»Vi tror, at kærligheden skal gøre noget for os. Men vi skal selv skal turde kaste noget ind i puljen«

Lotte Kaa Andersens romaner tegner et skarpt og kærligt portræt af livet i Hellerup og omegn. Nu kommer den sidste bog i trilogien. »Jeg har brugt Hambros Allé i Hellerup som en ikonisk ramme, men jeg skriver om noget alment menneskeligt,« siger hun.

do
Lotte Kaa Andersen slog igennem med romanen »Hambros Allé 7-9-13« i 2015 om livet i reservatet i Hellerup. Nu kommer hendes tredje og sidste roman i trilogien, »Syv sind«. Her er hun fotograferet i Hellerup Havn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I flere år havde Lotte Kaa Andersen altid en notesbog på sig, når hun gik rundt i området omkring Hellerup og Charlottenlund, hvor hun selv bor med sin mand og deres tre sønner.

Når hun hørte eller så noget interessant, noterede hun det ned, og det har senere givet inspiration til de historier og personer, som hun har beskrevet i sine anmelderroste romaner.

Først kom »Hambros Allé 7-9-13« i 2015 og året efter »100 dage«. Her skriver hun om tre ambitiøse og velstående par, som først rystes af finanskrisen, men som siden får slikket sårene og kommer ovenpå igen. I sin sidste og tredje roman i trilogien, »Syv sind«, som udkommer den 15. november, beskriver hun, hvad der sker, når på overfladen velfungerende ægteskaber bryder sammen.

"Syv sind", side 11

»Klokken 10.37, i en grå Audi stationcar på vej mod Kastrup Lufthavn, går det op for Cille, at hun er et frit menneske.«


»Vi har boet i området i 20 år, også i de vilde opturs-nullere, hvor luften var elektrisk af forbrug. Så ramte finanskrisen, og jeg befandt mig lige i epicenteret og så alle de menneskelige dramaer. På Strandvejen stod hver anden butik til afståelse, og når du gik ned ad villavejene, var hvert tredje hus til salg. Krisen ramte virkeligt det her potente sted. Medierne havde masser af historier om bankerne og de store økonomiske linjer, men jeg savnede den menneskelige historie om, hvad der skete, og hvad krisen gjorde ved steder som Hellerup og Charlottenlund. I flere år var der næsten tale om en lammelse, fordi faldet fra optur til nedtur var så dybt for mange familier i området,« siger Lotte Kaa Andersen.

»Jeg har brugt Hambros Allé i Hellerup som en ikonisk ramme om mine bøger, men i virkeligheden skriver jeg om noget alment menneskeligt. Hvordan er vi, når vi bliver presset, når fundamentet forsvinder under os, når vi er alene med os selv, og hvad for nogle samtaler har vi i soveværelset, når ingen hører os? Jeg tror ikke, at det er anderledes på Hambros Allé end på Blåmejsevej i Svendstrup ved Aalborg, hvor jeg kommer fra. Vi mennesker er, som vi er,« siger Lotte Kaa Andersen, der her er fotograferet i Hellerup Havn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Notesbogen bag det hele

Krisen blev startskuddet til hendes forfatterskab. Siden hun var 19 og boede i Nordjylland, hvor hun er vokset op, havde hun drømt om at blive forfatter. Hun havde skrevet en roman, som ikke blev udgivet, og i et par år holdt hun i skuffelse helt op med at skrive. Men en morgen vågnede hun og tænkte, at der da lå en masse romanstof lige foran næsen på hende. Hun havde jo i årevis gået rundt med sin notesbog.
»Jeg havde skrevet sjove episoder og ord op, ordvekslinger, stemninger, blikke, indtryk. Jeg kunne for eksempel skrive: »Ingen steder er en skjorte så hvid som i Klampenborg«. Det stof kunne jeg bruge til at beskrive den mentalitet og tænkemåde, der er i en privilegeret lomme af Danmark. Noget af det, som bliver sagt her, kan ikke siges andre steder.«
En dag, da finanskrisen var på sit højeste, stod hun i en kø i en butik på Strandvejen, og der hørte hun en kvinde, som talte meget højt i mobiltelefon, sige:

