Der findes film, som man instinktivt forbinder med julen, uden at de dermed handler om nisser eller ham den tykke med gaverne. Her er en række titler, der enten foregår i juletiden eller har den der uhåndgribelige kombination af melankoli og barnlig glæde, som alle har fortjent at mærke i juletiden.
»Die Hard« (1988) af John McTiernan
Det nyklassiske eksempel på en ikke-julet julefilm, som er blevet så meget en kliché at nævne i forbindelse med julen, at der findes ikke-julede julefilms-lister på nettet, der gør en pointe ud af ikke at nævne den. Men altså: Bruce Willis spiller den hårde newyorkerstrømer McClane, der er på juleferie hos sin kone i Los Angeles. Mens de er til julefest i hendes firma, bliver hele bygningen taget som gidsler af tyske banditter, der åbenbart har en meget kringlet forståelse af, hvad der ville være en nem måde at score kassen.
Hvordan er den juleagtig: Den foregår i juleferien, McClane citerer julemanden ved at skrive »Ho-ho-ho« på en død terrorist, og så er han ikke så lidt jesusagtig i sine blødende bare fødder. At Bruce Willis selv for nylig kundgjorde, at »Die Hard« ikke er en julefilm, ser vi stort på. Den film ejes ikke længere af ham, men af Verden. Kan lejes på blockbuster.dk.
Her har Ben Stiller lavet en ret ond parodi på Bruce Willis:
»L.A. Confidential« (1997) af Curtis Hanson
Det er måske svært at forestille sig julestemningen brede sig, mens man ser en film, der er baseret på den hårdkogte krimiforfatter James Ellroys roman, og »L.A. Confidential« vælter sig også i menneskelige synder som mord, afpresning, voldtægt, narko med meget mere. Men det er også en fremragende film, og når det sidste snedige twist i plottet er afdækket, har man faktisk været på lidt af en følelsesmæssig rutsjetur, ganske som højtiden kræver det.
Hvordan er den juleagtig: Vi er i Los Angeles i 1950erne, så alt julepynt er lavet af dårlig plastic. Filmen begynder, da betjentene på byens hovedpolitistation fejrer julen ved at gennembanke stationens sorte og puertoricanske fanger. Men se trygt filmen: De uartige får deres bekomst. Kan lejes på blockbuster.dk.
»Planes, Trains and Automobiles« (1987) af John Hughes
»Planes, Trains and Automobiles« er fra dengang, da amerikanske film stadig fik danske titler (og den hed »Røvtur på 1. klasse«). Skal man være meget pernittengryn, handler den om to fremmede og uheldige mænd, der forsøger at nå hjem i tide til Thanksgiving, men da vi ikke har den slags i Danmark, kan den sagtens accepteres som julefilm. Komikeren Steve Martin er den »normale fyr« i filmen, mens den trivelige John Candy er verdens mest irriterende sælger af badeforhængsringe. I en eftertænksom scene filosoferer de to mænd over, hvad de har udrettet i livet: »Intet har jeg udrettet,« siger John Candy, »Ja, bortset fra, at jeg har forhindret nogle badeforhæng i at falde ned.«
Hvordan er den juleagtig: Den handler om tilgivelse og accept, og så er der en kraftig »hvordan-når-vi-hjem-til-jul«-stemning i den. Kan lejes på blockbuster.dk
»Mandy« (2018) af Panos Cosmatos
Dette er definitivt en film, som familiens modne teenagere skal se alene, efter at forældrene er vaklet udmattede i seng. Nicolas Cage har fået alle tiders comeback i en film, der ifølge instruktøren er inspireret af VHS-covers af splatterfilm fra 1980erne. Altså – ikke selve filmene, men covers til film, han ikke måtte se, og hvis indhold derfor udartede sig til vilde fantasier. Filmen er meget voldelig, eller for nu at sige det på almindelig dansk: Denne film er syg i roen, hvilket fremgår af det faktum, at den karismatiske skuespiller Nicolas Cage er den mest normale i meget af filmen. Det handler om en skovhugger, der hævnmyrder en Charles Manson-agtig bande af hippier.
Hvordan er den juleagtig: Ja, det er den måske ikke så meget, men den er en god kontrast til den sentimentalitet, der breder sig som en honningtåge i julen. Og så er der nogle syrede farver, der godt kan minde om et juletræ, hvis man har drukket nok gløgg. Kan lejes på iTunes.
