Ugens vintest: Husker du også sushiens gode ven, der pludselig forsvandt?

Engang var hvidvinen Vouvray hverdagskost, men i dag er den en sjældenhed. Vinen, der er lavet på chenin blanc-druen fra Loire, er ellers en glimrende ledsager til asiatiske retter.

Emilie Bjørn Boisen

Der var engang, hvor Vouvray fyldte en del på supermarkedernes vinhylder, faktisk husker jeg den som en af de førende klassiske hvidvinstyper i Danmark. Men så forsvandt den chenin-baserede vin fra Loire igen, og i dag er den noget af en sjældenhed – i hvert fald her i testen.

Måske skyldes Vouvrays forsvinden, at der normalt er tale om en halvtør snarere end tør vin. Der er med andre ord en del restsødme i vinen, hvilket i Danmark var helt normalt for 30-40 år siden, men i dag er det en sjældenhed. Med Vouvray giver sødmen dog fin mening, eftersom syren kan være ganske skarp og har godt af blive opblødt lidt.