»Vi har fire børn, tre huse og en fabrik i Kina, og nu skrider han fra mig.«

»Det siger meget om stedet og om en privilegie-mæthed, som er næsten ubegribelig, og om en familietragedie. Den ene sætning fik en lavine til at rulle i mig, men jeg har aldrig brugt den i bøgerne. Jeg læste også i tiden omkring finanskrisen en artikel i Weekendavisen, hvor der stod, at overklassen er underbeskrevet i bøger og film, og så tænkte jeg, at det måske kunne være min historie.«

Lotte Kaa Andersens bøger foregår i Hellerup og Charlottenlund. Hun har selv boet i området i 20 år, men baksede selv med omgangstonen og de kulturelle koder, da hun var nytilflyttet. »Jeg havde svært ved at finde mine egne ben i området. Jeg kommer fra Nordjylland, har også rejst i ude verden og boet i London – jeg er ikke en lille noksagt, der er kommet ind med fire-toget – men det er det sted, hvor jeg har haft sværest ved at tilpasse mig og finde ud af, hvordan man gør her. Så mine bøger er nogle gange et antropologisk blik på de kulturelle koder i området,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Lotte Kaa Andersen skriver knivskarpt og morsomt, nogle gange næsten satirisk, om sine romanfigurer og livet under overfladen i et af landets rigeste områder, men hun skriver også med stor indlevelse.
»Det er vigtigt for mig, at jeg ikke skaber eller løber med på stereotyper. Hvis jeg skriver om en direktør, så skal jeg ikke bekræfte stereotyperne, men prøve at finde ind bag ved dem. Det bliver kun interessant, hvis jeg allierer mig med mine figurer og prøver at forstå dem. Mine personer skal være sådan, som vi alle er, konfliktfyldte og fulde af modsigelser. Altså hele og troværdige.«

Cille til sin mand, Ask, i "Syv Sind", side 64

»Jeg beder ikke om din tilladelse. Jeg beder om din støtte, men den kan jeg åbenbart ikke få, heller ikke nu.«


Selv romanernes bad boy, ejendomsmægleren Kaare, utro og forretningsmæssigt ufin i kanten, beskriver hun med solidaritet.
»Kaare er en kæk sælgertype, som mange af os sikkert kender. Han er dødirriterende, men han er også en stor forsømt, klodset dreng, som gerne vil være lidt smart. Jeg vil gerne prøve at finde det formildende ved sådan en som ham. Faktisk holder jeg af ham, og han er den af mine karakterer, jeg har det sjovest med at skrive,« siger Lotte Kaa Andersen og griner.

»Et dukkehjem« og Hellerup

Da hun var færdig med sin forrige roman, »100 dage«, regnede hun med, at det var slut med historierne fra Hellerup og Charlottenlund. Hun overvejede forskellige romanideer, men inspireret af Henrik Ibsens ægteskabsdrama »Et dukkehjem«, som hun altid har holdt af, besluttede hun sig for at skrive en tredje bog med sine romanfigurer fra Hellerup og omegn.

»Ibsens drama handler om magt mellem kønnene og familierelationer og behandler spørgsmål om, hvordan man bliver sig selv, og hvordan man tager ansvar for sit eget liv. De problemstillinger kunne jeg bruge i romanen.«

»Syv sind« begynder højst dramatisk. Cille og hendes mand Ask og deres to børn sidder i bilen på vej til lufthavnen for at tage på tre ugers ferie i Provence. Det er en på overfladen succesfuld og velfungerende familie med hus på den eksklusive Hambros Allé. Men pludselig beder Cille sin mand om at standse bilen. Hun vil ikke med en meter længere og beder Ask om at tage alene på ferie med børnene. Hun er rasende, fordi Ask ikke støtter hendes ønske om at blive partner i en designvirksomhed i Aalborg, et job som vil betyde, at hun nogle dage om ugen skal bo i Aalborg. Hun føler sig svigtet. Hun har støttet hans strålende karriere, men nu vil han ikke vil støtte hende.

