Superstjerner lukker op om ensomhed: »Jeg går fra, at alle rører ved mig hele dagen, og alle taler til mig hele dagen, til total tavshed«

Aldrig før har så mange musikere valgt at udstille deres liv på film som nu, hvor blandt andre Tina Turner, Taylor Swift og Beyoncé deler ud foran kameraet. »I dag vil man ikke bare anerkendes for at kunne synge og stå på en scene. Man vil også anerkendes for at være menneske,« siger ekspert.

»Jeg ligner en, man har lyst til at give en lussing,« siger Taylor Swift om sig selv i filmen »Miss Americana«. Endnu en dokumentar, der lader os komme tæt på poppens største navne. Selvom filmen er et stykke PR, lavet med Swift selv, er den også et indblik i ensomhed og selvhad på popularitetens tinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Courtesy of Netflix

Allerede som lille blev Tina Turner efterladt af sin mor. Senere forlod også faderen hjemmet og de mange børn.

»Jeg husker, at min mor tit sad i vindueskarmen og kiggede ud om søndagen. Jeg syntes, at hun var så smuk. Jeg kunne ikke stoppe med at se på hende. Men en dag sad hun ikke længere i den vindueskarm, og hun sad der aldrig igen,« fortæller Tina Turner selv i den nye dokumentar »Tina«.

Filmen følger hendes karriere fra mødet med Ike Turner, der blev hendes ægtemand, og som hjalp hende frem, men som også slog og mishandlede hende. »Det var 16 års tortur,« siger Tina Turner. Og fortæller om nætter, hvor Ike skoldede hende med brandvarm kaffe, mens den lille søn, Craigh, bankede på den anden side af soveværelsets lukkede dør.

Elisa Lykke, caster og pr-agent

»I dag vil man ikke bare anerkendes for at kunne synge og stå på en scene. Man vil også anerkendes for at være menneske.««


»Jeg blev ikke elsket af min mor, jeg blev ikke elsket af min mand. Og jeg har ikke haft én eneste ægte kærlighedsrelation, der holdt. Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan ingen se skønheden i den kvinde, jeg er,« spørger Tina Turner i et af filmens ældre interview.

Samme ensomhed vises i blandt andet »Miss Americana«, hvor sangerinden Taylor Swift elskes frem af masserne, men alligevel mærker tomheden.

»Burde jeg ikke have én at ringe til?« spørger hun selv, da hun for andet år i træk vinder en Grammy i kategorien Årets bedste album, mens Lady Gaga i sin film konstaterer, at hun er »alene hver nat. Jeg går fra, at alle rører ved mig hele dagen, og alle taler til mig hele dagen, til total tavshed.«

»Berømmelsen har en pris. Det er tema i alle biografier og i alle dokumentarer,« siger kulturekspert og podcastvært Niels Fez Pedersen, der ser en stor del af de musikalske dokumentarfilm, der udkommer.

Hjemmevideoer og barndomsbilleder følger en del i »Amy« – filmen om Amy Winehouse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

»En utrolig stor del af dem skildrer en håbefuld kunstner, der slider sig til succes og brækker nakken undervejs. Du kan for eksempel se filmen om Amy Winehouse, der blev ædt op af narko. Sådan er det jo. Musikbranchen er ikke sund – slet ikke, hvis du arbejder på det niveau. Det er ikke noget, man ønsker for dem, man elsker.«

Også Elisa Lykke, der er caster og pr-agent, følger med i tidens mange musikdokumentarer.

»Musikdokumentaren er blevet den moderne skriftestol. Her kan stjernerne kombinere glimmer og glitter med fokus på deres talent,« siger Elisa Lykke, der har bemærket, at filmene ofte lader stjernerne udleve en form for offerrolle, der passer godt ind i tidsånden.

»Det er kærlig sagt, men jeg synes tit, at de fortæller en historie om, at de også har det hårdt og kæmper for at nå deres mål. Det bliver »se alt det frygtelige, jeg har været igennem«. I dag vil man ikke bare anerkendes for at kunne synge og stå på en scene. Man vil også anerkendes for at være menneske.«

En kontrolfreak, der slår sig løs

Når så mange af verdens mest berømte mennesker beslutter sig for at dele ud af deres privatliv, er det selvfølgelig ingen tilfældighed. Twitter og Instagram har i stor udstrækning vænnet stjernerne til at dele deres private historier. For mange kan dokumentarfilmene virker som en naturlig forlængelse.

