»Billedet af en kvinde med bind for øjnene trykker på en masse knapper«

Susanne Biers første film for Netflix er en science fiction-gyser, der også tegner et meget ukonventionelt billede af moderskabet. Berlingske har mødt Bier i Berlin til en samtale om hendes nye serie.

»Der er noget interessant ved at frarøve personer synssansen i en kultur, der er blevet så visuel, at ordene er gledet i baggrunden,« siger Susanne Bier, der udstyrede sin stjerne Sandra Bullock (billedet) med et bind for øjnene i store dele af »Bird Box«. Foto: Netflix Fold sammen
Læs mere

I det gamle brætspil Mølle, hvor det drejer sig om at opnå tre brikker på stribe, kan dygtige spillere få placeret deres brikker i så fordelagtig en position, at de opnår striben, hver eneste gang de rykker.

Man kan godt sige, at den danske filminstruktør Susanne Bier er en af de få i den danske filmbranche, der har opnået en sådan position. Hendes i forvejen betydelige renommé blev hamret fast i 2011 med den Oscar, hun indkasserede for »Hævnen«, men nåede om muligt ud til endnu flere, da hun i 2015 instruerede BBC-serien »The Night Manager« over John le Carrés roman. Resultatet blev slet og ret drønspændende, og serien, angiveligt BBCs dyreste nogensinde, blev årets TV-fænomen som den titel, alle uden undtagelse fik anbefalet og skulle se.

Sandra Bullock og Susanne Bier planlægger en optagelse på settet af »bird Box«. Foto: Merrick Morton Fold sammen
Læs mere

Med store succeser på sit CV synes alt at være muligt for Susanne Bier. Hun vil selvsagt fortsat kunne lave film i Danmark eller slå sig ned i Hollywood og hundse med filmbyens stjerner (den danske instruktør har ry for at være barsk på en filmoptagelse). Hun kan vælge, om hun vil lave intime filmdramaer eller lange TV-serier. Hvilken brik hun end flytter med, ender det med tre på stribe – en svikmølle.

På den baggrund kommer »Bird Box«, hendes første film for streaminggiganten Netflix, som en overraskelse.

»Bird Box«, der har manuskript af Eric Heisserer, er nemlig en kombination af science fiction og action, to genrer man ikke tidligere har forbundet med Susanne Bier – eller i det hele taget ret mange andre danske filminstruktører.    

Moderskabet

Men genreblandingen i »Bird Box« har kun indirekte været med til at fange hendes nysgerrighed, siger instruktøren, som på denne råkolde interviewdag i Berlin døjer med slem forkølelse. Hun sætter sig til rette i hotelsuitens futon – eller rettere: lægger sig til rette - for hun er ret beset ikke på toppen og trækker et vattæppe op til hagen, mens hun overvejer spørgsmålet.     

»Det er ikke sådan, at jeg generelt bare vil prøve alle mulige genrer. Jeg var først og fremmest fascineret af manuskriptets provokerende beskrivelse af moderskabet. Manuskriptet var en mulighed for at lave noget anderledes om kønsroller, men inden for rammerne af en film, som er beregnet til et stort publikum,« siger Susanne Bier.

I begyndelsen af filmen får Sandra Bullocks karakter, Malorie, at vide af sin læge, at hun er gravid. En nyhed hun ikke ligefrem modtager med begejstring. Ikke sådan, at det er en katastrofe, hun virker bare, som om det ikke lige var det, hun havde mest lyst til.  

Skuespiller Sandra Bullock og filminstruktør Susanne Bier ved biografpremieren i Berlin på »Bird Box«  "Bird Box". Filmen har premiere på Netflix den 21. december. REUTERS/Fabrizio Bensch Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRIZIO BENSCH.

»Manuskriptet tegner et meget ukonventionelt billede af en mor, og det kan vi godt trænge til. På film er moderskabet som regel blevet defineret af mænd, og det har altid drejet sig om den utvetydigt gode mor. Her ser vi noget, der er meget anderledes – og mere realistisk,« siger Susanne Bier.

