På plakaten for Hella Joofs nye film, »Happy Ending«, ses de to hovedpersoner, Helle og Peter (spillet af Birthe Neumann og Kurt Ravn), svævende et stykke over jorden. Det illustrerer egentlig godt det let tragikomiske toneleje i filmen: Hun glæder sig til hans pensionering fra den direktørpost, der har stjålet al hans tid gennem 49 års ægteskab, og til, at de skal indhente det tabte med fælles rejser og havepasning.

Hun har dog helt gjort regning uden vært, for han glæder sig kun til at komme i gang med at etablere en import af østrigske vine. Begge synes med andre ord at have mistet jordforbindelsen og leviterer ligesom i trance over for fremtiden.

»Rejse? Det kan vi da gøre, når vi bliver gamle,« siger den 70-årige Peter, og i sin afvisning af alderdommen ligner han sine jævnaldrende i »Happy Ending«.

Ingen af de cirka 70-årige i filmen føler sig gamle, de dyrker nøgenbadning og fuldemandssex med stor entusiasme, men tilsyneladende uden at have opnået noget af den livserfaring, som gerne skulle være alderens nådegave.

Helle er helt knust, da hun opdager, at Peter har investeret hele deres opsparing i importfirmaet, men værre er det, at han uden videre kræver skilsmisse. Derefter bevæger Peter sig bevæbnet med viagra og tinder-app ud på singlemarkedet, og han møder hurtigt en appetitlig ung dame, der godt kan lide »hvidhårede mænd med økonomien i orden«. Til gengæld mister han hurtigt interessen, da hun under deres første kys erklærer, at hun elsker ham. Been there - done that.

Helle afviser til gengæld et scoreforsøg fra familiens fælles ven Jess (Kurt Dreyer), hvis desillusionerede hustru Birgitte (Mette Munk Plum) i filmens tilbagevendende joke forgæves forsøger at få andre kvinder til have sex med ham. Helles ild tændes først, da hun indleder et venskab og senere et forhold med Helles og Peters fælles bankrådgiver, Trine (Charlotte Sieling).

Både instruktøren, Hella Joof, og manuskriptforfatteren, Mette Heeno, har leveret mere farceprægede film end »Happy Ending«, og derfor er filmens sindige melankoli i første omgang en overraskelse, som dog viser sig at klæde historien godt.

Der er steder, hvor filmen kommer tæt på at latterliggøre de unge gamle, der bare vil realisere sig selv, men ved nærmere eftertanke er det jo svært at løsrive erotikken helt fra det komiske. Når Birthe Neumann fotograferer sig selv i burlesque-undertøj for at lokke sin mand hjem til sig igen, er det tilladt at grine, ikke fordi hun er gammel, men fordi mennesket i sine drifters vold har noget latterligt over sig. Det gælder i høj grad også gammelmandstyren Peter, en karakter, som Kurt Ravn balancerer mellem afstumpet egoisme og febrilsk liderlighed.

Filmens følelsesmæssige hovedvægt ligger hos Helle, en rolle der er som skabt til Birthe Neumann. Hun har tidligere, i film som »Lykkevej«, spillet den vragede trofæhustru, men ikke med så meget chokeret smerte som her. Hendes distante drømmeri er med til at sandsynliggøre, at parret tilsyneladende aldrig har snakket sammen om deres indbyrdes otium-planer, mens hendes lesbiske affære mest virker som et redskab til at bringe plottet videre.

Bedst fungerer filmen, når den i sine sidste scener får indkredset det, som Søren Ulrik Thomsen har kaldt den »sorgfyldte glæde«. Helles og Peters mange år sammen har, trods deres ægteskabs kuldsejling, ikke været forgæves, for det er bedre at elske og tabe end aldrig at have elsket. Om det så kræver en af de blå tryllepiller.

Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Mette Heeno. Med Birthe Neumann og Kurt Ravn.