Lige i øjeblikket diskuteres det, hvorfor danskundervisningens kanon består af 13 mænd og kun én kvinde, nemlig Karen Blixen. Der bliver også spurgt, hvorfor Klaus Rifbjerg er med, når Tove Ditlevsen og Inger Christensen ikke er. Sagen er, at en kanon ikke er et nulssumsspil, og sagtens kan udvides med flere relevante kvindelige forfattere. Men sagen er også, at Rifbjerg indiskutabelt hører hjemme i kanon, og er man i tvivl, bør man genlæse »Den kroniske uskyld«.
Gyldendal har netop udgivet nyklassikeren i en usædvanlig smuk udgave, der er så uskyldsren og hvid, at man dårligt nok kan holde den i hånden uden at grise den til. Og det er netop pointen. Når du kommer i kontakt med livet, præger det dig. Især når du er ung og prøver alting for første gang.
Det gør Janus og Tore, hvis venskab er selve den akse, som fortællingen drejer om. At venskabet er så centralt skyldes, at det er Janus, der fortæller historien, og det er således gennem hans forelskede blik, at vi ser Tore – og Tores kærlighed til Helle. Det er også gennem Janus’ blik, vi ser Helles mor, fru Junkersen, som spiser mænd til morgenmad, og det er gennem Janus’ blik, at vi til sidst oplever den tragedie, der har givet romanen sit navn. Kronisk uskyld er nemlig kun den forundt, som dør ung. Eller som evner at forblive naiv.
Roman om dannelse – og misdannelse
Overordnet handler »Den kroniske uskyld« om dannelse og om, hvordan vi alle skal igennem to former for pensum: det i skolen og så det menneskelige. Mens det første lægger vægt på vores tilegnelse af faglige færdigheder, handler det andet om personlighed og beror ikke mindst på de venskaber, vi indgår.
Derfor begynder romanen også sådan her: »Tore var en af de fyre, man ikke kunne lade være med at lide på en eller anden måde. En af de fyre, der kan rejse sig op midt i timen og stå og gøre en masse ting og ligne en abe og være helt fjollet, så det gør ondt langt ind i skroget af grin.« Umiddelbart ikke sætninger, der bevidner om den store romankunst eller forklarer, hvorfor Rifbjerg hører til i kanon, men så læser man videre og mærker, hvordan han skriver på ufiltreret begejstring, bruger forelskelsen som skriveunderlag, spontaniteten, glæden, angsten og forundringen – og hvordan alle de følelser bærer fortællingen, ligesom de bærer os gennem ungdommen.
Selv om »Den kroniske uskyld« udkom i 1958 og selvfølgelig virker lidt bedaget i dag med henvisninger til foxtrot, forlovelsesgilder, første mellem, ug og det at være »godt fabrikeret«, så rummer den en umiskendelig klangbund af uskyld og ungdom. Og af sørgmodighed, for Janus fortæller med et par års distance og varsler os løbende om, at det ikke ender lykkeligt.
Fru Junkersens tragedie består i, at hun er sendt eksistentielt på pension. Der venter hende intet. Intet andet end kedsomhed og - som en udfrielse - døden. Stakkels den, der er halvvejs og alligevel har det hele bag sig.
Oprindelig havde Rifbjerg først skrevet et indledende kapitel med Janus’ eksplicitte overvejelser om tragedien, men det blev heldigvis skrottet. Det virker langt stærkere at træde direkte ind i deres bromance, som også husker os på, at venskab er platonisk kærlighed. Og at fortælleren kun ser dele af virkeligheden. Resten må vi gætte os til.
Romanen leverer også et argument for at læse visse bøger to gange og gerne med 30 eller 50 års mellemrum. Da jeg læste den første gang som teenager, læste jeg den som en roman om kærlighed og om at blive dannet som menneske på godt og (mest) ondt. Her som midaldrende får den mig til at længes efter at være ung, og – gys! – til at se fru Junkersen i et andet lys. For selv om hun indiskutabelt er et frygteligt moderdyr og medskyldig i sin datters død, så består hendes tragedie også i, at hun er sendt eksistentielt på pension. Der venter hende intet. Intet andet end kedsomhed og – som en udfrielse – døden. Stakkels den, der er halvvejs og alligevel har det hele bag sig.
Da romanen udkom for over 60 år siden, var det ikke til anmelderros og stående klapsalver. Rifbjerg har fortalt, hvordan han i snevejr stod på Rådhuspladsen i København og ventede på, at aviserne skulle komme fra tryk. I Aktuelt skrev kritikeren Frederik Nielsen, at romanen var »små spjæt i slatne drengemuskler«, mens den 26-årige Rifbjerg i Berlingske kunne læse, at hans debutroman var »en ørkenvandring – uden beduiner«. I Politiken kaldte Tom Kristensen romanen »opsigtsvækkende« og forudsagde, at den ville rejse en vild diskussion om spørgsmålet: »Er den danske ungdom af i dag virkelig sådan?«
Men den skrev sig ind i eftertiden, fordi Rifbjerg fortalte så indlevende om samtiden og om det, der har været gældende til alle tider: At ungdommen er en farlig tid, hvor vores drømme dannes og misdannes, og hvor uskyld hurtigt kan slå om i skyld. »Den kroniske uskyld« får os til at opleve det en gang til og til at længes efter det, der er forbi, samtidig med at vi ånder lettet op. Ungdommen er – ironisk nok – ikke for begyndere.
Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld.
Sider: 240. Pris: 249,95 kroner. Forlag: Gyldendal. Omslag: Noa Gammelgaard. Forord: Pia Juul.
