Anmelder: Jeg har det som om, jeg har deltaget i et socialt eksperiment. Og jeg dumpede

AOK
Kunst
Anmeldelse

Kunsthallen Copenhagen Contemporary inviterer indenfor til en iscenesættelse og performance, der skal udfordre de gængse former. Lige nu gælder det deres »Celeste« sat i et vibrerende og duftende rum, der trods indtagende og undersøgende lyde, toner, sang, former og bevægelser ikke fik forløst publikum, den dag Berlingskes anmelder dukkede op.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har det som om, jeg har deltaget i et socialt eksperiment, der handlede om gruppementalitet, og jeg tror, vi alle sammen dumpede – som en stor gumpetung flok.

Hos Copenhagen Contemporary (CC) er lige nu en installation, »Celeste«, i hallens bageste rum skabt af fire kunstnere: instruktør og visuel kunstner Ea Verdoner, komponist og pianist August Rosenbaum, musiker og komponist Cæcilie Trier og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund. Under udstillingsforløbet inviterer de til performances i deres installation – det var en af dem, jeg dukkede op til.

»Celeste« er en del af CCs udstillingsrække »Future First«, hvor de ønsker at præsentere os for danske kunstnere, som skal eksperimentere med og udfordre grænse formater. I denne omgang til et værk, som de fire kunstnere kalder for »et rumligt drama i tre akter i en visuel, fysisk og musikalsk totalinstallation, hvor skulpturer af sten, syngende stemmer og vibrerende toner skiftes til at bære fortællingen«.

Oveni har de viftet os om ørerne med, at der vil dukke dufte op i rummet. Det lyder alt sammen ganske forunderligt, ikke sandt! Et moderne Gesamtkunstwerk. Lyden var smuk, rummet spændende, vibrationerne og duftene anelsesfulde, men det virkede knap så forførende, som jeg kunne drømme om – om end det virkede drømmende.

Cæcilie Trier på cello og August Rosenbaum på klaver i »Celeste«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

En opfordring til bevægelse

Da jeg modtager min billet ved skranken, får jeg at vide, at vi gerne må bevæge os i rummet. Det lyder svimlende forløsende for nogle og anstrengt og angstfuldt for andre, tænker jeg og går ned til salen, hvor en ung flok publikummer allerede står i kø. En fyr råber os an og fortæller om en stor fordybning i salen, vi skal passe på ikke at snuble ned i. En brummende lyd overdøver al småsnakken, og vi lukkes ind i et dunkelt rum med væg-til-væg-tæpper og kun lyset fra en nødudgang.

Vi famler os først frem, men begynder at fornemme en sceneformet nedsænkning omkranset af en lille flok stenskulpturer i grønne, hvide og rosa nuancer. De ligner skjold til kropsdele. De er glatte og organiske at beføle. I et hjørne står et flygel og en cello og venter på at give lyd.

Publikum cirkler om fordybningen og sætter sig overraskende hurtigt i dens kant. Først en, så fem og kort efter hele flokken. Jeg lytter til lydende. Nogle publikummer har lagt sig helt ned. Det lyder som de toner, vi kender fra film, der illuderer ydre rumrejser, så en gammeldags vandkedel, der fløjter i kog, og derpå en raslen. Publikums øjne leder efter performerne i kredsen og begynder at kigge undersøgende på hinanden, da intet andet hænder.

Det er her, fornemmelsen af gruppeeksperiment dukker op. Hvad gør vi undervejs? Og hvorfor lyser projektører pludselig ned på enkelte af de tilstedeværende? Vi mimer i al fald hinanden – og er ikke på ret mange eventyr ud i rummets kroge. Men mærker jeg efter, forplanter lyden sig i min krop og siden en uudholdelig bas i mine ører, mens gulvtæppet føles trygt og varmt – og måske let-vibrerende?

Tankeflugt

Endelig træder en kvinde, danseren Olivia Riviere, frem fra menneskemængden; krabbende ind mod centrum. I den næste godt halve time bevæger hun sig langsomt om sig selv i et kostume, der fremkalder et fremtidsscenarie – tøj med udvendige syninger og pigsko. Hun giver sig tid, må vi forstå, men det er ærlig talt lidt kedeligt, selvom hun mestrer en imponerende kraftanstrengelse, der får hende til at fremstå nærmest vægtløs.

Undervejs dukker Cæcilie Trier op. Hun synger lyst og uden tydelig diktion, så det er vanskeligt at fange, hvad hun præcis synger om, andet end om en kvinde. I materialet kan jeg læse, at hendes åbningsnummer, »Song from Celeste«, er baseret på Gertrude Steins »Orta Or One Dancing«, en hyldestsang til danseren Isadora Duncan – en kvinde i konstant forandring.

Kvinden i salen forekommer ensom, som hun snurrer om sig selv her – omend der synges om børn og ægteskaber. Musikarrangementet leder mig i retningen af David Lynchs favoritkomponist, Angelo Badalamenti, i samarbejde med sangeren Julee Cruise på »Twin Peaks«-soundtrackket. Er kvinden her på gulvet det sidste menneske på jorden? I al abstraktion er der noget sorgfuldt og dog fredfyldt over seancen, der overtages af et klaverspil, der begynder at myldre, og siden en cellos skærende lyd.

Der er god tid til refleksion her. Mine tanker flyver fra kroppe, rum og »Twin Peaks« ud i sommeraftenen. Forinden sad jeg nede ved vandkanten og drak et glas vin under en vidunderlig sensommerhimmel. Dér vil jeg gerne hen. Det dystre drama matcher mere en efterårs- eller vinterseance. Eller også har jeg blot et alt for uforanderligt sindelag!

Tålmodighedens kappe

Som en del af  performancen »Celeste« synger Cæcilie Trier »Song from Celeste«, der er baseret på Gertrude Steins »Orta Or One Dancing«, en hyldestsang til danseren Isadora Duncan, der går i spænd med  Olivia Rivieres dans. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Med ét er det hele slut, og de medvirkende bukker for det fastlåste publikum.

»Var det det?« siger min makker, og vi kigger forbløffet på hinanden. De fleste forlader rummet prompte. En enkelt siger, at gulvet vibrerer ovre i hjørnet. Vi går lidt omkring med de fem-seks andre tilbageblivende i rummet, mærker efter og finder en duftdyse et sted. Jeg kan ikke sige, hvad den duftede af. Det var i al fald ikke ret markant.

Fordybningen i rummet er omkranset af to ovale faldskærme, som min makker og jeg havde forventet ville vise et eller andet undervejs. Noget ekstremt eller gennembrydende, der kunne flå lidt i os. Der var noget uforløst over den søgende performance. Vi kan ikke rigtig hitte ud af, hvad vi skal gøre med den bagefter. Andet end at konstatere, at et rum er afhængt af sit publikum, og denne aften var det et publikum, der satte sig ned på sin rumpet.

Du skal tage tålmodighedens kappe på, hvis du vil ind og opleve performancen »Celeste«; måske den vil forplante sig i dig til noget smukt eller nyttigt. Eller også er det en idé at dukke op på en hverdag og opleve selve ruminstallationen.

Her bliver de to skærme aktiveret af et videoværk med to kvinder, der mødes i sang og blikke i det vibrerende rum.