Super-guitaristen løftede rocken til et nyt niveau

75 år mandag. Et gudbenådet musikalsk talent og et tumultarisk liv med misbrug har været Eric Claptons kendetegn.

Eric Clapton skulle have optrådt i Danmark til sommer. Men koncerterne er udskudt på grund af coronakrisen. Foto: Georg Hochmuth / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORG HOCHMUTH

Af grunde som fortaber sig i rock-mytologien, skal berømte guitarister åbenbart derud, hvor manden med leen står og kigger forventningsfuldt efter, om der nok en gang er gevinst.

Måske har Eric Claptons liv som stjerne ikke været helt så spektakulært som kollegaen Keith Richards fra The Rolling Stones. Men Slowhand, som hans kælenavn har lydt siden ungdomsårene på Londons små scener, har så sandelig fået sin portion af diverse misbrug, utroskab, ulykker, død og et liv på kanten.

Men han har trukket sig selv – eller er blevet trukket – tilbage og har de seneste mange år haft fast grund under fødderne og koncentreret sig om musikken og sine projekter med afvænning af misbrugere.

30. marts fylder manden, der har været med til at definere de sidste 50 års rock- og bluesguitar, 75 år. Han har i interview udtalt, at han ikke er så vild med at turnere mere. Derfor er det ekstra ærgerligt, at covid19-epidemien har betydet, at hans planlagte koncerter i Danmark har måttet udskydes til næste år.

Eric Clapton under en koncert i Forum i København i 1995. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEEN JACOBSEN.

Så må man jo nøjes med at lytte til den perlerække af album, han har udsendt i eget navn gennem årene eller medvirket på. Eller se nogle af hans live-optrædener på YouTube, helt tilbage fra de eksperimenterende år i 1960erne, over velgørenhedskoncerter, optrædener med akustisk guitar eller de mange koncerter, hvor han er hevet ind som gæstemusiker. Hvilken sanger eller guitarist drømmer ikke om at få Clapton som sidemand?

Supergruppen

Det hele begyndte med en lille ensom, engelsk knægt, der sad ved sin radio og blev grebet af lyden fra amerikanske bluesmusikere.

Eric Patrick Clapton er søn af en teenagemor og en canadisk soldat, som hurtigt forsvandt ud af hans liv. Han voksede op hos sin bedstemor, som han i mange år troede var hans rigtige mor.

Som 13-årig fik han foræret sin første, billige guitar. Men han kunne ikke rigtigt blive ven med de skarpe stålstrenge, så den blev lagt til side et par år, indtil han som stor teenager igen fattede interesse for instrumentet.

Ad flere omgange har Clapton sat sine guitarer på auktion, bl.a. denne 1956-Stratocaster, »Brownie«, der kan høres på live-albummet »Just One Night«.  Fold sammen
Læs mere
Foto: SINEAD LYNCH.

Så gik det ellers stærkt. Han dukkede op i Swinging Londons rockmiljø og slog sit navn fast som en guitarist med tekniske og musikalske færdigheder udover det sædvanlige i gruppen The Yardbirds. Bandet som i rækkefølge husede tre legendariske guitarister. Foruden Clapton var det Jeff Beck og Jimmy Page.
Via den britiske blues-legende John Mayall blev Clapton ført ind i et samspil med bassisten Jack Bruce og trommeslageren Ginger Baker i det, der blev betegnet som en supergruppe, Cream.

To år varede det, så var de musikalske muligheder græsset af. Til gengæld løftede trioen rockmusikken til nye højder med sin luftigt svævende, bluesbaserede rock, der introducerede jazzens improvisationer for et popvant publikum.

Blind Faith og de legendariske Derek & The Dominos var næste stop, inden Eric Clapton indledte den solokarriere, som siden er resulteret i egne udgivelser og masser af gæsteoptræden.

Skønt hans musikalske rødder og evige kærlighed er bluesmusikken, har han aldrig været bange for at prøve kræfter med nyt og har bevæget sig i stort set alle genrer – pop, country, reggae osv., og for år tilbage kunne man på Plænen i Tivoli opleve ham som menigt medlem af en moderne jazz-konstellation.

Privatlivet

Kan man ikke proppe ham i en musikalsk bås med lås på, går man til gengæld aldrig fejl af hans fornemme og karakteristiske, teknisk fejlfri spil. Han kan gå ind i en hvilken som helst musikforretning, hive den billigste krydsfinér-guitar ned fra væggen og stadig lyde som Clapton.

Han har været med til at sætte standarder for rockens guitarspil på samme måde, som Andrés Segovia har defineret den klassiske guitar og Django Reinhardt gypsy-jazzen.

Privatlivet har været tumultarisk. Berømt er hans affære med vennen, Beatles-guitaristen George Harrisons hustru, Pattie Boyd. Det slog kun kortvarigt skår i venskabet. Clapton giftede sig med Boyd, men som følge af hans stigende alkoholmisbrug endte forholdet i hustruvold og skilsmisse.

En kortvarig affære med fotomodellen Lory Del Santo resulterede i sønnen Conor, der døde som blot femårig, da han faldt ud af et vindue i et højhus på Manhattan. Clapton er desuden far til fire døtre og kan i dag foruden superstjerne pryde sig med titlen bedstefar.