Kan du beskrive dig selv med tre ord? Og hvorfor netop dem?
»Sulten. Genert. Højre-venstreblind.
Højre-venstreblind findes faktisk - det er ikke kun mig, der ikke kan kende forskel på højre og venstre. Jeg skal virkelig tænke mig om i lang tid, og så vælger jeg alligevel ofte forkert. Heldigvis er der jo kun to valgmuligheder, så der er 50 procent chance for at ramme rigtigt.
Sulten er jeg altid. Jeg har en kæmpe appetit og spiser stort set alt - undtagen koriander. Men jeg er også sulten på den måde, at jeg er ekstremt ambitiøs. Jeg er altid sulten på at blive bedre og opnå mere.
Men jeg er også meget genert. Det kan måske virke som en kontrast til det, jeg laver, som jo er meget udadvendt. Men det skyldes nok, at selvom jeg i mit arbejde er i kontakt med mange mennesker, foregår det i en fast afgrænset ramme, hvor jeg 100 procent ved, hvad der forventes af mig, og hvordan jeg skal navigere. Der er en slags uskreven kontrakt med alle seerne og gæsterne om, hvem der har hvilke roller. Men så snart jeg træder ud af studiet og bliver mig selv som privatperson, eksisterer den kontrakt jo ikke mere. Og så kan jeg komme meget i tvivl om, hvordan jeg skal agere. Det har aldrig været et problem for mig at stå på TV foran 90 millioner seere. Men det kan gøre mig usikker at skulle tale i en forsamling på bare 30.«
Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?
»Beskedenhed. Jeg holder meget af folk, der 100 procent står ved det, de kan og har opnået - og ikke er bange for at sige det højt og stolt. Jeg ved ikke, om det er en specielt dansk ting at skulle lægge låg på, når man har opnået noget - men hold da op, hvor den der Jantelov kan være en spændetrøje. Et eller andet sted bunder det jo i, at vi ikke kan unde hinanden, at det går godt. En slags smålighed, som jeg aldrig helt har forstået. Jeg beundrer de mennesker, der knokler og sætter ting i søen - hvis de lod sig bremse af, at nogen kigger skævt til dem, så havde vi jo hverken elektriske pærer eller penicillin.«
Hvilken bog har gjort mest indtryk på dig?
»Sara Omars »Dødevaskeren« læste jeg med en knude i maven og tårer i øjnene. Den er skrevet i et enormt smukt sprog, som i sig selv er en nydelse, men fortællingerne er grusomme. Det er så rystende at læse om, hvordan kvinder stadig kan blive betragtet som andenrangs eksistenser.
Jeg er sikker på, at bogen vil gøre indtryk på alle. Men når den rammer mig lige i maveregionen, er det selvfølgelig fordi, jeg selv kommer fra et land, hvor kvinder ikke regnes for ret meget. Jeg er født i Indien, hvor selv helt små piger bliver udsat for de forfærdeligste ting, som de skal være heldige for overhovedet at overleve.«
Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Over mit højre øje har jeg et lille ar på omkring en centimeter. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men vi tror alle sammen, at det er noget, jeg har med mig fra Indien, som jeg blev adopteret fra som tre-årig. Jeg opfatter det som en lille reminder om, hvor jeg kommer fra. En slags pynt, der fortæller en historie, jeg ikke kender, men som er en indgang til min historik. Det kan jeg godt lide.«
Hvad er din største succes i livet - også professionelt?
»Succes er måske så meget sagt - men det bedste, jeg har gjort for min karriere, var at flytte til England i 2005, hvor jeg skulle arbejde på en TV-station. Det var vanvittig hårdt, men det gav mig også sindssygt meget ballast at skulle stå på egne ben og finde fodfæste et helt nyt sted.
Jeg har aldrig været backpacker, men jeg opfatter de to år i England som min dannelsesrejse. Og ikke mindst fik jeg udviklet mit engelske, så jeg i dag kan påtage mig nogle opgaver, som ikke ret mange andre kan. Derfor er mit budskab til alle unge, der får mulighed for at komme ud i verden: Bare se at komme af sted!«
Hvad er det nærmeste, du nogensinde er kommet på at dø?
»Som 17-18 årig var jeg med en større gruppe dansere i Bangkok. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg er kampallergisk overfor visse nødder. Så da jeg spiste en eksotisk nød, svulmede jeg op over det hele, mine øjne lukkede næsten til og jeg fik småbitte kløende knopper over hele kroppen - men det værste var, at tungen og svælget svulmede op, så jeg var tæt på at blive kvalt.
Jeg gik i anafylaktisk chok på 15 minutter. Heldigvis havde vi en læge med på holdet, som gav mig en eller anden vild sprøjte. Jeg lå i sengen i tre dage og lignede en elefant. Nu har jeg altid en sprøjte med mig, hvis det skulle ske igen.«
