Mediekommentar: I aftes blev glorien pillet af Mette Frederiksen i bedste sendetid

Hvis Mette Frederiksen troede, hun skulle hyggesnakke om mink i sine yndlingsprogrammer, de bløde formater »Go' aften Live« og »Aftenshowet«, kunne hun tro om.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kæmpede en forgæves kamp mod kritiske spørgsmål i TV-stationernes ellers så bløde snakkeprogrammer. Philip Davali

»Vores uagtsomme minkdrab? Det var alligevel noget af en formulering.«

Hvis der havde været køligt i »Aftenshowet«s studie, dykkede temperaturen til ned under frysepunktet i det øjeblik, og statsministerens ansigt frøs til is. Den ene af programmets to journalister, Mette Bluhme Rieck – Ulla Essendrop var den anden – havde netop spurgt Mette Frederiksen, hvad hun ville gøre for at rette op på regeringens »uagtsomme minkdrab«, ledsaget af en lille nervøs latter og et endnu mere nervøst »kan man sige«.