Den faldt som en bombe i samfundsdebatten, Sara Omars debutroman »Dødevaskeren«, da den udkom sidste år.

»Det her er litteratur, der kan ændre vores samfund,« skrev Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen i sin seksstjernede anmeldelse og tilføjede: »Skulle Yahya Hassans råb være forstummet, er det umuligt at overhøre Sara Omar.«

Og på forsiden af dagbladet Information lød det: »I dag torsdag den 30. november 2017 bliver der med dansk-kurdiske Sara Omars roman »Dødevaskeren« skrevet et nyt vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie.«

Det er da også en spektakulær og yderst grum historie, Sara Omar har skrevet i sin debutroman. Om tæsk, fornedrelse, voldtægt, tvangsægteskaber og den konstante risiko for æresdrab i et muslimsk miljø. Allerede på den første side af den delvist selvbiografisk inspirerede fortælling får en pige skåret ørerne og tungen af. Af sin egen far. Pigen, der ender med at dø, har kastet skam over familien, krænket farens ære, mener han.

»Jeg har altid følt, at der ville komme en dag, hvor jeg skulle få alt det, jeg har oplevet og set ud af systemet.«

---

I romanen, der blev præmieret med Læsernes Bogpris, som Berlingske uddeler i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, følger vi pigen Frmesk, der er uønsket fra fødslen på grund af sit køn. Hun vokser op hos sine bedsteforældre i Kurdistan og bliver som femårig udsat for fysisk, psykisk og følelsesmæssigt vold. Bogens titel henviser til de kvinder, der tager sig af at gøre de kvinder i stand, som ingen andre vil begrave.

»Beslutningen om at skrive »Dødevaskeren« kom først og fremmest af, at jeg var nødt til det for at overleve. Mens jeg skrev, handlede det kun om at overleve. Om at kunne trække vejret,« fortæller 32-årige Sara Omar, der studerer statskundskab.

Til Danmark i 2001

Hun er selv vokset op i Kurdistan, men flygtede på grund af krig derfra i slutningen af 1990erne. I 2001 kom familien til Danmark.

»Jeg var nok som de fleste børn meget nysgerrig på verden omkring mig. Men måske var min opvækst hårdere end de flestes, og allerede dér mærkede jeg, at min retfærdighedssans ikke var helt som de andres. Som barn af krig mærker man alt, ser alt. Død, ødelæggelse, vold og undertrykkelse var hverdagskost for os kurdere i det krigshærgede område.«

Bogen havde været inde i hende længe.

»Jeg har altid følt, at der ville komme en dag, hvor jeg skulle få alt det, jeg har oplevet og set, ud af systemet,« siger hun og tilføjer, at hun altid har skrevet digte, og at det derfor var nærliggende at skrive historien som en skønlitterær bog.

»Som tiden gik, og jeg blev ved med at skrive, handlede det mere og mere om at sende et budskab til verden og især til mine medsøstre derude i den store verden. Det var nok på grund af dem,  jeg skrev bogen til ende. Jeg vidste, at det jeg kendte til, den historie, jeg gik med, var større end mig. Jeg vidste også, at det at være forfatter ikke ligefrem var en drøm, men snarere en mission og et kald.«

Hvor fandt du styrken til på den måde at gøre oprør?

»Mit oprør handlede først og fremmest om at bryde tavsheden og komme til en ny selvforståelse. At bryde tabuerne. Om at være ærlig over for mig selv og de tavse stemmer. Det krævede også, at jeg skulle være dén, der tør, hvor andre tier.«

Hvilke overvejelser gjorde du dig om konsekvenserne op til udgivelsen?

»Jeg vidste, at den dag, bogen blev udgivet, ville være dagen, hvor jeg ville sætte mig selv fri, men at den frihed heller ikke var omkostningsfri. Den frihed skræmte mig også – for jeg var jo vant til at være fængslet af en masse normer. Rygtesamfundet og tanken om, »hvad ville folk tænke«, havde plantet sig inden i mig gennem hele min opvækst. Min største frygt var, hvordan jeg selv ville håndtere friheden. Og om jeg og friheden kunne trives sammen.«

Var du bange for at blive spændt  for en politisk vogn i indvandringsdebatten?

»Konsekvenserne for det omgivende samfunds reaktioner tænkte jeg meget over, og det var bl.a. derfor, at jeg begyndte med at sige, at jeg tilhører ingen, og at mine ord ikke er brænde til fremmedfjendske bål. Min kritik af kvindesynet og de patriarkalske og formynderiske holdninger i et mandsdomineret samfund, hvor mænd bruger og misbruger religion og kultur til at undertrykke kvinder, gav mig styrken til at fortsætte, for jeg vidste, at den kritik var livsnødvendig.

Men jeg synes, at jeg har formået at sætte dem, som prøvede at putte mig ind i kasse, på plads. På en måde, så de aldrig vover at gøre det igen,« siger Sara Omar og tilføjer om det kald, hendes bog er blevet: »Jeg har gennem hele mit liv set utallige kvinder og børn med muslimsk og ikke-muslimsk baggrund, der er blevet uretfærdigt behandlet og slet ikke har haft en plads i verden. Og den plads for både kvinder og pigebørn anser jeg det for min pligt at kæmpe for.«

Hvordan var det pludselig at blive en offentlig person, en stemme, som mange gerne vil bruge i integrationsdebatten?

»Hvis folk vil bruge min stemme i konstruktive integrationsdebatter, så er det selvfølgelig livsbekræftende. Men hvis folk vil misbruge min stemme for at skabe splittelse, så er det ikke rart – det finder jeg mig ikke i. Jeg har aldrig selv villet være debattør, så jeg har ikke haft mit fokus der, hvor jeg skulle være forberedt eller klædt på til debatverdenen. Den verden er meget indspist, og debatten i offentligheden i det hele taget er meget betændt. Jeg føler, at jeg det seneste par måneder er blevet klar over mange sider af samfundet, på godt og ondt.«

Du lever i dag under politibeskyttelse og har tidligere fortalt, at du risikerer dit liv ved at have skrevet »Dødevaskeren«. Har det været konsekvenserne værd, når du ser tilbage på det?

»Det har været det hele værd, og hvis jeg skulle gå tilbage i tiden, ville jeg gøre det hele igen. Det positive har været, at jeg langt om længe har besluttet mig for at leve som et frit menneske iblandt mine medmennesker. Det negative er måske, at jeg nogle gange er blevet sat i bås af nogle mennesker, som tror, at de kender mig. Jeg kritiserer min religion, min kultur, mine medmennesker og deres uacceptable opførsler og umenneskelige kvindesyn, men jeg gør det af kærlighed. For at skabe balance, for at forbedre livsvilkårene for andre og for at forene.«

Hvor ville du være i dag, hvis du ikke havde skrevet bogen?

»Jeg tror ikke, at jeg ville være her.«