Færgeturen fra Kragenæs på Lolland til Fejø tager kun et langt kvarter, og det er ganske rigtigt – som Nicolai og Marie lidt senere fortæller – som om man sejler fra én verden til en anden, hvor tiden går lidt langsommere. Lave bindingsværkshuse står helt ud til øens hovedvej, sortbrogede køer græsser på de åbne arealer ned til de dybblå, lollandske bælter, og rækker af blomstrende æbletræer breder sig alle vegne. Det er, som om ens øjne glæder sig ved alt, som blikket faldet på, og den ydre ro bliver til en indre.
Vi er kørt til Lolland for at sejle til Fejø, hvor befolkningen på 470 personer for tre måneder siden blev forøget med to tilflyttere: Marie Malling Raunkjær på 32 og hendes kæreste, Nicolai Gren Hagelskjær på 31.