En revolte begyndte i 2013, da den nu afdøde digter Yahya Hassan under stor furore udsendte sin første digtsamling, hvori han langede ud efter indvandrermiljøer såvel som integrationssystemet, mens eliten klappede i takt til hans digte. Tænk bare på åbningsdigtet i hans første samling af to, der for alvor slog tonen an: »FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE / FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS.«
I 2013 proklamerede han i Politiken højlydt, at han var »fucking vred« på sine forældres generation. Det gik ikke stille af sig, og Yahya Hassan skulle i de kommende år navigere gennem en sværm af trusler, samtidig med at han forsøgte at tøjle kriminelle tilbøjeligheder og fortsatte med at skrige det danske samfund lige ind i fjæset, at hans historie skulle sikre forandring. Han langede ud efter de veluddannede og intellektuelle nydanskere. De var også en del af problemet, fordi de er »stumme og passive«, som han sagde i Politiken.
