Det er en meget rørende og livsklog bog, som Svend Brinkmann har skrevet om at blive til som menneske.
»Vi er det liv vi lever« handler om tilfældighed og skæbne og om at være på dannelsesrejse hele livet. Med afsæt i samtaler med skønne Lili på lidt over 90 år gør Brinkmann (igen) op med selvrealiseringens fejlslutninger og fortæller en i virkeligheden konservativ historie om at blive et dannet menneske. Og nej, ikke dannet i Emma Gadsk forstand, hvor der lægges vægt på manerer og etikette, men dannet i eksistentiel forstand, hvor man forstår, hvem man er, og evner at relatere sig til andre og til den plads i historien, man er blevet tildelt.
Især det sidste er interessant, fordi vi her kommer ind på et begreb, der siden 1968 har været tæt på tabuiseret, nemlig skæbnen. Forestillingen om, at noget er uden for vores kontrol og måske endda uden for vores fatteevne, men som ikke desto mindre kommer til at spille en afgørende rolle i vores liv og bliver, ja, skæbnesvangert.
Det sidste kan være en voldsom provokerende erkendelse for et moderne menneske, der bekender sig til liberalistisk lirumlarum i stil med, at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv kan styre alt, inkl. alvorlig sygdom, bare man lever, føler og tænker det rigtige (og husker at optimere sig selv 1 pct. hver dag).
Et sådant nedslagspunkt er de forhold, som en meget ung Lili indleder til tyske soldater under besættelsen. Forhold, der senere kommer til at give hende prædikatet »tyskerpige« og gør hende landflygtig i en årrække, og som helt op til i dag kan gøre hende angst og usikker på omverdenens reaktioner. Kan man bebrejde en 14-årig for hendes følelser? Vi styrer ikke selv, hvem vi forelsker os i, og selv fortidens synder må have en udløbsdato. Omvendt var det forståeligt, at en befolkning, som i flere år var blevet undertrykt af værnemagten, havde sparet meget had og vrede op, og den gik ikke mindst ud over de ca. 50.000 kvinder, som havde indledt et forhold til soldaterne og derfor blev betragtet som kollaboratører.
Tragisk bevidsthed
Forholdene bliver afgørende for Lilis liv, og Brinkmann bruger historien til at forklare det, som filosoffen Critchley har kaldt for »tragisk bevidsthed«. De græske tragedier, som vi kender dem fra Sofokles, Euripides og Aischylos, lærer os, at verden er moralsk flertydig, og at livet ganske enkelt ikke går op som en syvkabale. At verden kun er delvist forståelig for mennesket, og at vores livstråd er en del af et større tæppe, hvis mønstre vi ikke er herre over. Det sidste kan være en voldsom provokerende erkendelse for et moderne menneske, der bekender sig til liberalistisk lirumlarum i stil med, at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv kan styre alt, inklusive alvorlig sygdom, bare man lever, føler og tænker det rigtige (og husker at optimere sig selv en procent hver dag).
Betyder det da, at man bare skal overgive sig til skæbnen? Ja og nej. Lili har den livsindstilling, at man kan tage sin skæbne på sig og overgive sig til, at ens liv består af peripetier, dvs. vendepunkter, der pumper afgørende kraft, smerte og ømhed ind i resten af ens tilværelse. Et sådant peripeti kan kærligheden være, ligesom et elsket menneskes død kan udøve afgørende indflydelse på ens liv, og det samme kan sygdom, grænseløs uretfærdighed, eklatante fejltagelser og svigt af dømmekraft.
Som der står på Gajol-æskerne, handler livet ikke om, hvordan man har det, men tager det, og det er livsstykket Lili et mesterligt eksempel på. Svend Brinkmanns samtaler med hende er indsigtsfulde og respektfulde, og hun reduceres ikke til et væsen, som professoren i psykologi kan analysere under lup og bagefter pakke ind i alt godt fra filosofi- og litteraturhistorien. For Lili er i sig selv inspirerende, og kapitlerne veksler mellem samtale og refleksion uden åndelig omklamring.
Brinkmann slår til lyd for menneskets iboende værdighed og for værdien af vores relationer, men også for vores højnelse til humanitet gennem kultur, som er den tyske filosof Gadarmers beskrivelse af dannelsesprocessen. Lili falder ikke til patten som husmor eller arbejdskraft. Hun lader sig heller ikke stigmatisere eller stivner som et insekt i et stykke harpiks, men bestræber sig på at leve et liv – hele livet – hvor kunsten blandt andet bruges som løftestang for en smukkere og dybere forståelse, ikke mindst af hende selv.
Afslutningsvis følger vi Lili ind i »undergangsalderen« og de erkendelser, der følger med at have overlevet livet i mere end 90 år. Hvilken gave – og bedrift.
På mange måder er »Vi er det liv vi lever« et møde mellem de græske tragedier, Bildung-taditionen og Brinkmanns egen stoicistisk inspirerede tænkning og så Puk Elgårds bestsellersamtalebog med 100-årige Ellen om kærlighed, verdenskrige og livsmod. Men den er først og fremmest en fortælling om, hvem vi er. Et stykke danmarkshistorie set gennem Lilis øjne og belyst af en af nationens klogeste hoveder.
Skæbnen kunne ikke have forestillet sig en bedre forsvarsadvokat.
Svend Brinkmann: Vi er det liv vi lever. En fortælling om skæbnen. 220 sider, 250 kroner. Politikens Forlag.
