Tre teaterfolk om tidens største problem: »Vi mangler et nyt ungdomsoprør«

Alvoren gennemsyrer tidens teater. Flere forestillinger er baseret på klimaangst, flygtningeuro og politikerlede. Vi har spurgt tre aktuelle teaterfolk, hvad der er tidens største problemer, og hvorfor der ikke er nogen, der handler.

Ungdomme har helt opgivet, men vi har brug for et nyt ungdomsoprør, mener skuespilleren Line Fisker fra det kollektive Teater UbeSTEMT.
Ungdommen har helt opgivet, men vi har brug for et nyt ungdomsoprør, mener skuespilleren Line Fisker fra det kollektive Teater UbeSTEMT. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

»Selvom det handler om ungdommen, synes vi egentlig, at det giver god mening at diskutere med folk, som har været i samfundet flere år, end vi har,« siger skuespilleren Line Fisker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Vi mangler et nyt ungdomsoprør«
Line Fisker Nielsen, skuespiller, 25 år

Medlem af TEATER UbeSTEMT, der også består af Mille Lindberg Hansen og Josefine Edstrand.

»Vi føler, at vi lever i en krisetid. Der er problemer med klimaet, med uddannelserne, der er et stigende antal folk med psykiske lidelser og politikerlede. Samtidig er det store fællesskab svært at få øje på. Vi mangler et nyt ungdomsoprør, der tager fat på det hele. I vores del af verden har vi glemt, at verden kan være anderledes. Måske har vi også glemt, at alle de værdier, vi har, er nogle, andre har kæmpet for. Nu skal vi selv tage kampen på os i stedet for at være passive«.

Er I selv politiske aktive?
»Det kan man sige, at vi er med vores forestilling, men vi er ikke partipolitisk aktive. Vores forestilling hedder »DU ER DEN« og handler netop om at placere ansvaret. Jeg tror helt sikkert på, at det kan få publikum til at stoppe op og undre sig. Fra begyndelsen var succeskriteriet at starte et ungdomsoprør, det var ikke bare at lave teater. Af samme grund har vi blandt andet diskuteret med Carsten Jensen og Knud Romer for at høre, hvordan de opfattede kriserne og vores manglende evne til at tage ansvar.«

Det er to ældre mænd, der har hjulpet jer. Det virker som et pudsigt valg?
»Det er rigtigt nok. Men selvom det handler om ungdommen, synes vi egentlig, at det giver god mening at diskutere med folk, der er mere vidende, og som har været i samfundet flere år, end vi har. De ved begge, hvad det betyder at skulle stå sammen, og så kunne de hjælpe os til at række længere ud end til teaterrummet, så vi får en følelse af, at vi bliver hørt«.

Hvad får jer til at tro på, at I kan?
»Det er vi heller ikke sikre på, at vi kan. Vi undrer os ofte over, at folk ikke er mere vrede, og vi kan se, at mange unge har mistet troen på, at deres mening betyder noget. De føler ikke, at verden hører på dem. Til gengæld kan vi se, at den varme sommer fik en masse mennesker mobiliseret omkring klimaet, så måske sker der noget nu.

Der er sket et tab af det fælles, siger dramatiker Henrik Szklany. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

»Jeg omgås stort set kun jyder med lange uddannelser«
Henrik Szklany, dramatiker. 34 år. Aktuel med »Corydong«

»Det er et kæmpe problem, at vi ikke aner, hvordan hinandens virkelighed ser ud. Vi ved kun, hvordan folk, der ligner os, ser ud. Jeg har boet i København i syv år, og jeg omgås stort set kun jyder med lange uddannelser eller folk, som arbejder med teater. På den måde har vi en masse afskærmede grupper, der lever i deres egen virkelighed, og det kan føre til, at vi bliver enige om, at det kun er vores værdier og levemåde, der er den rigtige, og at det er de andre, der er de onde. Så ryger solidariteten, tror jeg.«

Hvorfor tror du, at det er blevet sådan?
»Måske er det, fordi verden er blevet så uoverskuelig. Der er hele tiden historier fra 1000 steder, og så søger man sammen med folk, der lever på samme måde som en selv, så man kan blive bekræftet i, at man lever rigtigt. Der er sket et tab af det fælles«.

