Mette Heeno: »Sølvgenerationen får ny energi gennem skilsmissen«

Der mangler historier om folk på 70, der bliver skilt og lever livet og nægter at sætte sig ned og være gamle. Men vi bør blive bedre til at fortælle om det modne liv, mener Mette Heeno. Og ikke kun for de ældres skyld. Deres voksne børn på 40 har også brug for at vide, at der er mere godt i vente.

»Når ens forældre bliver skilt efter et langt ægteskab, kan man godt stå ved siden af og tænke: »I har siddet lige ved siden af hinanden i 49 år. Var det ikke noget, I kunne have talt om?« Men den generation er jo ikke par-terapi-generationen, siger Mette Heeno, der har skrevet  »Happy Ending«, en film, der handler om ældre mennesker og den svære kærlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Mette Heeno var 38 år, da hendes forældre blev skilt. Ikke at det var et kæmpe drama. Ægteskabet smuldrede bare efter 49 års samliv.

»Måske havde de allerede været skilt i 20 år oppe i hovedet«, konstaterer Mette Heeno. Men for en manuskriptforfatter, der har bearbejdet sin egen skilsmisse i TV-serien »Bedre skilt end aldrig«, satte det nogle tanker i gang. Det gik op for Mette Heeno, at der var historier, der ikke var blevet fortalt.

»Mange ting er det samme for alle, der bliver skilt. Det er samme sorg, samme ensomhed. Og samme lettelse. Men for dem, der er over 60, mangler håbet om en ny start. Du går i hvert fald ikke lige ud i runde to og får nye børn«, forklarer Mette Heeno, der har sat sig på gulvet med en lyserød dyne. Kontorets whiteboard er fyldt med gule sedler, der sladrer om kommende projekter. »Skal Alice være ufrivilligt barnløs?« står der med sort tusch. Og et andet sted: »Mangler scener i afsnit 5«.

Nu handler det dog om Heenos aktuelle projekt, spillefilmen »Happy Ending«, der er en skilsmissekomedie. Ikke en historie om hendes forældre. Tværtimod.

»Det er jo en gigantisk generation, vi taler om. I USA kalder man dem »Silver Tsunamien«, forklarer Meeno. »Det er den store generation, der er født lige efter krigen, som nægter at forlade arbejdsmarkedet, og som også gerne vil realisere sig selv sent i livet. Da jeg begyndte at skrive på det her manuskript, var antallet af skilsmisser i mine forældres generation tredoblet inden for de seneste ti år«.

Hun medgiver, at det også kan ses som en negativ udvikling. Men på den anden side ...

»Da mine forældre gik fra hinanden, holdt de op med at være det velkendte forældremonster. De blev til to forskellige individer med forskellige holdninger. At blive skilt kan jo også udløse en fantastisk energi, og jeg tror, at mange, der bliver skilt sent i livet, har et stort ønske om at holde fast i deres ungdom«.

Hun holder en pause.

»Stryg det sidste ord«, siger hun så.
»Det handler jo ikke om, at de vil være unge. De vil bare gerne blive ved med at være voksne i stedet for at sætte sig ned og blive gamle«.

Folk på 40 ejer ikke sandheden
»Happy Ending« er tredje samarbejde mellem Mette Heeno og instruktør Hella Joof. Tidligere har de sammen stået bag TV-serien »Bedre skilt end aldrig« og generationskomedien  »All Inclusive«. Alle tre projekter er inspireret af Heenos private oplevelser med skilsmisser og familierelationer.  Måske især det sidste.

Mette Heeno har nemlig opdaget, at der er noget, der mangler. At historier om folk over 70 er stort set fraværende.

»Jeg tror simpelthen ikke, at vi som filmskabere har haft øjnene åbne for den generation før. Det er en marginaliseret gruppe, som vi ikke har haft øje for, fordi den ikke passer ned i de håbefulde kasser. I de film, vi har skrevet om ældre mennesker, har de en mere perifer rolle«, siger Mette Heeno og indrømmer, at det kan være svært nok at se sine forældre som mennesker. Har man fået børn, bliver man sat ind i forældre-skabelonon, uanset hvor meget, den strammer. Som datteren siger til sine fraskilte forældre i »Happy Ending«: »Kan I ikke bare blive gamle, som man gjorde i gamle dage?«

»De her forventninger handler nok også om vores, ja, jeg siger vores, holdning til udskamning. Vi på 40 tror, at vi ejer sandheden. ​Vi er så optaget af os selv, og hvor vi er lige nu, at vi slet ikke ser, at der sker en hel masse ude i fremtiden. Af samme grund har vi et underligt syn på ældre menneskers behov«.

Heeno uddyber:
»Hvis jeg havde fortalt en historie om en yngre mand, der ville skilles, ville vi sikkert have hørt om, at han skulle ud og erobre nyt land, og det ville gøre hans valg helt forståeligt. Men nu, da vi taler om en 70-årig mand, der forlader konen, da han bliver pensioneret, kommer hans valg til at virke egoistisk. Hvordan kan han tillade sig det? Men se det lige fra hans perspektiv: Hvad hvis han bliver 95 år? Skal han sidde i 25 år og ærgre sig på en havebænk, fordi han ikke forsøgte at gøre noget af det, han drømte om?«.

