Vintesten: Danske Leo slår håret ud i Californien og overrasker med funky vin

Forhenværende sommelier fra Kong Hans Kælder eksperimenterer med sprød og naturlig lavalkohols chenin blanc i Sonoma.

Den tidligere Kong Hans Kælder-sommelier Leo Steen Hansen har de sidste snart 20 år slået sine folder som vinmager i Californien. Hans eget vineri, Leo Steen Wine i Healdsburg, Sonoma, er ganske lille, ikke mindst i sammenligning med de generelt store forhold over there.

De af Hansens vine, jeg tidligere erindrer at have smagt har været relativt konventionelle i den velkendte californiske stil. Men noget er åbenbart sket, for da jeg stikker næsen i »Peaberry«, registrerer den tydeligt, hvad amerikanerne kalder en markant »funky« note af vild og utæmmet gæring uden tilsætning af svovl.