Kigger man på årets danske premierefilm, kan man godt få på fornemmelsen, at størstedelen af danskerne er enten kriseramte børnefamilier eller unge mennesker med et fedt sprog og en mobiltelefon placeret der, hvor hjertet burde sidde.
Langt de fleste film handler enten om ungdommen eller om de kriser, man roder rundt med i midten af livet. Ikke et ondt ord om »Ditte og Louise«, »Charmøren« eller »Den skyldige«. Men er det egentlig ikke underligt, at så få gider at fortælle os om alt det, der ligger efter, at børnene er flyttet hjemmefra?
Tænk at få tid til sig selv efter at have stået for andres behov i 30 år. At kunne gøre præcis, hvad man vil, og se præcis, hvem man orker. Når man er gammel, kan man være ligeglad med, om folk synes, at man har kysset for få eller været gift med for mange. Man kan være Zsa Zsa Gabor, der hævdede, at en kvinde skal gifte sig af kærlighed – og blive ved, indtil hun finder den rigtige.
På den anden side er der også store kriser i modenhed. En skilsmisse, der rammer efter sølvbrylluppet, må føles langt mere risikabel og smertefuld end et brud mellem to glatkroppe i 20erne. Jeg er helt med på, at følelserne virker mere intense, når man er 15 år, men helt ærligt: Et brud mellem to teenagere er jo gået over efter et par måneder og nogle Bacardi Breezers.
Af samme grund er det så fedt, at to danske instruktører i år turde skildre nogle ældre livskriser. Først og fremmest er der Paprika Steens »Den tid på året«, der især stråler i skildringen af den modne matriark, der ser sit liv passere revy, da hun tror sig sygdomsramt. Samtidig skal hun tilbringe juleaften med sin fordrukne og selvoptagede eksmand, der har flyttet charmen og rødvinsflaskerne hjem til en yngre model.
Om to uger er der så »Happy Ending«, hvor Birthe Neumann smider tøjet og kaster sig ud på dybt vand i en alder af 71. Hendes mand vil skilles efter 40 års ægteskab, hvor hun har passet børn, hus og madlavning. Og hvad gør man så?
Kan alle nødvendigvis identificere sig med kvindernes kampe og drømme? Sikkert ikke. Selv er jeg mindst 30 år yngre og langt fra pensionsalderen. Men jeg synes, at det er rart at se, at der er et liv efter børnefødselsdage og storindkøb i Bilka. Man kan ellers godt miste troen en gang imellem.
Når jeg bliver gammel, vil jeg holde saloner, hvor menuen består af gåsebryst, hindbærsnitter og romkugler, for ingen af mine gæster er på kur længere, og ingen har behov for at tænke på, om de burde tilslutte sig en glutenfri diæt.
Spørgsmålet er også, om identifikation altid skal ramme 1:1, før den giver mening. De fleste af os har en mor, der har skiftet vores tøj, sørget for vores skolegang og trøstet os, når vi græd salte tårer over ikke at komme ind på kvote 2. Og halvdelen af os bliver selv en dag sådan et modent menneske.
Når jeg bliver gammel, vil jeg sove, til jeg vågner, og forlade sengen, når jeg selv har lyst. Jeg vil holde saloner, hvor menuen består af gåsebryst, hindbærsnitter og romkugler, for ingen af mine gæster er på kur, og ingen har behov for at tænke på, om de burde tilslutte sig en glutenfri diæt. Først og fremmest vil jeg forsøge at leve et liv med masser af farver og sukker og sex.
Et liv, der er en film værdigt. Det er i øvrigt en god målsætning. Uanset hvilken alder, man har.
