Værtshusanmeldelse: Øl er også en slags danmarkshistorie

Berlingske anmelder byens værtshuse. På Hvide Lam holdes traditionen jordnært i hævd.

Et sted, hvor ånd, øl og røg går op i en højere enhed:  Hvide Lam på Kultorvet. Foto: Sofie Mathiassen Fold sammen
Læs mere

»Lad os gå ned på Lammet,« siger jeg til min hustru. Og så går vi ned på Hvide Lam. Bogstaveligt talt ned. Værtshuset på Kultorvet i hjertet af hovedstaden ligger nemlig under gadeplan, og det har det i stigende grad gjort, for kulsviernes gamle plads er langsomt blevet hævet, og derfor gør Hvide Lam sig værdig til hædersbetegnelsen kælderbeværtning.

Ordet passer så fint til et klassisk sted henne om hjørnet, nede i kælderen, synes jeg. Til et sted, der minder mig om det sted, som Osvald Helmuth sang om i sin lidt forlorent folkelige, men charmerende hyldest til dansk værtshuskultur. Ned og væk fra verden udenfor. En øls tid eller to. Og i tilfældet Hvide Lam hele to gange ned, for man skal forcere nogle ekstra trin for at komme helt derhen, hvor ølhanerne hænger og frister. Det kan være en udfordring. Der tales af erfaring.

Ellers er der ikke noget udfordrende ved Hvide Lam. Derimod noget beroligende. Som der altid er noget beroligende ved steder, der hviler i sig selv, og som har gjort det længe, og som i dette tilfælde også har flere ting, end man måske skulle tro, tilfælles med næsten-naboen Vor Frue Kirke.

Det hænger sådan her sammen: Vor Frue Kirkes høje spir blev ramt af en raket under Københavns bombardement, og der gik ild i hele molevitten, og så opførte man i stedet C.F. Hansens hus med senere tilføjelse af Thorvaldsens marcipanfigurer. Ved samme brutale overgreb, i 1807, blev også toppen af den adresse, hvor Hvide Lam ligger, mål for englændernes krudt og kugler, men underdelen overlevede, og Hvide Lam blev, som lammeskiltet på facaden stolt forkynder, etableret samme sted samme år.

De to stykker kulturarv har således andel i det samme stykke danmarkshistorie, og er Vor Frue Kirke et sted, hvor ånd og skønhed dyrkes, så er Hvide Lam det på sin egen jordnære måde også. Skummende øl i passende mængder og ditto godt selskab løfter som bekendt, det samme gør musik, der har noget på hjerte, og Hvide Lam står vagt om den levende jazz. Det er mest den traditionelle af slagsen, der spilles fra kl. 20.30 og fremad, og ofte af ældre gentlemen. De lyder, som om de aldrig har bestilt andet. Det sker, at vi danser.

Man kan godt sætte sig udenfor, ud på pladsen, for året rundt er der stillet borde og stole frem til friluftsdrikkerne, og der er tæpper og varmelamper, men det er jo ikke sådan, man virkelig mærker stedets ånd. Så vi går ned i halvmørket, og vi finder vores favoritpladser, med ryggen til de brune paneler og udsigt til musikken. Herfra kan vi nogenlunde overskue det overskueligt store lokale med de mange klassiske ølreklamer: »Carlsberg Pilsner drikkes Aaret rundt«. »Tag dig tid til en Rød Tuborg«. Rundt omkring ryges der. Hvide Lam er ikke for de røgsvage.

Og nu er det blevet januarmørkt udenfor, og lyset fra de grønne lamper stemmer sindet og farver røgen, og bordenes polerede, patinerede brunhed har oplevet lidt af hvert, tænker vi, der selv så tit har vendt verdenssituationen i skæret fra skummet.

Publikum i aften er både unge storbytjekkede, og pæne modne medborgere og folk, der er ældre end dét, og der er en håndfuld yngre, vinterferierende franskmænd, der måske har googlet sig til, hvor den ægte, indrebyske værtshusstemning findes. I aften er her også nogle af de stamgæster, som vi efterhånden kender så godt, at vi ved, at de er mere stamgæster, end vi selv er, skønt det er dem, der skal rejse helt fra forstæderne. Ja, der er simpelthen stuvende fuldt, selv om det kun er onsdag, og vi skyller det hele ned med venligt velskænket fadøl fra Carlsberg-brandet Jacobsen: Våde varer, der viser, at producenter af småkedeligt industripjask også kan lave seriøst bryg.

Ølsituationen i øvrigt? Altså, kælderbeværtningen på Kultorvet ikke er et af de steder, man går hen med det udtrykkelige formål at udforske fænomenet i alle dets facetter, men det er også fint nok, synes jeg, når man både kan få en Yakima IPA og en Brown Ale. Smørrebrød serveres også, og indtil ud på eftermiddagen kan det nydes røgfrit. På Hvide Lam er der plads til de fleste. Det fungerer. Vi skal snart derned igen. Ned på Lammet.

Hvide Lam

Kultorvet 5, 1175 København K. Åbent 10-01, fredag og lørdag 10-02.