København kan stråle og gøre sig til som få andre byer, når den virkelig vil, det ved enhver, der har gået gennem de små gader og skridtet over pladser og torve i godt selskab. »Se mig, jeg er verdens lykkeligste by,« jubler den og knejser med alle sine velholdte slotte, palæer og spir.

For et par uger siden gik jeg der i solen med min søster en fredag ved frokosttid. Restauranter og caféer var fulde af velklædte mennesker med lækre sko og dyre tasker. Udsalget var på sit højeste, og lige den dag var det, som om der var ekstra mange glatte, indbydende poser med internationale logoer i hænderne på folk. Luften var næsten elektrisk af optimisme.