Dansk Oscar-kandidat i usædvanlig hård konkurrence

Gustav Möllers enmandskrimi »Den skyldige« er fortsat med i Oscar-kapløbet, men skal være heldig for at vinde i sin kategori. Årets felt af udenlandske film er stærkere end normalt, siger redaktør af filmblad.

Jacob Cedergren har den altdominerende hovedrolle i »Den skyldige«. Nordisk Film

Den 25. februar er der Oscar-uddeling, og to danske film er efter en første udvælgelse stadig med i kapløbet om filmpriserne. Gustav Möllers »Den skyldige« og Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm »Olegs krig« går videre til de endelige nomineringer, der finder sted 22. januar, altså godt en måned før den gyldne prisfest. »Den skyldige« blev udvalgt blandt 87 film, og er nu blandt ni film, der har en chance.

Ifølge chefredaktør for filmbladet Ekko, Claus Christensen, skal filmen, der over en aften følger en vagthavende politimands kamp for at redde en tilfangetaget kvinde, være heldig for at vinde sin kategori, da de ni film i kategorien ikke-engelsksprogede i år udgør et meget stærkt felt, også i forhold til tidligere år.

»Det er flot, at »Den skyldige« er nået så langt, og det er en præstation i sig selv. Men dens chancer må siges at være små i det ekstremt stærke felt,« siger Claus Christensen.

Det taler til dens fordel, at »Den skyldige« er en elementært underholdende film i et amerikansk filmsprog, og at der er allerede er planlagt en amerikansk remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Samtidig har den danske film fået virkeligt gode anmeldelser i amerikanske brancheblade og modtaget en publikumspris ved den toneangivende Sundance Festival.

»Det tæller måske også til dens fordel, at den er lavet af en talentfuld debutant, og at den er oppe imod meget garvede instruktører,« siger Claus Christensen.

Blandt de ni film, er der dog titler der allerede har vundet meget prestigefyldte priser, og som ifølge redaktøren er næsten sikre på at komme blandt de fem endelige Oscar-nominerede.

Det drejer sig om den japanske »Shoplifters«, der fik Guldpalmen i Cannes, den mexicanske »Roma«, der vandt Guldløven i Venedig og den polske »Cold War«, der fik instruktørprisen i Cannes. En anden film, der kan tænkes at gå videre er den libanesiske film »Capernaum«.

»Gustav Möllers film skal altså kæmpe med fire andre film om den sidste femte ledige nomineringsplads, så det er ikke umuligt, men svært,« siger Claus Christensen.

En anden overraskelse ved shortlisten er, at den svenske, meget roste Oscar-kandidat »Grænse« ikke længere er med, men det skyldes formentlig, at filmen er meget vidtgående, hvad angår seksuelle scener, siger Claus Christensen.

»Den skyldige« af Gustav Möller foregår over en enkelt nat og følger en politimands jagt på en kvindes kidnapper med alarmcentralens telefon som eneste redskab. Filmen havde verdenspremiere på Sundance Filmfestivalen, hvor den vandt Publikumsprisen. Kritikerne både herhjemme og internationalt har taget varmt imod Möllers debutfilm, som i Danmark er blevet set af 140.000 biografgængere siden premieren i juni. Filmen er også blevet godt modtaget i Frankrig, hvor 260.000 har indløst billet.

»Den skyldige« er Gustav Möllers debutspillefilm. Han har skrevet manus sammen med Emil Nygaard Albertsen, og Lina Flint har produceret for Nordisk Film Spring med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen.

Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm »Olegs krig – En barndom i skyggen af krig« er en ud 15 dokumentarfilm, der kan vinde en Oscar som bedste lange dokumentarfilm.