Det hele er ikke det samme, efter at Mogensen er flyttet. Han og konen tilførte vejen et ekstra stænk af stjernestøv. De forstod at kombinere business og pleasure, de to. Der er et tidspunkt før og efter Mogensen. Mogensens fald udstak en kurs.
Og senere bliver det hele bare endnu værre på Danmarks dyreste villavej, der har lagt navn til Lotte Kaa Andersens gode debutroman, »Hambros Allé 7-9-13«.
Det bliver værre, fordi finanskrisen kommer og river det ned, der møjsommeligt er blevet bygget op, hvis den da ikke bare smadrer det, der i forvejen var mindre skrøbeligt, end det først tog sig ud. Og de mærker det alle sammen, der på alleen, ikke mindst Cille og Ask i nr. 7, Kaare og Caroline i nr. 9 og Kristian og Line ii nr. 13, de centrale aktører i »Hambros Allé 7-9-13«, hvor ikke meget ifølge romanen er, som det egentlig burde være. Heller ikke før finanskrisen.
For det er jo sådan – eller i hvert fald er det sådan i nærværende roman – at bare fordi man er rig, behøver man ikke være lykkelig. Nærmest tværtimod. Line har haft en affære, der konkret gik ud på, at hun jævnligt kørte til Møllegade på Nørrebro og knaldede en muskuløs fyr ved navn Johnson, der efter deres brud stadig smugkigger efter hende på hendes mondæne adresse.
Caroline er en karriereadvokat, der hjælper kvinder med at komme helskindede ud af ægteskaber, der er lige så fucked up som hendes eget, og gør det så godt, at hun går under tilnavnet Jernkussen.
Cille gider slet ikke bo i sit og Asks store hus, og Kaare vil hellere gå i seng med sexede, frodige Svetlana, der forstår, at man ikke klipper kuglerne af en mand.
Intet sikrer lykken
Ak, det er en redelighed, lykken banker på, men lukkes ikke ind, og læst i referat kan handlingen og hele setuppet i »Hambros Allé 7-9-13« godt lyde som noget, der bevæger sig i betænkelig nærhed af en fuldfed kliché om rigdommens elendighed og grådighed, der står for fald.
For finanskrisen gjorde ondt på mange, ja, men behøver rigdom i sig selv gøre ondt? Behøver rige mænds hustruer pr. definition være uforløste, ulykkelige, frustrerede? Og er det ikke også en kliché, når Lotte Kaa Andersens sympati mest ligger hos de kvinder, der formår at foretage sig noget fornuftigt, konstruktivt og fremadrettet, når kollapsen kommer, mens mændene midt i deres slipsede handlekraftighed dybest set er nogle liderlige skvat?
Jo, da, det er en kliché, ligesom det måske også er lige vel smart at lade de tre hovedpar bo i nummer 7, 9 og 13, men det noget skabelonagtige ved romanen, der helt enkelt og også noget skabelonagtigt er delt op i to hovedafsnit, »Festen« og »Efter festen«, opvejes af dens kvaliteter, der dels er dens empati og sans for det menneskelige som sådan, dels er dens ord, der er sat med en præcision og en fortællelyst, der gør den til en fornøjelse af læse.
Som når det om Line og hendes mange diffuse gøremål i og omkring huset hedder, at »der er tusinde ting, hun skal, men ellers skal hun ikke så meget«. Eller som når Caroline og Kaare »sidder i hver sin side af sengen og må dreje hovederne af led i en akavet stilling for at konfrontere hinanden«.
Læst »rigtigt« bliver »Hambros Allé 7-9-13« således mere end »blot« en beretning om ulykkelige rige danskere, der måske/måske ikke bliver endnu mere ulykkelige, da krisen rammer. Den bliver også, og nok så vigtigt, en beretning om mennesker i en modernitet, hvor intet sikrer lykken, og hvor selv det sikre, så længe det sikrer, ikke nødvendigvis er lykken.
Heller ikke selv om man banker under bordet. 7-9-13.
Titel: Hambros Allé 7-9-13. Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider: 299. Pris: 279,95. Forlag: Turbine.
