Jeg husker tydeligt den tid, hvor Yahya Hassan først indtrådte i offentlighedens rampelys. Jeg modtog ham som en fjende, ligesom så mange andre med min baggrund gjorde. Det skyldtes ikke, at jeg havde læst hans digte eller kendte hans baggrund og motivation indgående, det var snarere tværtimod.
Det skyldtes, at jeg hele tiden havde ageret ud fra en devise om, at dem, der talte om de problemer, som berørte mig, var ude på at såre mig og mine. Tiden skulle vise, at Yahya Hassan aldrig var min fjende. Han var min helt.
Del:
