88-årige Clint Eastwood beskyldes for racisme i sin måske sidste film

USAs førende filmbrancheblad, Variety, kritiserer instruktøren for at gøre en racistisk karakter for sympatisk i sin nye film »The Mule«. Kritikken svarer til den, der sidste år blev rettet mod Martin McDonaghs film »Three Billboards Outside Ebbing, Missouri«.

FILM-THEMULE/
Den 88-årige Clint Eastwood beskyldes for at gøre racismen stueren. Her ses han til den amerikanske premiere på »The Mule«, som mange regner med er hans sidste spillefilm. REUTERS/Mario Anzuoni Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

En af Hollywoods nulevende legender, den 88-årige Clint Eastwood, er efter seks års pause som skuespiller vendt tilbage til det store lærred i sin egen film »The Mule«, hvori han spiller en farmer, der begynder at supplere sin beskedne indkomst ved at smugle narko over grænsen mellem USA og Mexico.

Filmen, der bygger på den sande historie om nøddefarmeren Leo Sharp, har premiere i Danmark den 3. januar, men har allerede fået opmærksomhed i USA, og ikke kun positiv.

I en lang anmeldelse i branchebladet Variety bliver Clint Eastwoods karakter i filmen, Earl Stone, nemlig problematiseret, og beskyldes for at gøre racisme stuerent.

»Der er ikke nødvendigvis noget galt med at vise fordomsfulde mennesker i en film, for guderne skal vide at de findes i virkeligheden, men problemet med »The Mule« er, at den inviterer publikum til at grine sammen med Earls uvidenhed. Herfra er det ikke overdrevet at forestille sig en bevægelse - lad os kalde den »Make Hollywood Great Again« - der advokerer for film, hvori politisk ukorrekte karakterer igen er frie til at sige hvad de vil,« skriver anmelderen Peter Debruge.   

Det er ikke første gang, at en stor Hollywood-film bliver beskyldt for at stille racister i et for sympatisk lys. Nøjagtig samme kritik blev rettet mod Martin McDonaghs film »Three Billboards Outside Ebbing, Missouri«, i hvilken Sam Rockwell spiller en stærkt racistisk landbetjent, der i løbet af filmen bliver et bedre menneske og kommer på bedre tanker.

Om sidstnævnte film skrev The Hollywood Reporters kommentator Kareem Abdul-Jabbar, at den vil have at »vi skal tilgive det utilgivelige. At vi føler sympati med dem der ikke fortjener det. At vi råber hurra for de uværdige«.

Om Clint Eastwoods film »The Mule« skriver Peter Debruge i Variety, at manusforfatter Nick Schenk i for høj grad prøver at lave Clint Eastwood til en person, man kan holde af.

»Karakteren er sympatisk, alene af den grund, at han bliver spillet af Clint Eastwood,« skriver anmelderen.

På overfladen ligner Clint Eastwoods karakter den samme gammelmands-type, som han spillede i sin tidligere film »Gran Torino«, der også havde manuskript af  Nick Schenk, men hvor hovedpersonen i »Gran Torino« var stærkt og udtalt racistisk overfor sine vietnamesiske naboer, er Earl Stone i »The Mule« mere afdæmpet. Ifølge en anmeldelse i The Hollywood Reporter, består hans racisme blandt andet i at hjælpe en ferierende afroamerikansk familie, der er faret vild, og derefter sige til dem, at »det glæder ham at kunne hjælpe negre«.

I en anden scene siger han til en gruppe mexicanere, at de alle sammen ligner hinanden. Om den skriver Varietys anmelder, at det er den slags kommentarer, man bærer over med fra meget gamle familiemedlemmer, ud fra en devise om, at man »ikke kan lære en gammel hund nye tricks«. Men anmelderen vil gerne belære Clint Eastwood og slutter derfor med at revidere denne opfattelse.

»Man kan godt (lære gamle hunde nye tricks, red.) og det bør vi også gøre,« skriver Peter Debruge.

Hans anmeldelse anerkender dog samtidig, at filmen også skildrer det amerikanske politis racisme, og at filmen i øvrigt har en høj kvalitet med vægt på det underspillede.

Courtney Howard fra filmsitet Fresh TV fiction skriver i sin anmeldelse, at Earls hverdagsracisme bliver fremstillet som hyggelig og morsom, mens Katie Walsh fra Tribune News Service, slet og ret kalder filmen »kedelig og racistisk«.

Hovedparten af de amerikanske anmeldere er dog generelt positive og hæfter sig ved at »The Mule« formentlig bliver Eastwoods sidste spillefilm.