Samtidig står streamingtjenesterne klar til at betale store summer for film, der har et oplagt publikum. Beyoncé fik tilsyneladende 60 millioner dollar for den aftale, hun indgik med Netflix in 2019.

Stjernernes ensomhed fylder meget i tidens musikalske dokumentarfilm. Som i Lady Gagas »Five Foot Two«, hvor hun siger: »Jeg er alene hver nat. Jeg går fra, at alle rører ved mig hele dagen og alle taler til mig hele dagen til total tavshed«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Courtesy of Netflix.

»Hele markedet er boomet efter streaming, men man skal huske, at mange af de dokumentarer, der kommer ud, er lavet af kunstnerne selv. Det er et stykke imagearbejde. Det kan være dybt, og det kan være interessant, og det kan give adgang til noget, pressen og fans ikke har adgang til. Men man bliver nødt til at skelne mellem dem, der er rent pladeselskabsarbejde og de uafhængige film,« siger Niels Fez Pedersen, der nævner Taylor Swift-filmen »Miss Americana« som et eksempel.

»Det er ikke en dårlig film, men den er lavet for at understøtte de træk, der er i kunstnernes image. Her fortælles historien om en kontrolfreak, der skal lære at slå sig løs, og det passer på billedet af Taylor Swift.«

Det er Elisa Lykke enig i. Men selvom tidens dokumentarer er styrede, så understreger den danske agent og caster også, at grænserne for, hvad der er privat, har rykket sig enormt. Både for afsenderne og modtagerne.

Realisme er sexet

»På Instragram har stjernerne vænnet sig til at invitere indenfor, og vi har vænnet os til at være med. Som seere gider vi ikke se en dokumentar, hvis ikke vi føler, at Tina Turner deler ud. Det vil simpelthen være for gratis. Realisme er sexet og noget, vi kan identificere os med og føle noget for. En dokumentar om et kendt liv, der sætter sig selv på skafottet, er noget, vi bliver stimuleret af. Der er ikke så langt mellem os som mennesker. Det er jo præmissen i dag.«

Niels Fez Pedersen, Kulturekspert og podcastvært

»Berømmelsen kommer med en pris. Det er tema i alle biografier og i alle dokumentarer.«


Ifølge Niels Fez Pedersen kan tendensen dog godt tage overhånd. Uden at have set den kommende film om Tina Turner, nævner han den som eksempel på tendensen til at fokusere på det private. Et valg, der måske er forkert i Tina Turners tilfælde, fordi hendes betydning er større end offerrollen.

»Det er ikke, fordi historien er forkert. Den er verificeret og sørgeligt korrekt. Spørgsmålet er bare, om den virkelig er det vigtigste ved hendes karriere. Den er måske vigtig for at forstå, hvorfor hun går solo, men Tina Turner er også mere end et voldsoffer. Hun er jo sindssygt sej som både sanger og rockmusiker.«

Ifølge Niels Fez Pedersen virker de mange musikdokumentarer bedst, når skaberne tør vende historierne lidt på hovedet. Som eksempel nævner han dokumentaren »Soul Boys of the Western World«, der er lavet som solidt håndværk om Spandau Ballet, samt dokumentaren »Leaving Neverland« om Michael Jackson, der stillede hele den lange popkarriere i et noget andet lys, fordi den gik tæt på misbrugsanklagerne.

Tina Turner optræder ved Grammy Awards i Los Angeles i 2008. Tidligere i år blev en ny dokumentar om sangerinden vist på filmfestivalen i Berlin. Arkivfoto AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.

Som en sidste kategori nævner Niels Fez Pedersen de dokumentarer, der viser de interne konflikter i bands. Som filmen »Some Kind of Monster«, hvor Metallica gik i parterapi. Og som »Bros – When the Screaming Stops«, som skildrer konflikten mellem tvillingerne Luke og Matt Goss, der bliver genforenet 27 år efter deres sidste koncert.

»De opfører sig ret sindssygt. Man tror, at det er løgn, så ubehagelige de er ved hinanden. Tænk at de har givet lov til det,« siger Niels Fez Pedersen om filmen, der kan ses på DRs hjemmeside. Det er en film, hvor Matt Goss siger ting som: »Bogstaverne H.O.M.E giver så meget mening, fordi de betyder hjem.«

Der er måske stadig folk, der bare skal holde sig til at synge en god popsang.