Hvad kan man gøre for at modvirke den tendens?
»Man bliver nødt til at være nysgerrig på andre og på dem, der ikke lever som en selv. Man skal insistere på at møde mennesker i stedet for at møde kategorier. Jeg er lige flyttet i kollektiv, men der minder vi nu også om hinanden, så nu forsøger jeg at tale med folk på gaden. Det er faktisk ret intimiderende, man er så vant til at afskærme sig med arbejde eller podcast.«

Hvordan kan teatret ændre på dette?
»Man kan i hvert fald få en ekstra version af verden. Og så kan man sidde og få en oplevelse sammen i et tvungent møde med andre. Alle, der hoster og griner, har en indvirkning på forestillingen, og man kan høre de andres reaktioner, mens man sidder i et tæt rum. Det er jo ret intenst.«

Hvordan kan du skrive en morsom tekst om salget af Dong?
»Jeg har svært ved at se tragisk på tingene. Måske er det en forsvarsmekanisme, der redder mig fra mit vintertungsind. Men de store magthavere er jo også bare mennesker, der begår fejl, og der er noget sært betryggende i, at dem, der styrer det hele, også laver fejl.«

Hvor finder du håb?
»I børn, der er sjove. Og i druk, nysgerrighed, venner og Karen Blixen.«

Jeg har læst alt for mange miljørapporter til at kunne ignorere, at vi står over for en kæmpe krise – en krise, der kun er håndterbar, såfremt vi handler nu, siger Kirstine Høgsbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Snart opdager vi, at nydelsen ikke er den store fest«
Kirstine Høgsbroe, dramatiker, 40 år. Aktuel med »Efter Tiden«.

»Jeg er rystet over vores manglende – eller i hvert fald ikke gennemgribende – handlinger og stillingstagen til klima. Jeg har læst alt for mange miljørapporter til at kunne ignorere, at vi står over for en kæmpe krise – en krise, der kun er håndterbar, såfremt vi handler nu. Som i NU. Og derudover skal man jo bare følge minimalt med i nyhederne for at vide, at vores klode snart ikke kan mere.

Hvad kan man gøre ved det?
»Man kan selvfølgelig tage ansvar på individniveau; sørge for at lade være med at spise kød, sørge for at spare på plastik, lade være med at købe nyt, affaldssortere, undgå flyvning. Men det kræver også meget mere end det – vi bliver jo nødt til at have regeringen med. Og alle de luskede multinationale firmaer«.

Kirstine Høgsbro, dramatiker

»Jeg har faktisk aldrig humoren som projekt – men vi griner jo heldigvis ad os selv, når vi får øje på, hvilke logikker der styrer os.«


Hvordan kan kunsten/teatret ændre på dette?
»Mit projekt – når jeg skriver – er næsten altid at pege på de logikker, vi lever igennem. For det er i høj grad disse logikker, der gør, at vi kan forsvare over for os selv, at vi lever, som vi gør. Helt overordnet er det jo neoliberalismen og kapitalismen (som ideologier), der er leverandører af en stor del af dem. Tænkninger, der gør, at vi tænker i udnyttelse, whats-in-it-for-me og altid har individet og dennes udfoldelse og identitet i fokus. Hvis fællesskab, omsorg og ansvar var styrende normer, er jeg sikker på, at vores samfund – og verden – ville se helt anderledes ud. Mit bidrag er et forsøg på at synliggøre logikkerne – i håbet om, at man vælger noget andet, når man ser, hvad det egentlig er, man har gang i.«

Hvordan kan du skrive politisk teater, som er morsomt?
»Jeg har faktisk aldrig humoren som projekt – men vi griner jo heldigvis ad os selv, når vi får øje på, hvilke logikker der styrer os. Særligt, når det er dem, vi ikke har fået øje på før – eller måske bare ikke har gjort klart for os selv, at vi har fået øje på«.

Hvor finder du håb?
»Jeg finder håb i ungdommen, som heldigvis siger fra – og som gør noget. De demonstrerer, de træffer bevidste forbrugsvalg. Og det virker, som om de er ligeglade med vækst. Og så krydser jeg fingre for innovationen. Og for at vi snart indser, at nydelse og identitet ikke er den store fest, hvis vi har smadret den jord, vi lever af og på.«