Tredje sæson af »Bedrag« bryder gammelt racetabu: Respekt for det, mand!

Etnicitet spiller med i handlingen på subtil vis i tredje ombæring af DR-serien »Bedrag«, der er helt uden den berøringsangst, der tidligere har kendetegnet dansk films behandling af indvandrere.

Thomas Hwan og Marie Askehave som amourøse politifolk i »Bedrag III«. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Brian Curt Petersen

Et af Hollywoods mest sejlivede racetabuer, som først for nylig er begyndt at blive brudt mere jævnligt i amerikanske film og serier, er seksuelle forhold mellem orientalske mænd og hvide kvinder. (Det omvendte har til gengæld aldrig været fy-fy).

På dansk grund bliver det tabu uden videre brudt i DR-serien »Bedrag«, hvor dansk-koreanske Thomas Hwan i rollen som kriminalbetjenten Alf har en affære med politianklageren Isa (Marie Askehave), som han er ulykkeligt forelsket i.

Men det er ikke den eneste måde, at serien går nye veje med etniciteter, og det er kun passende, da serien skildrer et Danmark, der for længst er trådt ind i den samme multietniske tidsalder som USA.

Handlingsmæssigt er der gået et par år siden afslutningen af sæson to. Nicky (Esben Smed) er vendt hjem fra flyverskjul i  Spanien og er allerede blevet opgraderet som kriminel, idet han nu arbejder for den frygtede bagmand Marco, der importerer hash for millioner. Nickys søn er blevet anbragt i familiepleje, men Nicky har en plan om at vinde ham tilbage, hvilket blandt andet omfatter, at han forsøger at tage en handelsskoleuddannelse.

Esben Smed er tilbage i rollen som Nicky i tredje ombæring af »Bedrag«. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Brian Curt Petersen.

Over for Nicky i seriens lidt overtydelige modstilling genfinder man Alf (Thomas Hwan), der synes at have de hårdeste odds imod sig. Han står som i trance under bruseren og har grimme ar på ryggen efter de skud, der fældede ham i sidste sæson. Heldigvis for Alf (og for publikum) har han dog ikke længere gerningsmanden, den irriterende »Svenskeren«, efter sig, men han lider af PTSD og søvnløshed og er blevet lidt for glad for piller.

I den henseende ligner han ved første øjekast en af de mange krigsveteraner, der efterhånden er blevet en tilbagevendende stereotyp i danske og amerikanske film. Forskellen er Thomas Hwans evne til at underspille med stor effekt, som da han under et raid på en mistænkts lejlighed skyder hul i en dør, der klaprer i trækvind. Han ligner skam en mand, der brat opdager, at han er sin egen værste fjende, men en mindre skuespiller og en mere egoistisk skuespiller ville have grebet den oplagte chance og smurt mere på.

Miljømæssigt har serien nedprioriteret den økonomiske kriminalitets bonede gulve til fordel for brokvarterernes beton, hvilket med effektiv cinematisk verve markeres allerede i første minut under titelteksterne, hvor man følger en tohundredkroneseddels vej fra en anonym hashkunde til bagmanden – med pusher, pengekurér og et skummelt vekselbureau som mellemstationer. At der er filmet on location på Nørrebro, tilføjer et autentisk præg, der sjældent ses i samme grad i en dansk serie. Man mærker også, at der ligger omhyggelig research bag scenerne med politiets efterforskning, og kun stedvist kommer det for tydeligt frem i replikkerne, som når en indsatsleder midt under en overvågning forklarer sine betjente, at en mistænkt kan føre dem på sporet af nogen »højere oppe i systemet«. Mon ikke de var klar over det i forvejen?

En duel af en afhøring, hvor Alf forsøger at få sat en arrogant smilende arrestant til vægs, gnistrer af tilstedeværelse og autenticitet.

Det samme gør de mange skuespillere og statister med anden etnisk baggrund end dansk, der optræder på begge sider af loven og taler med forskellige grader af ghettodansk, heriblandt Ali Sivandi, der gjorde et frygtindgydende indtryk som gangster i Fenar Ahmads »Underverden«. Også Dulfi Al-Jabouri får konsolideret sig som en af dansk films mange interessante nydanske kræfter.

Etniciteten spiller med i handlingen på en subtil måde og er helt uden den halalofile berøringsangst, der engang kendetegnede dansk films behandling af indvandrere. Respekt for det, mand!

Da Sivandis karakter, Nabil, parkerer foran Nicky, idet denne kommer ud af auditoriet på handelsskolen, er det Nabils åbenlyse indvandrerbaggrund, der kan sætte Nickys cover som hæderlig studerende over styr.

»Næste gang du vil i kontakt, SMS’er du,« siger Nicky.

Ovenstående anmeldelse er skrevet efter første episode samt et smugkig på anden episode, hvor Maria Rich bliver præsenteret som bankfunktionæren Anna, hvis nedstigning i hvidvask af narkopenge udgør en tredje søjle i »Bedrag III«.

Konflikterne, såvel indre som ydre, er trukket hårdt og klart op, men vigtigst er det måske, at serien greb chancen og fik placeret en hel stribe af nydanske skuespillere i castet, der tydeligt er sultne efter opmærksomheden og leverer med bravur.

»Der er en ny generation, der tager over nu,« siger en af dem i hashhandlens fødekæde.

Taler vi om skuespillere med mere i dansk film og TV, kan mindre godt gøre det, men denne lovende sæson af »Bedrag« vidner om de muligheder og historier, der på godt og ondt venter i sammenstødet mellem Danmarks etniciteter.

»Bedrag III«. TV-serie på DR. Søndag aften kl. 20.00