Anmeldelse: »Amy« er en storslået og uhyggelig historie

Historien om sangerinden Amy Winehouse, der døde i 2011 i en alder af 27, er på én gang storslået og uhyggelig. Til at danse i takt med og til at tude over. Livets tragedie som filmisk triumf.

Asif Kapadias dokumentarfilm om Amy Winehouse er ét stort dementi af alt det rockmytologiske vrøvl om, at den engelske jazz- og soulsangerinde nu er kommet med i »Club 27«, hvor også Kurt Cobain, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Brian Jones og Jim Morrison er medlemmer. Det er sandsynligt, at der i toppen af musikkens verden er en overdødelighed, men kan vi lige få ro til at se nærmere på hvert enkelt dødsfald, tak.

Et af de store scoop med »Amy« er, at vi nu har bevæget os ind i de generationer af musikkens verden, hvor man har filmet sig selv, så Asif Kapadia har haft helt fantastisk arkivmateriale af selv en meget ung Winehouse at bruge af. I stedet for at se de mange mennesker, der er interviewet, kan vi således hele tiden se på Amy Winehouse i både amatøroptagelser og professionelle klip fra TV. Vi er altså med helt tilbage, fra da hun var 14 år, hvor hun blandt andet siger: »Hvis jeg bliver berømt, vil jeg ikke kunne styre det«.

Amy Winehouse vil bare gerne synge, og så længe hun får lov til det, går det godt i hendes liv. Men hun har skeletter i skabene. En mor, der ikke kunne sætte grænser for hende som barn, og en fraværende far uden særlig god dømmekraft, da først berømmelsens pres sætter ind efter den store succes med det andet album »Back to Black« i 2006. Og så betyder det alt for Winehouses personlige deroute, at hun møder den dorske kæreste Blake Fielder-Civil, der introducerer hende til crack-kokain og heroin. Da hun i forvejen er et skrøbeligt følelsesvæsen, kommer hun hurtigt til at elske at flygte ind i narkoens eller alkoholens verden, når alting bliver for svært. Samtidig lider hun af en spiseforstyrrelse.

Der er ingen tvivl om, at mor og far har svigtet, men hendes manager har heller ikke været hurtig til at se problemerne, der tårnede sig op foran Amy Winehouse. At dømme efter dokumentarfilmen havde hun det bedre end længe, lige før hun døde, da Blake Fielder-Civil havde forladt hende og hun var nogenlunde tørlagt. Men hun kedede sig uden stofferne, og kroppen og hendes hjerte kunne ikke klare en ret voldsom druktur alene i hjemmet.

Selv om der var folk, som melede deres egen kage omkring Winehouse, sidder man også efter filmen med en udpræget fornemmelse af, at det ikke kunne være endt meget anderledes, når Winehouse som menneske var skruet sådan sammen, som hun nu engang var.

At historien om Amy Winehouse i det hele taget er interessant skyldes, at hun på den korte tid hun levede, viste sig at være en af musikhistoriens bedste sangerinder. På niveau med Billie Holliday og Ella Fitzgerald, hvis man skal tro en ekspert som Tony Bennett, der sang med hende.

Og så skyldes det den måde, Asif Kapadia er dygtig nok til at være grundig på, når det gælder fakta uden samtidig på nogen måde at gå på kompromis med følelserne i midten af Winehouses skæbne. Han har tidligere lavet den meget seværdige »Senna« om Formel 1-køreren, men her overgår han sig selv.

Feltet af kilder kunne ganske enkelt ikke være større. Musikken kunne ikke være bedre. Og »Amy« fungerer både som advarsel mod narkotika og som håndbog i, hvordan man ikke skal behandle en stjerne. Den er simpelthen helt oppe på niveau med klassikere i genren som »Woodstock«, »Metallica: Some Kind of Monster« og »Don’t Look Back«.

Hvad: Amy
Hvem: Instruktør: Asif Kapadia
Hvor: Premiere over hele landet