Søren Frank anmelder Svinkløv Badehotel efter branden: Alt er nyt, men alligevel ved det gamle

Bocuse d'or-vinderen Kenneth Toft-Hansens elegante sommerkøkken er stadig suverænt for sin klasse på det genopførte badehotel ved Vesterhavet.

Hvis ikke man ved det, er det ikke til at se, at Svinkløv Badehotel er brandnyt.  (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Henning Bagger

Svinkløv ligger langt ude på landet, så langt at der er billeder af Søren Gade på halmballerne, og det er umuligt at få en taxa. Vi havde desværre ikke værelse på badehotellet, for hele sæsonen var allerede booket af stamgæsterne, før vi andre fik muligheden. Vi havde således indkvarteret os på det nærliggende Rønnes Hotel og måtte køre i egen bil til middag på badehotellet i håb om at have mere held med hyrevognene på vejen tilbage.

Udefra er det ikke lige til at se, medmindre man i forvejen ved det, at Svinkløv badehotel er blevet genopbygget fra scratch efter at være brændt ned til grunden i 2016. Men idet man går indenfor, mærker man straks den markante lugt af maling og friskhøvlet træ i næseborene.