»Billederne er en moderne digital version af den franske impressionisme. De må ikke gå op i røg«

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde, hvis huset brændte – og det er kunsten, skakspillet og den fine pung fra Goyard, der ville blive prioriteret først.

valg2019bm
»Det er kunsten, jeg tænker på først, hvis jeg skulle redde noget,« siger Martin Asbæk, der er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt, men i dag er har sit eget galleri, Gallery martin Asbæk, i Bredgade i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Martin Asbæk (43) er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt, men da han begyndte at arbejde i sine forældres kunstgalleri, Galerie Asbæk, opdagede han, at han følte sig mere hjemme i kunstverdenen. Her mødtes han både med kunstnere og kulturpersonligheder – venner blev kunder, og kunder blev venner.

»Du kan ikke uddanne dig til at blive gallerist,« siger Martin Asbæk.

»Også selvom det handler om at have kemi med din kunstnere og forstå psykologien i dine kunder.«

Når Martin Asbæk ikke er i sit galleri, Martin Asbæk Gallery, i Bredgade, bor han og hustruen Betina i Charlottenlund med deres datter Arden på 15 måneder og Martins to sønner, Edgar på otte og Sigfred på fem år. De har kun boet i huset i halvandet år og har aldrig været truet af brand. Skulle den alligevel komme, er det kunsten, skakspillet og pungen, som ikke kan slides op, han ville redde først.

Min fars skakspil

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde hvis huset brændte Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Inden min far blev gallerist, var han kunstner. Han arbejdede med skulpturer og brugskunst og det her smukke skakspil, har han selv lavet. Han lavede omkring ti skakspil, og ikke to var ens. Han solgte dem i min morfars butik, La Boutique Danoise, der lå i Paris i 70erne. Der var en Shah fra Persien, som købte et af skakspillene, og Brigitte Bardot et andet. Jeg har altid været vild med det og med at spille skak, så jeg fik det for 25 år siden af min far. Eller også stjal jeg det? Brikkerne er vægtede, så de ligner ikke traditionelle skakbrikker. I stedet kan du mærke deres individuelle værdi i deres tyngde. Bonden er kun et point, mens officeren er tre værd. Når jeg spillede med mine venner som barn, vandt jeg tit, fordi de ikke gennemskuede logikken. Nu spiller jeg med mine sønner, og den af dem, der bliver mest vild med skak, skal arve det efter mig. Eller snuppe det fra mig.«

Portrætterne af mine sønner

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde hvis huset brændte Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Jeg er fuldstændig vild med fotokunstneren, Trine Søndergaard, og derfor fik jeg hende overtalt til lave portrætter af mine sønner, da de begge var fyldt fire. Hun laver normalt ikke portrætter af så små børn, for hun er meget introvert i sin kunst, og det er svært at instruere børn så tidligt til at sidde stille, ikke smile og lade sig blive fortolket i et værk. Men hun gjorde det så fint med Edgar og Sigfred. De brugte mange timer på at lære hende at kende, og de var med til at vælge den grundfarve, de hver især er blevet tildelt. Farverne skal sige noget om deres personlighed, og de får ikke bare lov til at vælge den første den bedste skrigende pink. Arden skal også portrætteres af Trine, når hun er stor nok. Vi må vente tre år. Det kunne være smukt, hvis hendes farve bliver en knækket rosa eller petroleumsblå.«

Den uventede bryllupsgave

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde hvis huset brændte Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Det her billede markerer noget fint og stærkt. Ikke bare at Betina og jeg blev gift i al hast på rådhuset for et år siden, men også en kunstner og vens gavmildhed. Billedet viser to mennesker, der holder i hånd. De holder sammen. Jeg fik pludselig konstateret leukæmi, da Arden var ganske lille, så vi kunne ikke holde den store bryllupsfest, vi gerne ville. Det gør vi nu – om et par uger. Det er Claire Woods, der har malet billedet, og hun er selv blev inspireret af en anden kunstners fotografi. Hun så, at jeg havde lånt det hjem fra galleriet, fordi jeg holdt så meget af at kigge på det. Og fordi vi nu var nygifte, og det hang i vores hjem, så mente hun, at det var den perfekte bryllupsgave til os.«

Pungen fra Goyard

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde hvis huset brændte Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Den lille pung med mine initialer fra det franske firma Goyard var den første gave, jeg har fået af Betina. Den var lang tid undervejs. Vi var stadig ret nye kærester, men hun havde bidt mærke i, at jeg var vild med en taske, hun har fra samme mærke, så hun syntes, jeg skulle have en tilsvarende pung. Jeg har altid min pung i baglommen, og de klarer sjældent mere end et halvt år på den placering. Hun bestilte den i smug tre måneder inden min fødselsdag, men i bedste nonchalante og franske stil ankom den selvfølgelig en uge for sent. Hun viste mig siden den smukke butik i Rue Saint Honoré. Den er så charmerende og gammeldags, men det er imponerende, at mærket kan overleve – for de virker ikke som om, de er ivrige for at sælge deres ting. Men det behøver de måske heller ikke at være med så god en kvalitet? Pungen har allerede boet to år i min baglomme, og den ser stadig helt ny ud.«

Pixel billeder fra Niels Bonde

Gallerist Martin Asbæk viser de fem ting fra hjemmet i Charlottenlund, han ville redde hvis huset brændte Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Det er altid svært at give gaver, så for mig er portrætter det bedste, man kan give og få. Men i stedet for at få en fotograf til at tage et billede, vil jeg hellere have en kunstner til at lave dem. Derfor spurgte jeg kunstneren Niels Bonde, om han ville lave et portræt af Betina og vores datter Arden, da hun havde fødselsdag i år. Han er meget optaget af overvågningssamfundet og har lavet en hel serie, der hedder »95 percent recognition«. Det betyder, at selvom pixeleringen er kæmpe stor, kan vi alligevel genkende en person 95 procent af gangene. Han gik selv ind og fandt billederne af dem på nettet og lavede de her fantastiske billeder. Du kan straks se, at det er Betina og Arden, når du går på afstand, eller hvis du holder en telefonskærm op. De er smukke, men også vildt tænkt. Billederne er en moderne digital version af den franske impressionisme. De må ikke gå op i røg.«