»At have mistet sin mand i min alder betyder, at man repræsenterer det, som alle folk frygter skulle ske«

Da kunstfotograf Astrid Kruse Jensen mistede sin mand, var hun først i tvivl om, hvorvidt hun kunne fotografere igen. Det viste sig at lykkes, og hun har ud af en følelse af nødvendighed vovet at arbejde mere indgående med det smertelige – og med skønheden i det smertelige. I første omgang er det blevet til en udstilling på Fotografisk Center, som hun er aktuel med netop nu.

Den danske fotograf og billedkunstner Astrid Kruse Jensen er aktuel med udstillingen på Fotografisk Center. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aftenen før Astrid Kruse Jensen skulle giftes, tog hun et billede af sig selv og sin mand i undertøj uden den fjerneste anelse om, at motivet fra dette korte øjeblik ville komme til at indgå i en udstilling på Fotografisk Center, der skulle kredse om tab, 14 år efter.

Fotoet var aldrig tænkt som andet end et spændt og privat minde fra aftenen før, hun og hendes kæreste ville indgå en pagt, der indvarslede håb, længsler og løfter.

Da hun siden forstørrede sit fotografi, opdagede hun, at der var et hvidt, lysende felt ud for sin mands hjerte.

Fotokunstneren Astrid Kruse Jensen tog billedet her aftenen, før hun skulle giftes med manden på billedet. I dag har billedet dog en helt anden betydning, og det er en del af udstillingen på Fotografisk Center i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mac Scanner.

»Jeg græd, da jeg fandt det her billede. Hvorfor var han lige blændet ud ved sit hjerte? Det hjerte, der ikke slog mere. Det er højst sandsynligt en spejling fra en lampe, men at hans hjerte ikke var der mere, var så stærkt,« fortæller Astrid Kruse Jensen.

Vi sidder i en tidligere slagtebygning med jernindfattede rektangulære vinduespartier og et fritlagt loft med en smuk jernkonstruktion hen over os. På hver vores pindestol og med blikkene rettet mod hinanden.

Jeg har interviewet Astrid Kruse Jensen før og set ind i hendes øjne med samme fornemmelse som i dag af, at de har set og bearbejdet en hel del privat og i hendes kunst. To dele, der snor sig om hinanden.

I dag omhandler mødet i Fotografisk Centers udstillingshal Astrid Kruse Jensens udstilling sammen med hendes norske kollega, Marie Sjøvold – to af Nordens mest markante fotokunstnere, der er gået i dialog om »det nære, familie, skrøbelighed, sorg og tab«.

Hvad, det præcis betyder for de to kunstnere, bliver ikke udpenslet i udstillingen med titlen »Fortiden foran mig«. Man må læse det, man vil, ind i de to kunstneres fotos, der har døre, lysninger, kvinder og antydninger af tristesse, dybder og håb til fælles. Men man forstår, at både fortiden og fremtiden er betydningsbærende for deres ståsted netop nu.

Kærlighedserklæringer og smerte

Astrid Kruse Jensen mistede sin mand, der døde af kræft, og hendes to børn deres far for små to år siden, og tilværelsen blev en anden fra den ene dag til den anden.

De håbede til det sidste på, at han ville overleve, og derfor havde jeg heller ikke en samtale med Astrid Kruse Jensen om hendes alt for ofte ophold på hospitalet, da jeg mødte hende til et interview sidste gang i 2019, hvor hun havde sin seneste soloudstilling hos sin gallerist Martin Asbæk i Bredgade. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at der var noget smertefuldt på færde i hendes liv.

Den danske fotograf og billedkunstner Astrid Kruse Jensen er uddannet fra The Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam (1998-2000) og Glasgow School of Art, Glasgow (2000-2002). Sidenhen har hun udstillet i både Europa, Asien og Amerika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Man kunne se det i hendes blik, der ikke stemte overens med hendes venlige smil på læben og væsen.

»I hele sygdomsprocessen var vi meget lukkede omkring den sorg, vi bar på, fordi vi hele tiden håbede på, at det lige om lidt bare skulle være vores eget lille mareridt og så var videre i livet igen. Det var en måde at beskytte os selv på og fastholde en anden identitet.

Men efter min mand døde, har jeg haft behov for at skabe en masse kærlighedserklæringer til ham og fortælle verden den smertelige historie. Den fylder jo alt i vores liv.«

Dengang som nu indgik nogle kvadratiske broderier i udstillingen, som hun var begyndt at arbejde på – på hospitalet, når hun besøgte sin mand. Hvide kvadratiske stykker stof med en hvid maskinbroderet tekst på, der kan minde om de pudevår, vores bedstemødre engang med sirlige bogstaver broderede familiens navne eller mønstre på.

»Formatet er det samme som et polaroidfotografi, men jeg valgte det, fordi det var det samme som det hospitalsbord, jeg sad og arbejdede ved, når jeg var hos min mand. Og det hvide i hvide gav den følelse, som opstod, når vi gik ind i et hospitalsrum – en følelse af, at vores sind arbejdede langsommere, og at vi kom uden for tid og sted.«

Teksten er vanskelig at læse, og det er helt bevidst, for Astrid Kruse Jensen vil gerne opnå en følelse af forsvinding – af at man næsten ikke kan finde vej i hendes værk.

»Jeg skrev rigtig meget på hospitalet, og teksterne på tekstilerne indeholder et forandret liv, men er også nogle beskrivelser af tilstande og et beskrevet fotografi i en form for bevægelse på vej til at blænde ud. Sådan tænker jeg det. Jeg kalder dem »Impossible Photographs«.

Sidste gang, jeg mødte Astrid Kruse Jensen, var det på Værløse Flyvestation, hvor hun havde sit atelier. Her fortalte hun mig om, at hun altid skriver sine værker frem, som hun siden tager ud i sine nøje udvalgte landskaber og rum og realiserer.

Der var stakkevis af notesbøger i hendes værksted, røde og sorte, som de pufærmekjoler, der hang på en bøjlestang og har indgået i hendes værker. Teksterne blev dengang til fotoværker, der var taget i et hus ved Skarresø, som hun og hendes familie netop havde forladt for at flytte tættere på København og Rigshospitalet.

Soveværelset fra det tomme hus er også med i hendes nuværende udstilling og nøje udvalgt til hendes nuværende udstilling, som mere åbenlyst er rykket et skridt nærmere hende selv og hendes privatsfære.

Astrid Kruse Jensen udpeger desuden et billede af sin datter som spæd på maven af hendes mand og et rygvendt billede af den 14 år ældre samme datter, med knold i nakken og en skjorte med pufærmer, præcis som hun altid fotograferer sine kvinder i sine værker, der sammen med de blågrønlige udviskede farvetoner, asketiske rumopbygninger med en stærk sans for lyssætning leder tankerne hen på Hammershøis værker.

Astrid Kruse Jensen arbejder stemningsfulde billeder, og motiverne kredser både om landskaber, der ofte er menneskeforladte, og om mødet mellem natur og kultur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Poetiske forskydninger

Astrid Kruse Jensen (f. 1975) har over de seneste mange år forfinet sit udtryk til værker, hun omtaler som »poetiske forskydninger«.

En gang arbejdede hun med knivskarpe motiver, men efter at hun i en periode for 11 år siden oplevede problemer med et sløret syn, forsøgte hun at se sin arbejdsproces på ny og har siden arbejdet konsekvent med det uskarpe fokus.

I dag anvender hun dobbelteksponeringer, modlys og lange lukketider for at ende op med et hyperpoetisk formsprog, der fremkalder uudgrundelige værker, hvor uhyggen eller velbehaget, om man vil, lurer i de tilsyneladende skjulte landskaber. Her ligger de kemiske spor i billerne som en hinde henover motivet og er lige så betydningsbærende som selve motivet.

Det er blevet til motiver i en perlerække af udstillinger i ind- og udland, hvor hun hver gang med en særlig sikkerhed har lagt sine poetiske forskydninger frem for sit publikum.

Men da hun mistede sin mand, stod hun pludselig et sted, hvor hun ikke vidste, hvad fremtiden bød.

»Min mand døde i august 2019, og jeg kunne nærmest ikke huske noget frem til efter jul. Det hele var forskudt. Da vi begyndte at være klar til at kigge ud i verden, lukkede verden ned på grund af corona.

Kristine (Kern, inspektør på Fotografisk Center, red.) luftede ideen for mig, efter min mand døde, og på det tidspunkt tænkte jeg: 'Kommer jeg nogensinde til at fotografere igen?' Selvom min mand var arkitekt, var vi dybt involveret i hinandens projekter og tanken om at gøre det helt alene uden den sparring, kunne jeg slet ikke forestille mig.«

Det er endnu alt for tidligt for Astrid Kruse Jensen at sætte ord på, hvad sorgen over at miste har gjort ved hendes kunst, andet end at hun har leveret en langt mere personlig udstilling end tidligere.

