Bent Fabricius-Bjerre er død: Han brød sig ikke om at kigge tilbage

Musikeren, komponisten og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerres enestående melodiskabende evne har sikret ham en plads i danskernes musikalske hjertekammer. Men samtidig var han en eminent forretningsmand, lige så elegant og smidig ved forhandlingsbordet, som når han sad ved et flygel. Nu er han død, 95 år gammel.

Bent Fabricius-Bjerres 95-årige liv var imponerende. Ikke bare på grund af virkelysten og evnerne. Men også, fordi han levede så længe, som han gjorde. Næsten 100 års kulturhistorie var samlet i hans spinkle skikkelse. Tænk sig: Han var manden, der jazzede bag klaveret på Tisvildes badehoteller under krigen, og ham, der havde et sidste hit med den dunkende »I’m like a jukebox, baby«. Som spillede med både Leo Matthisen og Søren Rasted. Han var manden, der så pladeindustrien komme og gå!

For bare et par somre siden kunne man se Bent Fabricius-Bjerre på Strandvejen. Slank, solbrun, klædt med sædvanlig ulastelig elegance og diskretion. Hvid skjorte, marineblå striktrøje og velsiddende jeans. Aldersmæssigt langt oppe i 90erne. Og i fuldt firspring ned ad fortovet.