Will Ferrells melodigrandprix-parodi er en hyldest til queer-kultur med charme og lækkert hår

Det er en misforståelse, at den 52-årige Will Ferrell har lavet grin med homoseksuelle i sine film. Tværtimod kan hans film ses som en hyldest til skæve eksistenser, der nægter at lader sig kue.

Will Ferrell og Rachel McAdams som Islands melodigrandprix-håb »Fire Saga«. Foto: Netflix

Enten forguder man den amerikanske skuespiller Will Ferrell, eller også fatter man ikke en brik af attraktionen. En af hans specialiteter er at parodiere de brovtende he-man-typer, som amerikansk sports- og underholdningsverden har været fuld af, som når han spiller stjernenyhedsoplæser i »Anchorman: The Legend of Ron Burgundy«, eller når han er racerkører i »Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby«.

Hans flair for crazy over-the-top-improvisation er legendarisk – tjek ekstramaterialet til en hvilken som helst Will Ferrell-film, og der er stor sandsynlighed for, at man finder en skatkiste af mange timers underholdning. I filmen »Step Brothers« lykkedes det ham sågar at synge et kommentarspor som ekstraudstyr i filmens fulde længde.