»Er der choucroute på menuen? Så kommer jeg hjem fra Italien med det samme,« skrev kokken Bo Jacobsen fra den nu hedengangne Restaurationen på Facebook, da han så, at restaurant Le Saint Jacques på Østerbro havde den alsaciske nationalret, surkål, på ugens takeaway-menu.
Bortset fra, at jeg ikke er i coronaeksil i Italien, havde jeg det på præcis samme måde. Dels fordi jeg efter i sin tid at have skrevet en bog om vinene fra Alsace har fået et meget nært forhold til choucroute garni, som bedst kan oversættes som »surkål med hele svineriet«. Dels fordi Le Saint Jacques’ indehaver, navnkundige Daniel Letz, som en årrække var køkkenchef på Kong Hans, stammer fra Alsace og har en fin import af specialiteter fra hjemstavnen. Lækre sager, som han bl.a. sælger i den Letz Shop, der ligger lige over for restauranten på Skt. Jakobs Plads.