»Jeg tror simpelthen, at vi tør noget mere, når vi er fælles«

Midt i individets tidsalder vinder de kunstneriske kollektiver frem. Stadig flere teaterfolk arbejder med flade strukturer og fælles beslutninger. »Uden de andre ville jeg lave de samme tre forestillinger igen og igen,« siger en instruktør, der kun ser fordele. Andre understreger, at fællesskab er godt. Især hvis der er en, der skærer igennem til sidst.

»Vi havde formentlig tjent flere penge, hvis vi havde arbejdet på en anden måde,« siger Xenia Noetzelmann (til højre). Hun er del af teaterkollektivet Cheer Extreme, der både deler alle beslutninger og opgaver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen

Kitt Maiken Mortensen læner sig frem på den røde træstol og kigger på sine kollegaer

»Hvad siger I?,« spørger hun. »Skal vi øve eller skal vi tale?«.

Xenia Noetzelmann og Peter Flyvholm kigger først på hinanden og så tilbage på mig. Peter Flyvholm ser ud til at overveje sagen nøje.
Så vender han sig mod Kitt.

»Lad os bare tale først«.

Cheer Extreme er et kollektiv. Her er alle beslutninger - og alle opgaver - fælles. Det er også en kollektiv beslutning, hvorvidt vi skal lave interviewet eller om de skal øve forestillingen »Opvisning i lavt selvværd«, som de snart skal opføre igen.

»Formålet med et kunstnerisk kollektiv er netop at byde ind. At være ærlige. Jeg var træt af at være ansat som skuespiller, at møde ind og levere en rolle andre havde udtænkt,« forklarer gruppens intiativtager, Peter Flyvholm, da jeg spørger, hvordan de mødtes.

»På et tidspunkt havde jeg talt med Christian Lollike, der var husdramatiker på Aarhus Teater, og jeg havde sagt, at jeg gerne ville arbejde for ham. Han kunne desværre ikke bruge mig, men han pegede frem for sig og sagde, at der var plads til mig derude. Og han havde helt ret. Der er altid en plads i branchen til dem, der selv har noget at komme med«.

Kollektivet træffer bedre beslutninger
Cheer Extreme er langt fra det eneste kunstneriske kollektiv, der findes. Tværtmod knopskyder det lige nu med mindre ensembler, der forsøger at arbejde med en flad struktur og fælles beslutninger. Flere af dem kan opleves på CPH Stage, der også præsenterer Teater UbeStemt, Sort Samvittighed, SHE SHE POP og Luxluxlux, der består af tre personer - heriblandt instruktøren Petrea Søe.

Peter Flyvholm, skuespiller

»Der er altid en plads til dem, der selv har noget at komme med«


For hende har det altid været et bevidst valgt at arbejde kollektivt.

»Når man arbejder som instruktør, så sidder man ofte foran et hold, der spørger »hvad skal vi?« Som nyudannet var ret chokerende for mig. Jeg følte kun, at jeg havde tre historier på hjerte. Den med grisen, den med koen og den med luftballonen. Og dem ville jeg lave igen og igen. Men hvis jeg kunne trække på de andres ideer og input, var der pludselig oceaner af andre muligheder,« fortæller Petra Søe, der godt kan se det pudsige i, at den kollektive proces har medvind i en tid, hvor vi orienterer os ud fra vores egne ønsker.

»Rent kunstnerisk handler det nok om, at vi har færre midler i branchen nu. Det betyder, at man skal være meget mere entreprenant end for to eller tre år siden. Hvis man er freelancer, og dem er der mange af nu, så er det bare tungere,« siger Petrea Søe, der iøvrigt ser en tendens til at de kunstneriske kollektiver smitter af på det øvrige teaterverden.

»Der er altid en plads  til dem, der selv har noget at komme med,« siger skuespilleren Peter Flyholm, der selv tog initiativ til at samle teaterkollektivet Cheer Extreme Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen.

»Tendensen er, at vi rotter os sammen omkring noget som er båret af både idealisme og nødvendighed. Skuespilchefen på Det Kongelige, Morten Kirkskov, har hyret flere kollektiver, og når jeg taler med de andre teaterchefer hører jeg altid, at de siger »yes«, når vi præsenterer vores projekt. De kan godt se, at der kommer nogle andre produkter ud af det«.

Hvordan er det anderledes?
»Jeg tror simpelthen, at vi tør noget mere, når vi er fælles«.