»Jeg ville gerne skrive om en kvinde i frit fald. Bogen åbner med en scene, hvor en kvinde har fået nok. Hun føler sig presset og klemt og står i et dilemma. Hun og hendes mand har i ugen op til ferien haft skænderier, og de har prøvet at gemme trolden væk for at komme videre. Han har sagt til hende, at hun kan gøre, som hun vil, men han kommer aldrig til at respektere hendes beslutning, hvis hun vælger jobbet fremfor familien. Han kan godt acceptere, men ikke respektere hendes valg. Det bliver et vendepunkt. Cille foretager en radikal handling. Hun stiger ud af bilen. »Klokken 10.37, i en grå Audi stationcar på vej mod Kastrup Lufthavn, går det op for Cille, at hun er et frit menneske.« Det er en central sætning i romanen,« siger Lotte Kaa Andersen.

Cille tager hjem, men ved ikke, hvad hun skal stille op med sig selv, og derfor køber hun en rejse, en vandretur på Caminoen i Nordspanien, for at finde sig selv – om det lykkes, får man måske et svar på i romanen.

Lotte Kaa Andersen vandrede selv på Caminoen i september sidste år for at kunne beskrive det i sin roman.

»Hvis jeg skulle skrive om det, var jeg nødt til at se vandrestierne og landskabet, spise den mad, som serveres på ruten, og vide, hvad vandrerne taler om, når de mødes på stierne og om aftenen på caféerne.«

Rita i "Syv sind", side 197

»Nutidstragedien er nok, at I unge mennesker tror, I kan alting selv. I holder altid en dør åben, for sæt der skulle være noget mere spændende på den anden side.«


Som Nora i »Et dukkehjem« bryder Cille rammerne i sit ægteskab og demonstrerer dermed en sejhed og trang til selvstændighed, som Lotte Kaa Andersen også kender fra sin mor.

»Hun er et meget stærkt forbillede for mig. Hun kommer fra en familie med ni søskende. Drengene måtte få en uddannelse, men pigerne skulle på fabrik efter 7. klasse, for de skulle jo alligevel bare giftes og have børn. Og det selv om alle tre piger var begavede og dygtige i skolen. Men min mor var ekstremt stædig og insisterede på at få en uddannelse. Efter at hun havde fået tre børn og bygget et hus sammen med min far, tog hun 8. og 9. klasse på aftenskole, når hun ikke havde dagplejebørn, og så tog hun HF-enkeltfag. Derefter læste hun til socialrådgiver på Aalborg Universitet og blev færdig, da hun var i begyndelsen af 40erne. Det tog 14-15 år i alt,« siger Lotte Kaa Andersen.

Hendes mors sejhed gik for alvor op for hende, da hun selv efter flere år uden succes endelig i 2015 slog igennem som forfatter, da hun var i midten af 40erne.

»Jeg havde set min mor rejse sig og blomstre og blive den, hun skulle være, og det har påvirket mig mere, end jeg vidste dengang. Jeg tror også, at mine børn kan sige, at de har set en forandring med mig, fordi jeg er kommet derhen, hvor jeg gerne vil være og laver det, som jeg brænder for. Min mor var sej, men hun betalte også en høj pris. Hun havde fuldtidsjob og fuldtidsstudium samtidig. For mig har det været ekstremt inspirerende at se et menneske, der tager sit eget liv alvorligt i stedet for at gå og være halvmuggen hele livet og ende med at blive en bitter gammel dame. Hun er 70 nu og arbejder stadig, for hun elsker sit job. Det viser en stor kraft og et stærkt drive, som hun har givet videre til os, der har set hendes forandring og hendes kamp for at nå derhen, hvor hun er.«

Ægteskaber i et syrebad

Lotte Kaa Andersen siger, at hun i sin nye roman har taget tre ægteskaber og kastet dem i et syrebad. Alle tre par har svært ved at få parforholdet til at fungere. Spørger man hende, om der er en fællesnævner for deres problemer, svarer hun, at det handler om forventninger og vrangforestillinger om den perfekte kærlighed.

»Når man ser datingprogrammer og »Gift ved første blik« på TV, så har mange en tjekliste, som skal være opfyldt, for at de kan give sig hen til en anden. Det kan handle om ydre ting som udseende, job, hobbies, vaner, og det er jo absurd. Et møde med et andet menneske kan man ikke gøre afhængigt af en tjekliste med 30 punkter, der skal være opfyldt, hvis man skal kunne forelske sig. Vi har nogle gange et forkvaklet syn på kærlighed. Vi tror, at kærligheden skal gøre noget for os. Men det handler mere om, at vi selv skal være åbne og turde kaste noget i puljen, for så sker der noget. Man skal ikke være påholdende med sig selv.