»Jeg tænker, det er sådan en stille forandring, men med en lyst til mere tydeligt at arbejde med det, der er smerteligt, og at turde arbejde med skønheden i det smertelige. At have mistet sin mand i min alder betyder, at man repræsenterer det, som alle folk frygter skulle ske, at døden skulle komme og tage ens elskede fra sig.«

Tænker du det som menneske eller som kunstner?

»Begge dele, men jeg håber også, at jeg vil være andet end den sorgfulde enke i andres optik.«

Hovedstolen

I Astrid Kruse Jensens værker med dette ene rygvendte menneske, hvis overhovedet noget menneske, er det nærliggende at læse en eksistentiel ensomhed ind i hendes uudgrundelige univers. Selv har hun ikke tænkt det som ensomhed, men som en form for stilhed i et søgende rum, hvor hun bare får lov til at være.

»Min mand og jeg har altid haft det sådan, at man ikke skulle lægge sin identitet i den andens hænder, men at man måtte lægge sin kærlighed i hinandens hænder. Jeg har altid søgt og arbejdet med rum, som nogle mennesker synes er skræmmende at overvære alene, men for mig har det været positive rum, for det har været mere metafysiske eller mentale rum.«

Der vil dukke et publikum op på Fotografisk Center, som ikke vil læse Astrid Kruse Jensens private sorg ind i udstillingen. I et af hendes »Impossible Photopraphs«, de broderede hvide værker, er man ikke i tvivl om, at det handler om et alvorligt tab. Det lyder sådan her:

»Træerne/Står Skrøbelige/Genkendelige/Blæsten tog/Bladene/Dig/Livet/På en nat/Forandrede/Mig/Os/Livet/Forandrede/Verden/Du tog/Dit sidste/Åndedræt/Mens vi forsøgte/At holde dig/Til livet/Til os.«

»Det, jeg synes er så smukt ved alle kunstneriske udtryk, er, at der ikke er ét endeligt facit. Der er mange, der kender til min historie, men der er måske også nogle, der vil tænke i kærestesorg, når de læser min tekst her, og det, synes jeg, er helt fint.«

Til gengæld føler hun selv en konkret nødvendighed af at bruge af sin hovedstol.

»Jeg synes, vi er meget sorgforskrækkede i vores samfund. Mange mennesker går om den varme grød.

Jeg tænker, man gerne må gå rigtig tæt, frem for at man føler sig som elefanten, der vælter rundt i rummet. Det er også derfor, jeg som kunstner har haft brug for at råbe det ud.

Det er forfærdeligt og trist, og jeg ville ønske, det ikke skulle ske for nogen, men vi skal også kunne sige det højt. Det her er jo så omsiggribende, at jeg slet ikke kan forestille mig andet end, at det får kæmpe stor betydning for min kunst. Præcis hvordan må fremtiden vise.«

Fotoværket af Astrid Kruse Jensen og hendes mand med titlen »The Evening Before« har hun valgt at forstørre og printe op på et stort stykke transparent stof. Foran er et landskabsmotiv taget i skoven bag familiens sommerhus. De to værker hænger tæt op ad hinanden. Det private foto bagest, så det ikke er helt oppe i vores ansigter, når vi kommer ind i rummet.

Fotokunstneren Astrid Kruse Jensen udstiller lige nu sammen med kollegaen Marie Sjøvold på Fotografisk Center i København. Fold sammen
Læs mere

Der er en mulighed for at gå mellem de to lag, røre ved dem, så de kan komme i bevægelse. Da vi står foran tekstilerne, kommer solen pludselig – og hendes værk gør præcis, som hun ønsker det; fungerer som en dobbelteksponering, og man kan se det bageste motiv gennem det forreste. Dér står hun og hendes mand pludselig og flimrer foran vores øjne.

»Når man har oplevet at sidde ved siden af et menneske, som holder op med at trække vejret, oplever man noget, som er SÅ vildt og ufatteligt, og slutningen på livet er endnu ikke forstået. Jeg tænker, man har følelsen af at komme ind i et andet rum. Det slutter ikke her.

Min udstilling er en måde at arbejde med opløsningen af det konkrete, fysiske arkitektoniske rum og skabe plads til det udefinerbare og uforklarlige. Et rum som ikke slutter helt, men er uendeligt.«

LÆS MERE