TV 2-dokumentar har mere værdighed end de mennesker, vi har sat til at passe vores gamle

Mediekommentar: Vi elsker historien om den gemytlige velfærdsstat, der passer godt på vores nærmeste. Men historien er lige så falsk som omsorgen i den forkætrede dokumentar »Plejehjemmene bag facaden«, der vises på TV 2 torsdag aften. De ansvarlige burde skamme sig over at gøre mennesker til opgaver – vi andre burde skamme os over at lade det ske

»Hun er slet ikke et menneske, hun er en opgave,« siger demenspsykologen Anne Dapper-Skaaning om 90-årige Else-Marie Larsen, der gang på gang svigtes af plejepersonalet på Kongsgaarden i Aarhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2

Else Marie Larsen har altid været en ordentlig dame. En af dem, der skifter bukser i det øjeblik, hun ser en plet på stoffet. Hendes bryllupsbillede viser en alvorlig ung kvinde med blikket rettet mod linsen.

Nu ligger Else Marie i en seng og hører fremmede mennesker tale om, hvor klamme hendes sår er. Et andet sted i landet beder 90-årige Niels Nielsen om hjælp. Han er kommet på plejehjem, fordi han har brug for assistance ved toiletbesøg. Alligevel er der ingen hjælp at få. Niels bliver tilbudt frokost og ni timers ventetid, før han kan få rene bukser.

De to situationer er ikke engang det værste, vi får at se i  den omstridte dokumentar »Plejehjemmene bag facaden«, der bliver bragt på TV 2 torsdag aften, efter at Aarhus Kommune endelig har droppet sit forbud mod at vise optagelserne, der er foretaget med skjult kamera. Det værste er nemlig ikke, at Niels Nielsen ikke får den hjælp, han beder om, eller den episode, hvor Else Marie tvinges til at hænge i en kran, som Ekstra Bladet allerede har vist på sin hjemmeside.

Det værste er den generelle ligegyldighed, der hele vejen igennem bliver udvist over for de mennesker, vi burde passe på.

Niels Nielsen er kommet på plejehjem, fordi han har brug for assistance ved toiletbesøg. Alligevel er der ingen hjælp at få. Niels bliver tilbudt frokost og ni timers ventetid, før han kan få rene bukser. »Man må jo bare acceptere, at det er sådan det er nu,« siger den tidligere erhvervsmand i TV 2s dokumentar »Plejehjemmene bag facaden«. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2.

»Hun er slet ikke et menneske, hun er en opgave«, som en af udsendelsens tre eksperter, demenspsykologen Anneke Dapper Skaaning, så rammende siger om Else Marie, der bliver kastet rundt mellem forskellige plejere, som gør hvad som helst for at undgå at få beskidte hænder. Den underliggende tanke synes at være, at hvis bare de venter længe nok, så forsvinder problemet af sig selv. Som seer er det næsten ubærligt at være vidne til. Jeg selv måtte holde tre pauser undervejs, bagefter ringede jeg til min mor.

Heldigvis er dokumentaren andet og mere end de slemme episoder, og der er lagt mere grundighed og nænsomhed ind i klipperummet, end der gøres på plejehjemmene. I stedet for at være en hysterisk klapjagt er der nemlig også plads til de positive episoder, hvor der både er tid og ro til omsorg. Det er lige før, man bliver rørt, da en ansat bruger 30 minutter på at gøre Niels' klar til dagen.

De tre medvirkende eksperter får også lov til at forklare og sætte ord på, hvorfor plejepersonalet måske er presset så langt ud, at de langsomt går til grunde i komplekse arbejdsopgaver og afmagt, der bliver vendt mod pårørende og ældre.

»Som seer er det næste ubærligt at se på. Jeg måtte holde tre pauser undervejs, bagefter ringede jeg til min mor.«


Det er den grundighed – og ikke så meget de hårde klip – der får »Plejehjemmene bag facaden« til at handle om andet og mere end den håndfuld ansatte, vi møder på henholdsvis Kongsgaarden i Aarhus og Huset Nyvang i Randers. Historien er jo ikke bare de enkelte brodne kar, men snarere hele det system, vi sammen har skabt omkring de ældste i landet. Et system, som igen og igen bliver mødt af kritik og afsløringer, fordi forholdene ikke er den udgave af en lykkelig alderdom, vi allesammen drømmer om.

Måske har vi vænnet os til at lukke øjnene, mens vi håber, at det bliver bedre, inden vi selv når dertil. Intet menneske kan for alvor mene, at der for enden af alt vores slid, alle vores drømme og alle vores betalte skattekroner skal ligge en skæbne så hård, at man håber, at man selv vælger puden før plejehjemmet.

Dokumentaren viser ellers, hvor nemt det kan gøres. Hvor meget varme, der kan være i at få redt sit hår. Hvor rart det er,  når en fremmed stopper op og besvarer dit spørgsmål. Hvor dejligt, når nogen vil forklare dig, hvorfor du pludselig bor et sted, du ikke genkender.

Det er så enkelt. Hvordan kan det så være, at omsorg og varme visse steder er blevet til små bitte prikker i det kommunale skema, der kun rummer et par bleskift pr. borger i døgnet ?

Forhåbentlig kan dokumentaren være med til at starte en debat om, hvordan vi i højere grad gør vores velfærdssamfund til et omsorgssamfund. Tager vi ikke den, er vi ikke bedre tjent end med den pleje, der bliver Else og Niels til del i TV 2s rystende og nødvendige dokumentar. Og den behandling – vil jeg ellers mene – har ingen fortjent.