Kollektiverne æder af eget kød
Teaterhistorisk er kunstneriske kollektiver ikke et nyt fænomen.
Allerede i 1500-tallet var der Comedie Dell'Arte grupper, der besluttede at gå sammen og blive enige om at dele tingene ligeligt. Det var dog først i de anti-autoritære 60ere at kollektiverne, eller det såkaldte gruppeteater, for alvor fik plads.

»Mest kendt herhjemme er nok Solvognen, der var et kollektiv på godt og ondt. Men mange af de teatergrupper, der voksede frem i 70erne og 80erne og var kollektivt ledede, gik gradvist hen og fik en egentlig teaterleder. I et kollektiv er du også med til at være arbejdsgiver for dig selv, og så kan du ikke hæve understøttelse, hvis du ikke har noget at lave,«  fortæller teaterforsker Stig Jarl over telefonen på Københavns Universitet. Han understreger, at kollektivet ikke nødvendigvis fungerer ved, at alle er enige om alt.

»Det er ikke sådan, at alle sidder og skriver på de samme pressemeddelelse. Man skal nok mere se det som en arbejdsform, der går imod det direktør-drevne teater, hvor der sidder en udvalgt person og bestemmer. På Det Kongelige Teater vil nogle beslutninger jo komme fra et andet sted i forhold til dem, der medvirker. På den måde kan der også være fordele ved det hierarkiske, direktørdrevne, for der kan man skælde ud på andre. I kollektivet er man hele tiden medansvarlig«.

Fordelene ved kollektivet er nogle andre.

»De kunstneriske kollektiver kan kaste sig ud i nogle halsbrækkende eksperimenter som en mere etableret institution ikke ville turde, fordi den også har større, faste udgfter. At være risikovillig kan betyde døden for dem. Kollektivet hiver kun sig selv med i faldet. De æder deres eget kød, men det er også hele pointen«.

Morten Kirkskov, der er skuespilchef på Det Kongelige Teater, medgiver, at det kan være en udfordring med for mange fælles beslutninger på et stort teater. Til gengæld mener han, at andre af de kollektive tanker er ved at vinde indpas i hele teaterlandskabet.

Teaterkollektivet Cheer Extreme øver på forestillingen »Opvisning i lavt selvværd«. På biledet ses Xenia Noetzelmann (tv) og Kitt Maiken Mortensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen.

»Generelt oplever jeg at der er kommet en større respekt for, at de enkelte dele af et hold - altså alle, også scenografen, lysdesigneren, - har noget at bidrage med. Jeg er en stor tilhænger af tæt personligt samarbejde, men i sidste ende er det noget kemisk der afgør, hvor langt man kan komme sammen kollektivt, eller om man overhovedet skal lave teater på den måde. I de store sammenhænge, hvor der er mange parametre der skal samles om noget som er større end de enkelte dele, er jeg stor fan af at nogen bestemmer i sidste ende. Især hvis man skal nå at blive færdig til en deadline.«

Ikke en vej til rigdom
Det kan Kitt Maiken Mortensen godt genkende. Udover Cheer Extreme er hun også med i Sort Samvittighed, i Shakes i Parken,  i Luxluxlux og i Ensemble Ensemble.

»Jeg har engang prøvet, at vi blev ramt af sygdom og måtte aflyse over 50 procent af forestillingerne. Der var vi finde en fælles løsning på noget, der kunne få store økonomiske konsekvenser for hele kollektivet. Heldigvis endte det med, at vi kunne sælge billetterne til nogle andre dage, men det havde jeg da søvnløse nætter over,« indrømmer hun, da prøverne er stoppet og vi er tilbage på det sortmalede gulv.

Jeg har spurgt om det aldrig går galt, når man arbejder som kollektiv. Om ikke man bliver uvenner eller må indgå for mange kompromiser. Kitt Maiken Mortensen bryder sig ikke om min formulering.

»Hvad vil det sige, at noget går galt? At det bliver dårligt, at man mister penge? Jeg synes ikke, at jeg kan genkende det, men det skyldes måske også vores arbejdsform. Vi har kun lavet èn forestiling på tre år«

De andre griner og nikker.

»Det er måske nødvendigt at tage flere konfrontationer, når vi er uenige,« indrømmer Kitt Maiken Mortensen.
»Til gengæld er det her vores. Vi har fuld kunstnerisk frihed, vi har skabt vores eget arbejde, og vi udfordrer hinanden. Det tror jeg, at vi havde brug for«

»Opvisning i lavt selvværd« vises på CPH Stage - henholdsvis den 31 maj og den 1 juni - på Gasværksvejen Skole. Begge dage klokken 21.30. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside cphstage.dk