Han var lige så elegant som den musik, han komponerede

95 år lørdag. Komponisten og pianisten Bent Fabricius-Bjerre beskrives som et sammensat menneske. Sej, oplyst, kærlig, talentfuld, nærværende i en samtale, kvik, engageret og med en god smag. Men også barsk, konsekvent og beslutsom.

Bent Fabricius-Bjerre synes selv, at han har opnået alt, hvad man kan som komponist i den lette genre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Denne artikel blev skrevet i forbindelse med Bent Fabricius-Bjerres 95-års fødselsdag den 7. december 2019.

På mange måder minder Bent Fabricius-Bjerre om den ukomplicerede musik, han gennem 78 år(!)  har komponeret. Fra den letbenede jazz-klassiker »Alley Cat« til de ikoniske temaer fra »Matador«og »Olsen-Banden«.

»Min musik har aldrig været provokerende, selv om jazzmusikken var det som genre, da jeg startede med at spille den i 1930erne,« sagde Bent Fabricius-Bjerre i et interview med Berlingske i anledning af sin 90 års fødselsdag. 7. december runder han 95.

Bent Fabricius-Bjerre dirigerer med filminstruktør Erik Balling i baggrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

Og nej, Bent Fabricius-Bjerre har aldrig været til provokationer. Han har ikke råbt højt i medierne, blandet sig i politik, været garant for nybrud eller haft et særligt behov for at blive set eller hørt – med mindre det lige har drejet sig om hans musik og kompositioner. Med en ubesværet og misundelsesværdig lethed som en »Alley Cat« har han – i hvert fald set udefra – bevæget sig sikkert og med stil gennem et efterhånden meget langt liv. En nestor, en elegantier og et dannet menneske med en tro på sig selv og sine egne evner.

Nogle vil måske i en beskrivelse tilføje ordet »glat«. At man kan prøve nok så ihærdigt, men at det er vanskeligt at nå helt ind til mennesket Bent Fabricius-Bjerre.

Jazzen var hans vej til at arbejde med udfordrende filmskabere og kunstnere. Og netop den genre, som banede vejen til de mange opgaver på Nordisk Film. Han spillede jazz for at få succes, har han sagt, ikke for at provokere.

Den engelske musiker Lonnie Donegan, nr. 3 f.v. med f.v. Ole Dixon og Bent Fabricius-Bjerre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Egon Engmann.

Med årene blev jazzen accepteret, og på den måde blev Bent Fabricius-Bjerre selv accepteret. Danmarks mest kendte nulevende komponist i den brede offentlighed har tidligere erkendt, at han aldrig har formået at bryde nye veje. Til gengæld har han altid forsøgt at få det bedste ud af det, han har kunnet. Med stor succes, kan man tilføje. Også i udlandet, hvor han i 1962 fik sit internationale gennembrud og vandt en amerikansk grammy for sit hit »Alley Cat«.

»Direktør og komponist«. Sådan beskriver han sig selv i sit CV på sin hjemmeside. For han er både chef og skabende musiker.

Styr på pengesagerne

Tidligt i sin karriere fandt Fabricius-Bjerre ud af, at det gav bedst mening at være forretningsmand sideløbende med musikkarrieren. En erkendelse han gjorde, efter at en anden komponist havde stjålet retten og dermed pengestrømmen fra en af Fabricius-Bjerres kompositioner. Han mærkede, hvad det ville sige at blive snydt, så vandet drev, og det lærte ham, at man må have styr på rettighederne til den musik, man skriver og spiller.

Bent Fabricius-Bjerre beskrives som et sammensat menneske. Sej, oplyst, kærlig, talentfuld, nærværende i en samtale, kvik, engageret og med en god smag. Men også barsk, konsekvent og beslutsom. En mand der tænker på sig selv først, og som ikke er god til at give afkald på hverken rettigheder eller penge. I den sammenhæng tager han ikke hensyn til andre, lyder det.

Den amerikanske sangerinde Brenda Lee optræder her sammen med Bent Fabricius Bjerre i fjernsynsudsendelsen 'Pladeparade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olaf Kjelstrup.

I foråret fyldte Bent Fabricius-Bjerre Musikhuset i Aarhus’ Store Sal til bristepunktet. Med sit karakteristiske klaverspil i samspil med strygere, fløjte, mundharpe og stående bifald efter koncerten. Indimellem fortalte han anekdoter om sit liv. Om at blive genkendt på gaden af en ældre herre, der udbrød: »Fabricus-Bjerre, lever han endnu?« Eller om en anden gang, hvor han blev forvekslet med Mærsk Mc-Kinney Møller.

Bent Fabricius-Bjerre har i interviews understreget, at han ikke hænger sig i fortiden. At fortiden består af ting, der er sket, og oplevelser, han har haft. Han har aldrig sat sig mål og har ikke haft forventninger til sin fremtid. For der er altid sket noget nyt.

»Jeg tager bare tingene fra dag til dag,« har han sagt.

»Jeg har ingen drømme om at få lov til at lave »det« eller »det«, for gennem årene har jeg fået lov til at lave alt det, man kan forvente, at en komponist i den lettere genre vil få lov til.«

Han er heller ikke en mand, der giver sig selv en dom over hele sin karriere.

»Jeg vil ikke sige, om jeg er »lykkedes som komponist« eller ej. For dybest set håber jeg, at jeg stadig lykkes hver eneste dag.«