Jeg er rystet af alle de forkerte grunde over Ulaa Salims premiereaktuelle politiske thriller, »Danmarks sønner«. Rystelsen skyldes nemlig ikke, at jeg på nogen måde tilslutter mig filmens stærkt manipulerende – men helt tonedøve – portræt af Danmark som et land, der er en fingerbredde fra at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre. Rystende er det til gengæld, at filmens idé og udførelse tilsyneladende er gået upåtalt gennem filmstøttesystemet for at ende i biograferne med skamros fra filmanmeldere, der har valgt at se væk fra filmens markante huller i karaktertegning, tempo og logik.
Eneste undtagelse var Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der i sin meget præcise analyse skrev, at den debuterende instruktør ganske enkelt er blevet svigtet af de filmkonsulenter, der har hjulpet filmen til verden.
