Mon vi har en undervisningsminister uden holdninger til dansk litteratur? Det ser desværre sådan ud.
I al fald har Mischa Sloth Carlsen og Ditte Timmerman fra Dansklærerforeningen gennem længere tid forsøgt at få Pernille Rosenkrantz-Theil til at genoverveje den danske litteraturkanon fra 2004. En kanon, som alle gymnasieelever forventes at stifte bekendtskab med, og som består af 13 mænd og én kvinde.
Særligt tre kvinder glimrer ved deres totale fravær, og dem kommer jeg tilbage til.
Det er oprørende at se, hvordan regeringen igen og igen underkender værdien af vores kultur og gør det til et adelsmærke at skælde ud på eliten og dem, der vil bare lidt mere end makrelmadder og Absolute Music og håndboldkampe og selfies.
Først vil jeg fastslå, at jeg elsker kanon. Jeg abonnerer 100 procent på den holdning, at noget er bedre end andet, og at vi i en tid med polarisering og ekkokamre, meget få fælles fikspunkter og alt for mange skøre indfald og grupperinger har brug for noget, vi er sammen om. En fælles kulturarv, fælles referencer og fælles værker, som forbinder os sprogligt og begrebsmæssigt med hinanden.
Vi ved for eksempel alle, hvad det vil sige at føle sig som Jeppe i baronens seng, og vi ved, at der er håb forude, fordi man sagtens kan blive en svane, selv om man er vokset op i en andegård. Vi kender til Pontoppidans Lykke-Per eller har rejst med Torben Ditmer i »De dødes rige«, ligesom vi har læst Oehlenschlägers digt om guldhornene og ved, at man kan længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, og at lyset ikke er for de lærde blot.
Men tager man kanonlisten bogstaveligt, er lyset overvejende for mændene. For tilsyneladende er det sådan, at kvinder ikke er særlig gode til at få sat ord sammen til sætninger, der giver mening for eftertiden.
Hvilket selvfølgelig er en gang sludder og vrøvl. Og derudover er det pinligt, at en undervisningsminister ikke evner at tage en grundlæggende debat om dansk litteratur, men spiser Dansklærerforeningen af med et idiotsvar.
Pernille Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet, at kanonudvalget i 2004 har vurderet, at »forfatterne i kanonen var særligt vigtige og udviklende for eleverne at få med i bagagen« og henviser dernæst til, at det står den enkelte lærer frit for at supplere med andre forfattere.
Supplere? Skal vi forstå det sådan, at kvindelige forfattere er et litteraturhistorisk supplement? Spændende synspunkt – og en lille smule historieløst.
Så her er en hjælpende hånd til vores undervisningsminister:
1. Inger Christensen hører indiskutabelt hjemme i kanon. Hun hører til blandt poesiens sværvægtere og burde have haft Nobelprisen i litteratur. Hun fortjener i øvrigt også en statue. Vores undervisningsminister kan begynde med at læse »Sommerfugledalen«, en sonetkrans, der er så genial, at man ikke behøver frygte døden efter at have læst den.
2. Og så er der Tove Ditlevsen, hvis digt om de evige tre, barndomserindringer og optegnelser fra en tosseanstalt giver væsentlig indsigt i kærlighedens anatomi, i, hvordan man bliver til som kvinde, og i, hvad det betyder at leve med en udvidet skrøbelighed, som enten kan gøre én til digter eller galning. De senere år har udlandet også fået øjnene op for den lille kvinde med det store repertoire.
3. Endelig skrev kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt i årene 1674-1698 en genremæssigt meget tidlig selvbiografi. »Jammers Minde« hedder den og er en skildring af hendes ophold i Blåtårn og en beretning om menneskelig fortvivlelse.
Jeg kunne også have nævnt Thomasine Gyllembourg, Thit Jensen og Agnes Henningsen samt Sigrid Undset og Amalie Skram (uha, var de ikke norske? Tja, vel på linje med Holberg, som også er en del af dansk litteraturkanon). Derudover er Kirsten Thorup er oplagt et bud på en nyere forfatter.
Og nej, de skal ikke med alene i kraft af deres køn, hvis nogen skulle sidde og tænke det. Køn er ikke en kompetence, hvilket i øvrigt også gælder mænd.
Da en kanon ikke er et nulsumsspil, er intentionen heller ikke at smide Klaus Rifbjerg eller Peter Seeberg ud, men at udvide kanon, så det anerkendes, at kvindelige forfattere af international klasse også har national betydning. Inger Christensen, Tove Ditlevsen og Leonora Christina Ulfeldt bør som minimum optages i en revurderet kanon her 15 år efter den, lærerne underviser efter i dag.
Og naturligvis skal en undervisningsminister være i stand til at tage en debat om dansk litteratur. Hallo! Det er oprørende at se, hvordan regeringen igen og igen underkender værdien af vores kultur og gør det til et adelsmærke at være ligeglad eller skælde ud på noget, de kalder »kultureliten«, dvs. dem, der vil bare lidt mere end makrelmadder, Absolute Music, håndboldkampe og selfies.
Sagen er, at man godt kan elske opera og håndbold, bourgogne og Cocio, »Kvindesind«, klassikere, »Kongens fald« og Inger Christensen.
Men sagen er også, at noget af det mest dannende for os er den litteratur, vi præsenteres for i de formative år, dvs. i gymnasiet, og her bør vi ikke kun præsenteres for mænds refleksioner over tilværelsen, men også for de kvinder, der har været med til at skabe litteraturhistorien.
Du skylder os et bedre svar, Pernille Rosenkrantz-Theil.