Men »Bird Box« er i det hele taget langt fra at foregå i det samtalekøkken, som blandt andre Ole Bornedal har beskyldt for at være dansk films faste omdrejningspunkt.

Man er ikke mange taktslag inde i filmen, før en mystisk apokalyptisk katastrofe ryster verden. Hvad det præcis er, der sker, er ikke så ligetil at forklare, men det er et ukendt »noget«, som har den effekt, at alle, der ser den eller det, begår selvmord efter få øjeblikke. I tilbagevendende scener i filmen indvarsles den/det ukendtes ankomst af en blæst, der rejser sig foran de flygtende.

I denne skræmmende verden forskanser en skare af stædige overlevere sig i et hus, hvor de dækker alle vinduer til for at undgå at se det frygtelige, og når de senere bliver tvunget udenfor for at finde føde, er de nødt til at tage bind for øjnene og famle sig frem. Til sidst tvinges Malorie på en hovedkuls flugt med to små børn og et spinkelt håb om at finde frem til nogle ukendte personer, der af uvisse grunde har lovet hjælp.

Det var netop billedet af den flygtende kvinde og de to børn, alle med bind for øjnene, der tændte Biers interesse for filmprojektet. Bindet for øjnene sætter associationer i gang til gidseltagninger, men kan også fungere som metaforer for blind retfærdighed eller uvidenhed.

»Billedet af en kvinde med bind for øjnene trykker på en masse knapper. Og så er der noget interessant ved at frarøve personer synssansen i en kultur, der er blevet så visuel, at ordene er gledet i baggrunden,« siger Susanne Bier.

Undervejs i handlingen møder Malorie andre, der skjuler sig for det ukendte, heriblandt Douglas (John Malkovich) og Tom (Trevante Rhodes). Malorie får et forhold til Tom, hvilket stadig er en smule usædvanligt i en amerikansk filmsammenhæng, da Trevante Rhodes er afroamerikaner (og en stor stjerne efter sin præstation i den oscarbelønnede »Moonlight«). Men det sort-hvide forhold var ikke det, Susanne Bier hæftede sig mest ved.    

»For mig er det er mere interessant, at Malories forhold til Tom vender de traditionelle kønsroller på hovedet. Han er det blide gemyt over for hendes hårdhed,« siger Susanne BIer.

Parret får dog ikke lang tid til at nyde hinandens selskab, for verden befinder sig trods alt i the endgame, som en karakter udtrykker det: Vi er i de sidste tider. Det rejser spørgsmålet om, hvordan man instruerer skuespillere, der skal reagere på noget overnaturligt. Hvordan ville vi selv reagere på noget, der på få øjeblikke kan få os til at skyde os selv en kugle for panden? Her har Susanne Bier fundet sit eget columbusæg.

Den inderste angst

»Jeg bad skuespillerne fremstille deres værste inderste angst. For mit eget vedkommende ville det være, hvis der skete mine børn noget, men jeg behøvede ikke i de enkelte tilfælde at få at vide af skuespillerne, hvad de specifikt forestillede sig. Og menneskelige reaktioner er jo ikke i sig selv overnaturlige. Det er derfor, eventyr eller religiøse fortællinger sagtens kan gøre indtryk. Men det skal være troværdigt. Det er nok derfor, at jeg selv har det svært med mange horrorfilm, personerne virker dumme i deres reaktioner. Eller også er det faktisk uhyggeligt – lige indtil man får øje på filmens monster. Så falder hele troværdigheden og uhyggen til jorden,« siger Susanne Bier.

Gennemsnitlige Hollywood-gysere skæres over nogenlunde den samme skabelon, hvor chokkene kommer i rytmiske mønstre, som den bare nogenlunde garvede biografgænger sagtens kan forudse. Her har Susanne Bier i stedet fremmanet en grundtone, der er kompromisløst dyster, hvilket hun gladeligt indrømmer – med et vigtigt forbehold.

»Vi overvejede, om det var ved at blive for mørkt, men der er også et håb og en grundlæggende tro på, at livet er værd at leve,« siger Susanne Bier.

»Bird Box« har premiere på netflix 21. december.