»Grace and Frankie« er tv-serieverdenens version af historien om humlebien, der ikke burde flyve. Det er de unge, der streamer og det er de ældre, der ser flow-tv, påstår de fleste forskere. Men »Grace and Frankie« er noget så sjældent som et hit på Netflix med ældre mennesker i hovedrollerne og mange af birollerne. Forberedelserne til femte sæson, der kan ses i 2019, er allerede gået i gang og serien er blevet bedre i løbet af de første år på skærmen.

Grace (Jane Fonda, 80 år), og Frankie (Lily Tomlin, 78 år) får begge to et chok, da deres mænd, Sol (Sam Waterston, 77 år) og Robert (Martin Sheen, 77 år) kommer og fortæller dem, at de efter tyve år som hemmelige elskere springer ud som homoseksuelt par. Indtil da troede konerne, at de to skilsmisseadvokater blot var forretningspartnere.