De er her endnu, alle dem, (næsten), som vi lærte at kende i Lotte Kaa Andersens debutroman, »Hambros Allé 7-9-13«. Caroline, Kaare, Lukas, Cille, Ask ... Alle dem, der af den ene eller den anden årsag er endt som boligejere på Danmarks dyreste villavej, hvor de lever hver sit mere eller mindre flossede liv, hvor materielle bekymringer ikke er på dagsordenen, og så måske alligevel, for finanskrisen gjorde ondt, også her, og én af hovedpersonerne fra den forrige bog, Kristian, døde af den.
Helt præcis tog han livet af sig. Det gik ikke længere, han kunne ikke mere, og nu sidder hans enke, Line, og læser dødsannoncer. Hun er begyndt at dvæle ved dem. I begyndelsen ledte hun efter dødsannoncer, der viste, at livet også kan ende pludseligt og skamfuldt i andre familier.
Nu er det bare blevet en vane. Og hun begynder at date, Line, og hun møder en dejlig mand med et betydningsfuldt job, men kan hun komme videre efter den tvivl om lovligheden i hans gøremål, der rammer hende til sidst i romanen?
Nej, at blive lykkelig er slet ikke så ligetil i Lotte Kaa Andersens udadtil så lækre og velplejede Hellerup-univers. Lukas, teenageren, er teenagesløv og støt misbrugende, en udflugt til en hubertusjagt i Dyrehaven med forældrene afslører gabet mellem dem, og til sidst er der noget, der er ved at gå helt galt, men måske er der en åbning? Og måske er der noget rigtig godt på vej i Cilles og Asks ægteskab: Arbejdsløse Cille, der ikke mangler penge, men selvrespekt, og Ask, som hun er gledet væk fra. Det er Cille og Ask, det handler om her:
»Hun sover, da han lægger sig tæt ind til hende. Han stryger hendes lår, han er svedig og lugter af alkohol, hvad sker der, på en måde er hun ligeglad, for hans hånd glider ned ad hendes ben og op igen, en langsom, varm hånd. Da han når til trussekanten, vender han tilbage, ned ad benet igen, kredsende, prøvende, spørgende, som om hun er en anden, en ny kvinde«.
At få tingene sagt
Sådan fortsætter det lidt endnu, Lotte Kaa Andersen kan virkelig skrive det erotiske frem, så det virker troværdigt, hverken plat eller klamt eller pinligt, bare troværdigt, og det er også et nøgleord i hendes to romaner og i høj grad også i den nye: Troværdighed.
Lotte Kaa Andersen har et eminent blik for detaljer og situationer, for mennesker og måder, som når hun beskriver et stadig mere pinagtigt selskab hos nogle hovedrige homoseksuelle udlændinge, der har installeret sig på Kongens Nytorv, og hvor dælen har de alle de penge fra?
Eller når hun fortæller om alle de ting, der løber gennem Lines hoved, når hun skal på date, forventningerne, håbet, angsten, hvad skal jeg tage på, hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige? Eller når hun skriver om situationen bagefter, da hun er sikker på, at det skal være hende og Peter, og hun prøver at få det sagt til ungerne: »Der er noget, jeg gerne vil dele med jer, alle tre, og jeg håber selvfølgelig, at I vil glæde jer på mine vegne. Jeg har jo gået og følt mig lidt alene, siden far døde, det ved I godt. Men nu har jeg mødt en mand, som jeg er ved at lære at kende. Han er rigtig sød!«
Og så videre. Det er ikke let at få det sagt, alle er heller ikke lige begejstrede, og i det hele taget er det et gennemgående træk, det der med at få tingene sagt, eller måske rettere ulysten til at sige det, der måske skulle siges. Lotte Kaa Andersens personer er også på den måde lette at identificere sig med. Om man så tilhører overklassen eller ej.
Og det samme er længslerne, alle de uforløste længsler, eller forsøgene på at få i det mindst lidt lyst og spænding ind i et lyst- og spændingsforladt liv. Som nu Kaare, der finder en slags glæde i at knalde ved siden af. Jeanne hedder hun.
Han er glad. »Han er gift med Nordkystens dygtigste skilsmisseadvokat, der om aftenen forvandler sig til stringent forfatter og foredragsholder, og han kan boltre sig med Gentoftes liderligste dame hver anden weekend. Fornuften og det kølige overblik, lysten og steppebranden, Kaare har skænket sig selv det bedste fra begge verdener.«
»100 dage« er, som sin forgænger, ganske enkelt bygget op. Inddelt i årstider, med afsnit, der bærer en af de centrale karakterers navn, og som hver især indeholder en fremstilling af, hvad lige netop dén karakter lige netop her og nu gør og tænker, mest indirekte fremstillet, sjældent med replikker.
Enkelt, ja, men jo altså også uhyre præcist og med et flow, så man som læser bliver ført gennem al denne pinagtige almindelighed med lige dele begejstring over, at en samtidig dansk forfatter kan registrere det største og det mindste så præcist, og gysen over, hvor ualmindeligt krævende, nogle gange nærmest rædselsvækkende, almindeligheden også kan være. Også – og slet ikke mindst – når den leves på første klasse.
Titel: 100 dage. Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider: 280. Pris: 299,95. Forlag: Rosinante
