af den slags, man er nødt til at spare sammen til, end et midlertidigt møbel.

»Vi køber aldrig efter en impuls. Her er hver en ting nøje overvejet og udvalgt, og det gør, at der kan gå lang tid, før vi beslutter os. Ting tager tid,« forklarer hun.

Fælles for familiens interiør er, at det er ting, der har et udtryk. Ting, der taler til deres glade designhjerte:

Køkkenet er indrettet med lyse vægge og lofter for at udnytte dagslyset, der kommer ind ad det store vinduesparti. Parret har piftet den enkle og stilrene køkkenløsning fra Alno op med kunst på væggen, mens gulvet har fået selskab af et stort, grønt gulvtæppe fra Muuto. Derover svæver en pendel fra Lightyears.

»Design kan noget særligt. Først og fremmest fordi godt design er tidløst. Dertil skaber design en stemning og får dig til at føle dig godt tilpas. Mit favoritmøbel er klart vores spisebord og stolene, som man kan sidde på en hel aften fra forret til drinks. Og selv om møblerne har stået model til fem års hverdag i en børnefamilie, bliver de kun mere charmerende.«