Da Simon Bang åbnede sin morfars skibskiste, vældede et helt særligt liv frem

Da maleren Simon Bang blev 40 år, arvede han sin morfar, Knud Goths, skibskiste. Han havde hørt nogle eventyrlige fortællinger fra sin mor om morfarens oplevelser på havene, men var det sømandsskrøner eller sande historier?

Kisten viste sig at være en skattekiste med genstande, breve, fotografier og dokumenter, der viste, at fortællingerne var sande – ja, mere end det, for morfaderens oplevelser var mere fantastiske, end Simon Bang havde troet.

»Det er 20 år siden, jeg fik kisten af min mor. Min morfar døde som enkemand, da jeg kun var fem år gammel, og skibskisten stod derfor hos min mor, uden at jeg sansede den. Jeg havde travlt med at leve livet. Fortællingerne om hans liv havde jeg nok fornemmet som lidt overgearede, og hvem var den gamle søulk i grunden? Men da jeg åbnede den skibskiste, vældede historierne op.«

Ubåden, der sænkede det norske skib

Kisten står nu i Simon Bangs lejlighed på Østerbro og vidner om morfaderens liv.

Hvad var der i den skibskiste?

»Der er for eksempel et sæt nøgler fra et skib, han sejlede med under Første Verdenskrig. Han havde været i USA og sejlede i 4-5 år på amerikanske skibe og var lige ved at blive amerikansk statsborger. Men i sidste øjeblik besluttede han sig for at forblive dansk. Han fik hyre på et norsk skib i USA, som skulle tilbage til Europa med en last hvede. USA var gået ind i krigen, og der er ubådskrig, men Norge var neutralt, og det syntes sikkert at sejle på norske skibe. Han fik som bådsmand ansvaret for skibets nøgler af den norske kaptajn Hille. Men da skibet nærmede sig Europa, dukkede den tyske ubåd »UB27« op, og den tyske ubådskaptajn førte forhandlinger med den norske skibskaptajn, som bad for sit skib.«

Men der var vel ikke noget at gøre?

»Nej, den tyske kaptajn fastholdt, at skibet førte ulovlig last med sig til Holland. Ubådskaptajnen beordrede besætningen i bådene midt ude på havet og sænkede det norske skib. Der sad min morfar i en jolle på havet i håb om at redde livet, og med sig havde han stadig nøglerne til skibet i bukselommen. De roede i 16 timer på åbent hav og kom i land på den hollandske kyst.«

Og det er der dokumentation for?

»Ja, for jeg har lavet en dokumentarfilm »Kaptajnens hjerte« om min morfar, og under researchen til filmen indhentede jeg al den information, jeg kunne, for at dokumentere min morfars liv. I de norske arkiver ligger søforhøret om »D/S Davanger« og dets undergang. Og min morfar optræder som vidne i søforhøret.«

Og nøglerne?

»I min familie hed det, at de nøgler havde tilhørt min morfars danske skib, »Otto Petersen«, som han var kaptajn på gennem 24 år. Men da jeg undersøgte dem, kunne jeg se, at de havde tilhørt »D/S Davanger«, som blev sænket af ubåden, og nu ligger som vrag på havets bund.«

Kaptajn under Anden Verdenskrig

Knud Goth sejlede som bådsmand under Første Verdenskrig, men i 1930erne og 1940erne sejlede han som kaptajn på »Otto Petersen«, og det var også dramatiske sejladser, han oplevede på det skib.

»Under Anden Verdenskrig og besættelsen spærrede tyskerne af for adgangen til de store verdenshave for danske skibe. Så min morfar kunne ikke mere sejle på de store have. De danske handelsskibe kom under tysk kontrol, og min morfar måtte sejle efter tyske ordrer og på samarbejdspolitikkens vilkår. Det betød, at han og andre kaptajner sejlede svensk malm ud via Nordsøen til den tyske krigsmaskine, mens de blev angrebet af engelske fly. Min morfar og andre handelsskibe sejlede for at sikre den tyske krigsindustri. Til gengæld fik de lov at tage kul med hjem til Danmark, så landet kunne opretholde småindustrier og sikre opvarmningen under hele krigen.«

Og det var ikke bare én tur?

»Nej, han sejlede ti ture med svensk malm til tyskerne. Den 9. oktober 1943 hentede min morfar en ladning kul i Gdynia (i Polen, red.), og pludselig kom der et voldsomt allieret bombeangreb mod havneområdet. Min morfars skib blev ikke bliver ramt, selvom det lå midt i bomberegnen, og det var et mirakel, for 11 andre skibe blev ramt. På hjemturen sejlede »Otto Petersen« en tysk ubåd i sænk, selvom min morfar havde tysk lods ombord, og tyskerne anså det som en bevidst påsejling.«

Bliver der søforhør?

»Ja, min morfar blev anholdt og forhørt, men han forklarede på tysk, at det er et uheld. Han fik en bøde på 50.000 reichsmark for skaderne på ubåden.«

Og er der i kisten dokumentation for den historie?

