Den verdensberømte Youtube-stjerne PewDiePie har i en video på netop Youtube meddelt, at han holder en pause fra selv samme tjeneste. Det skriver The Guardian.
Han siger selv, at han er »meget træt«.
Svenskerens borgerlige navn er Felix Kjellberg, og over en årrække har han fået mere end 102 millioner følgere på sin kanal, hvor han er kendt for blandt andet at kommentere computerspil.
»Jeg tager en pause fra Youtube næste år. Jeg ville gerne sige det på forhånd, for jeg har besluttet mig. Jeg er træt. Jeg føler mig træt. Jeg ved ikke, om I kan se det. Bare så I ved det. I begyndelsen af næste år vil jeg være væk et stykke tid. Jeg forklarer det senere, men jeg ville lige give en heads-up,« siger han i videoen.
Han har altså endnu ikke forklaret, hvad der ligger til grund for den forestående pause, men han har tidligere været i flere forskellige shitstorme på grund af kontroversielt indhold på kanalen, hvor han også er kendt for at gå til stregen og i den grad også over den.
I 2017 ragede han uklar med mediegiganten Disney, der fyrede ham efter en video med antisemitiske referencer. Her så man to mænd danse rundt med et skilt, hvorpå der stod »Død over alle jøder«.
I 2017 kom han også i uføre over brugen af ordet »nigger«, som han kaldte en medspiller i en livestream af et computerspil.
Youtuberen er et hit blandt børn og unge, og han er også velanset blandt den ekstreme højrefløj. Det kom tydeligt til udtryk ved terrorangrebet i Christchurch i New Zealand, hvor terroristen, der dræbte 51 personer, i sin livestream i forbindelse med angrebet opfordrede til at følge PewDiePie.
Det fik dog youtuberen til at reagere, og han kaldte det »absolut sygeligt«, at terroristen nævnte hans navn. Efterfølgende fjernede han også en række videoer med jokes, som var krænkende.
I 2016 tog han også en pause fra videomediet, da han efter en ændring i mediets algoritme mente, at det kostede ham millioner af seere.
Ifølge Forbes tjente youtuberen i 2018 over 100 millioner kroner. Indtjeningen kommer primært fra reklamer.