Jeg er meget opslugt af alle de programmer, der findes om desperat søgen efter kærlighed, om folk der har været ufrivillige singler i flere år, og når de så præsenteres for et menneske, der muligvis matcher dem, viger de tilbage, fordi vedkommende ryger eller er vegetar eller bor lidt for langt væk. Hvis man sidder med korslagte arme og opstiller kriterier og ikke kan rumme og imødekomme et andet menneske og gå på kompromis, kan man måske godt forstå, hvorfor det kan være så forbandet svært at finde en partner, for sådan er kærligheden jo ikke.«

Kærligheden er som et levende materiale, den er skrøbelig, og man skal passe godt på den og få den til at vokse, hvis man er heldig at løbe ind i den. Kærligheden dør, hvis man ikke behandler den godt, siger Lotte Kaa Andersen. Man kan ikke læne sig tilbage, når man har fået børn og hus. Man skal hele tiden værne om kærligheden, nære den og være ydmyg over for den.

Lotte Kaa Andersens romaner handler om livet under overfladen i Hellerup og omegn. Hun har ikke fået negative kommentarer om sine romaner i området, hvor hun selv bor med sin familie. Tværtimod siger folk til hende, at de glæder sig til at læse hendes bøger, og bøgerne sælger også bedre i området end andre steder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I romanen funderer Cille over ægteskabets krav om livslang udholdenhed, loyalitet, troskab. »Betyder det, at man må være illoyal og troløs over for selv. Hvor langt rækker kontrakten?« spørger hun.

Lotte Kaa Andersen siger, at respekt og ligeværd er en forudsætning for, at et ægteskab kan lykkes.

»Man skal finde en balance, hvor parterne kan være sig selv sammen. Hvor man både får lov til at være sig selv og realisere sine drømme, som Cille gerne vil det, men hvor man også har sin partner med. Hillary Clinton har sagt, at hun og Bill Clinton har haft en samtale kørende, siden de blev gift i 1975, og den kan hun ikke forestille sig stopper. Man skal i parforholdet etablere en samtale, hvor man løbende udveksler tanker og erfaringer og følger hinanden. Man skal være to ligeværdige partnere, og det er det, som Nora i »Et dukkehjem« higer efter. Hun vil »det vidunderlige«, som er det ligeværdige forhold, hvor man vil hinandens bedste. Det er hendes ægteskab ikke, og det er derfor Nora går fra sin mand.«

Vi er så forvænte

»Syv sind« bliver den sidste roman om livet i Hellerup. Som forfatter skal man være nysgerrig og presse sig selv rundt i nye hjørner, siger Lotte Kaa Andersen, som ikke kun vil være »hende, der skriver om Nordsjælland«. Hun er så småt i gang med et nyt projekt, som kræver meget research, men hun vil ikke røbe, hvad det handler om endnu. Hun vil først teste med sig selv, om ideen kan bære.

"Syv sind", side 167

»Man spørger altid par, hvordan de mødtes, men det er ikke der, historien ligger. Det interessante er, hvad der forbinder dem.«


Kunne du skrive en roman om det miljø, som du selv er opvokset i – en nordjysk by?
»Det vil jeg rigtigt gerne. Da jeg skulle overveje mit næste projekt, var det en af to muligheder. Jeg tror helt sikkert, at jeg kommer til at skrive om det på et tidspunkt. Jeg har et kæmpe stof og et rigt bagkatalog i det nordjyske, og det er noget, jeg har hjertet med i.«

Hvorfor hedder romanen »Syv sind«?
»Fordi den følger syv personers tanker, og fordi den handler om tvivl og om at turde tage et opgør. Vi har svært ved at træffe valg, fordi vi har så mange muligheder og så høje forventninger til det hele. Til os selv og andre og til tilværelsen i det hele taget. Og så er vi forvænte. Vi tror, at vi skal gøre og have det hele på den halve tid, og at der ikke er nogen pris at betale for det – vi kan ikke lide at vælge fra. Og så tror jeg, at vi er mætte af alt det, vi får – fornøjelser og forbrug – og midt i alt det, kan man godt savne noget, som er rent og nært og meningsfuldt.«