Man kan jo også mene, at det er lidt tarveligt at gå så sent i livet, hvor konen næppe finder en anden.
»Svigtet består i, at de har glemt at kalibrere deres fremtid og deres behov. De har ikke talt om, hvad de gerne vil. Så kan man godt stå ved siden af og tænke: »I har siddet lige ved siden af hinanden i 49 år. Var det ikke noget, I kunne have talt om?« Men den generation er jo ikke parterapi-generationen. De går til psykolog, hvis de er syge. Vi på 40 er bedre til at definere, hvad vi vil, og sige det højt. Vi skriver klummer om at aflevere vores børn for sent i børnehaven, for vi skammer os ikke over vores fejlbarlighed og mangler. Vi er ikke flove over at være menneskelige.  Det skal vi være glade for. Og så skal vi huske, at vores forældre fungerer på en anden måde«.

Manuskriptforfatter Mette Heeno

»Skilsmisser er ligesom en krigszone, hvor der aldrig er nogen, der dør. Til gengæld bliver folk konstant skudt i foden eller ramt i solar pleksus«


Søstersolidaritet lyder som en varm barm
Det er ikke kun det modne liv, der får opmærksomhed i »Happy Ending«. Der er også fokus på kroppen, der vises i scener med saunagus, engangsknald og nøgenbadning. Det handler om at vænne os til at se på kroppen, som den er.  Så kan vi lære det. Men ifølge Mette Heeno handler filmen ikke kun om, at ældre mennesker skal se sig selv afspejlet på lærredet.

Projektet handler i lige så høj grad om, at deres voksne børn skal lære at tro på, at der findes et liv efter 50.

»Da jeg arbejdede på filmen, mødte jeg en fantastisk dame på 72 år. Hun sagde, at hun ofte fik et chok, når hun så sig selv i spejlet, for hun forventede stadig at se en kvinde på 42 år derinde. Det er jo absurd, at jeg skal gå og være optaget af mine grå hår, når andre tænker, at jeg er idealet. På den måde bliver vi jo aldrig tilfredse med at være der, hvor vi er«.

»Der er vist også en replik i filmen, hvor en veninde siger til den forladte kvinde, at hun skal være glad for, at manden i det mindste ikke er løbet med en på 43 år, hvor »det hele strutter«.
»Præcis. Det var en lille kærlig opfordring til alle os i 40erne. Vi skal huske at elske vores kroppe. Og det skal de på 70 også. Jeg synes, at skuespillerne er sindssygt lækre i denne film«.

Spørgsmålet er så bare, hvorfor vi skal sætte det liv ind i en skilmisseramme.

»Skilsmisser er jo en historie, der bliver ved med at give. I hvert fald hvis folk har fælles børn, de skal samarbejde om. Skilsmisser er ligesom en krigszone, hvor der aldrig er nogen, der dør. Til gengæld bliver folk konstant skudt i foden eller ramt i solar plexus«, siger Mette Heeno, der ikke nødvendigvis ser så dystert på emnet.

»Sådan er det nogle gange. Og andre skilsmisser handler om at stoppe et ægteskab, hvor folk bare begrænser hinanden. Alternativet er, at man bliver et af de der par, der konstant brokker sig over hinanden. Jeg kan blive helt aggressiv over de relationer, hvor folk kun bliver holdt sammen af foragt«.

»Min veninder siger, at de hygge-hader hinanden..«
»Det er også et meget passende ord. Det virker, som om vi mennesker har en evig problemkasse, der skal fyldes ud. Hvis ikke vi har noget større at hidse os op over, kan vi altid kritisere hinandens tøjvask. Så skal man måske hellere finde en ny måde at få samarbejdet til at fungere på. Der er jo ingen, der skal sige at én løsning er bedre end en anden.«

Kan man også tale om lykkelige skilsmisser blandt de ældre, der ikke har håbet om at få en ny familie?
»Bestemt. Der er da masser af kvinder, der får det fantastisk. Som drikker hvidvin med deres veninder på Nimb, går til yoga tre gange om ugen og ved alt om, hvad der sker på Louisiana«.

»70 er ikke de nye 30ere og det skal heller ikke blive det. 70 er noget andet, og måske skal vi til at dyrke det lidt istedet for«, siger manuskriptforfatter Mette Heeno. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Så vidt jeg ved, er det også tit mændene, der har det svært med at blive alene sent i livet..«.

»Det er der noget om. De har ikke et netværk af veninder, der ringer.  De er vokset op med parmiddage og en succes, der afhænger af, om du har styr på dit ægteskab.  Kvinder har søstersolidaritet, der er sådan et begreb, der lyder som en varm barm, man kan græde ud i. Mænd har broderskab - det lyder mere som en rockerklub. Men derfor kan de også lære at få det bedre, når de går efter deres drømme«.

Vi kigger op på filmplakaten, der hænger på kontorets væg. Det lilla foto viser en flyvende Birthe Neumann og Kurt Ravn, der har næsen nede i et ordentligt rødvinsglad. Over dem ses ordene: »70 er det ny 70«.

»Min pointe er, at det også en styrke at stå ved sin alder og holde  op med at alders-shame«, forklarer Mette Heeno.
»70 er ikke de nye 30ere, og det skal de heller ikke være. 70 er noget andet, og måske skal vi til at dyrke det lidt i stedet for«.

»Happy Ending« har premiere  25. december, hvor vi anmelder på berlingske.dk. Filmen anmeldes også i AOK 27 december.