Metaltræthed

Dokumentarfilm: »Some kind of Monster« følgermetalmastodonten Metallicas kamp med sig selv og bandets seneste album. En god dokumentar, der dog ikke helt kender sin besøgelsestid.

Ifølge filmen er forholdet mellem Lars Ulrich og James Hetfield slidt. De taler til hinanden som brødre i territorial splid over hvad som helst. Fotocollage: Reimar Juul Fold sammen
Læs mere

Et metalorkester hyrer en terapeut. På høje tide, vil flere sikkert straks bemærke. Og der var da heller ikke grund til at gå dybere ind i det, hvis det ikke var fordi, orkestret er Metallica, verdens ubestridt største navn på denne scene de sidste ti år.

Det meste af denne dokumentarfilm foregår i et studie. Det første af slagsen rømmes, da bandet fylder det op med dårlig stemning, hurtigere end man kan stave til metaltræthed. De prøver herefter med en ferie. Guitarist Kirk Hammett surfer. Hvilket han har gjort regelmæssigt de sidste år for, ifølge ham selv, at holde sig fra stoffer. Trommeslager Lars Ulrich dyrker familien og kunst. Og sanger og guitarist James Hetfield tager til Sibiren og skyder en bjørn.

Men det hjælper ikke.

Vi taler om et band, der har solgt 90 millioner album på verdensplan - mere end Britney Spears, Backstreet Boys eller Janet Jackson. Men også om et band, der - hvorfor terapeuten er kommet ind i billedet - er i dyb intern splid. Dette fremgår rigeligt af dokumentaren »Some kind of Monster«. Det er ikke nemt at være rockstjerne. Slet ikke når man skal indspille en ny plade og ikke kan finde på noget. Dokumentaren skildrer tilblivelsen af Metallicas seneste album »St. Anger«. Som i den grad bliver en kunstnerisk sædefødsel.

Bassisten Jason Newsted har forladt bandet. Ulrich og Hetfield taler til hinanden som brødre i territorial splid over hvad som helst. Og guitarist Kirk Hammett forsøger sagtmodigt at mægle som en lillebror, der ikke bryder sig om, at de store skændes. »St. Anger« presses så at sige langsomt og pinefuldt ud i en blanding af opgivelse og fandenivoldskhed. Nidkært hjulpet af produceren Bob Rock. Terapeuten ligner mest af alt en pædagogog, der forgæves forsøger at få drengene i »fritteren« til at enes. Men bandets grundlæggere, Ulrich og Hetfield, kan ikke finde ud af regere sammen længere. Filmens egentlige omdrejningspunkt træder i karakter: Hetfield forsvinder. I knap et år er han indlagt på en afvænningsklinik med sit alkoholproblem.

Ulrich uinteressant
Skulle »Some kind of Monster« have været en seksstjernet dokumentar, skulle det præcis være her, den slog til. Den skulle følge James Hetfield. Men denne synes i det hele taget ikke at være specielt begejstret for konstant at blive filmet. I stedet følger den Lars Ulrich. Hvilket, selvom man ifører sig imaginær klaphat, er rimelig uinteressant. Den danske metalstjerne sælger ud af sin enorme malerisamling på Christie's. Angiveligt for at rense sjælen. Og han køber en grund til at bygge et nyt hus. Angiveligt for, nuvel, at bygge et nyt hus.

»Some kind of Monster« har først og fremmest en force i sin nådesløse skildring af, hvordan det ser ud, når megastjerner modnes. Når fortiden kommer igen og kræver sit. Ikke bare konkret, men også i overført betydning. Eksempelvis når rocklegendernes sex, drugs & rock'n'roll langsomt er blevet forvandlet til familie, middagsbord og forretning. Når toppen er nået, og der kun er kampen tilbage for at holde sig deroppe. Altsammen noget Hetfield, konstant iført biker- og dragrace-t-shirts, buldrende Harley eller sportscar og sin macho-tilgang til megametal-stjernetilværelsen, har størst vanskelighed med.

Filmen foregiver at følge bandet gennem krisen. Frem til en løsning og tilmed en forløsning ved udgivelse af »St. Anger«. Men i virkeligheden synes problemerne blot at blive udskudt i en enkelt, simpel handling. Man hyrer en ny bassist. Hans navn er Robert Trujillo, han ligner en mohawkindianer i rituel dans, når han spiller med bassen hængende helt nede i gulvhøjde, og han synes i det hele taget at besidde alt den fyrighed, bandet har mistet.

Fyrer terapeuten
De tre Metallica-medlemmer synes mindst ti år yngre ved Trujillos opdukken. De er også så begejstrede, at de giver ham en million dollars, »bare til at begynde med«, og gør ham til fuldgyldigt medlem. Og terapeuten? Han bliver fyret. Netop som han har gode forslag til, hvordan bandmedlemmerne skal optræde på tour og han tilmed lige har sat sit hus i Kansas til salg for at flytte til Metallica-hjembyen San Fransisco. Angiveligt for virkelig at være sine 250.000 kroner om måneden værd. Men metalorkestret siger til ham, at de ikke har brug for flere konsultationer. Det synes dog mere at være en beslutning end en realitet.