»Ja, det er der. Søforhøret ligger i kisten på både tysk og dansk – og kravet på de 50.000 reichsmark. Havariet er også dokumenteret i Dansk Søulykke Statistik.«

Morfar redder jøder fra døden

Din morfars sejladser for tyskerne er jo en del af den mørke tid under samarbejdspolitikken, og der er, så vidt jeg ved, ikke skrevet noget særligt i fagbøger om denne skibsfragtsejlads for nazisterne?

»Der er ikke skrevet så meget om det, men i Rigsarkivet står 105 hyldemeter, som handler om lige netop det samarbejde med nazisterne. Det er Fragtrådets arkivalier. Det var jo en del af regeringens samarbejdspolitik og i mine øjne en desværre betydningsfuld hjælp til Nazityskland.«

Så skibskisten fortæller altså om denne hjælp til nazisterne, selvom din morfar kom til at vædre en ubåd. Men kan man bebrejde din morfar hans arbejde for tyskerne?

»Det var jo en del af samarbejdspolitikken, hvor hele Danmark samarbejdede. Og ingen af disse kaptajner eller rederier blev efter krigen stillet for retten eller dømt for samarbejdet. Det var et speget spil, og bagefter havde mange søfolk det dårligt med det samarbejde. Men det var regeringens officielle politik.«

Indeholder skibskisten andre overraskelser?

»Det mener jeg, for samarbejdet med tyskerne var den mørke side af historien, men kisten fortæller også en meget lysere historie. Min morfar lå i Danzig (det nuværende Gdansk i Polen, red.) i maj 1944. Han skulle sejle kul hjem til Danmark, og der opdagede han nogle jøder på kajen, der råbte til ham, om de kunne komme med til Sverige.«

Det må de vel have gjort i al hemmelighed, for tyskerne sad jo på området og havde allerede myrdet de fleste jøder?

»Jeg ved i hvert fald, at den ene jøde var rejst gennem det meste af Europa. Han havde overlevet, fordi han var ingeniør med ekspertviden, som nazisterne havde brug for. Han arbejdede på tyske fabrikker og var kommet til Danzig på sin flugt. Han vidste, at der var mange nordiske skibe, der sejlede i rutefart, og der var mulighed for at komme væk.«

Og han kom med din morfar?

»Ja, han kom ombord, og min morfar gemte ham i kulbunkerne. Han sejlede mod Danmark fra Polen, og ved Malmø kom der en lodsbåd ud til skibet, og den pågældende jøde kom til Sverige.«

Var han ene eller sejlede din morfar med flere?

»Der var flere, for i kisten ligger der et brev fra en jøde ved navn Keim, hvor der står: 'Kære kaptajn Goth, jeg har brugt 19 år på at finde Dem, og nu er det lykkedes gennem en god ven i FN. Jeg vil takke Dem for at have reddet mit liv i maj 1944, for at sejle mig til Sverige.' I brevet fortæller han, at han så min morfar stå ved rælingen og vinke med sin kasket til 'os' – altså flere – der blev reddet. Det er smukt beskrevet.«

Det var jo ikke ufarligt at hjælpe jøder, og konsekvenserne kunne være blevet brutale for din morfar. Har du under produktionen af din film undersøgt sagen nærmere?

»Ja, for jeg søgte efter slægtninge til familien, og det lykkedes at finde Keims datter i Paris, der godt vidste, at hendes far var blevet reddet. Og i de svenske arkiver fandt jeg det svenske politis forhør af Jean A. Keim ved hans ankomst, hvor han fortalte om sin flugt gennem Europa, og således fik jeg hans historie bekræftet.«

Den gamle patriark i nye tider

Krigen endte med at ramme kaptajn Goth. Simon Bang fortæller:

»Han var i Norge med »Otto Petersen«, hvor det i en fjord blev sprængt i luften af en engelsk mine. Det brækkede midt over, fortalte et norsk vidne, som jeg fandt i min research. Han så det som ung dreng. Min morfar vågede over det ødelagte skib i et helt år og oplevede altså befrielsen ombord på sit elskede skib i fjorden, men skibet blev hævet og repareret og kom i fart igen. I 1960 gik han i land, og kort tid efter døde hans hustru, Anna. Han døde selv i 1966 efter at have fået indopereret en primitiv pacemaker.«

Så skibskisten fortæller ikke blot eventyr fra havene, men også om den stolte kaptajns sidste triste tid?

»Skibskisten, og også min film, fortæller historien om den gamle patriark og enehersker, der ikke klarede historiens gang og samfundsudviklingen. Det er historien om hans storhed og fald. I 1950erne vokser der et velfærdssamfund frem, og min morfar var af den hårde skole, der kunne finde på at slå og tugte mændene på skibet og var den tavse mand i hjemmet, hvor min mormor bestemte. Det var svært at være omstillingsparat og samtidig miste sin autoritet. «

Kan du huske ham?

»Ja, jeg kan huske ham meget stærkt. Han var en stor mand, der læste H.C. Andersens eventyr for os børn. Han kom på besøg hos os i Fensmark, hvor vi boede, og jeg husker ham tydeligt juleaften 1964. Vi gik sammen ud på terrassen og så op nattehimlen. Han sagde ikke noget, men pegede op på stjernerne. Som om vi sammen forstod noget. Det var en stærk følelse af tavs tryghed og samhørighed.«