Faderen til britisk blues var rette sted på rette tidspunkt: Musikkens »Forrest Gump« fylder 85

John Mayall har haft en finger med i spillet hos næsten alle store rock- og bluesmusikere. Men toppen af hitlisterne nåede han aldrig. I dag fylder han 85.

Foto: Alberto Morante

Det er en bitter pille at sluge, men det tynder ud i rockmusikkens foregangsmænd.

For rock-entusiaster er der næsten ikke noget værre end at åbne avisen og se, at en musiker, man som dreng eller pige har stået med høreværn og blåfrosne knæ og ventet på, har spillet sit sidste show.

Men dette er ikke en nekrolog. Det er et portræt af rock- og blueslegenden John Mayall, som – ja – er gammel, men som på trods af i dag at have rundet 85 år formår at puste nyt liv i den ellers fortærskede vending »still going strong«.

Og når der indledningsvist skrives, at der »næsten« ikke er noget værre, end at se en koryfæ gå bort, må den eneste undtagelse være, når de bliver ved – men ikke kan.

Sådan gik det »rockens fader«, Chuck Berry, der i sine velmagtssdage fik drenge og piger til at skrige og juble over sin signatur »duck walk«, men som i sine sidste år inden sin død i 2017, høstede medlidende applaus, når han en sjælden gang ramte en enkelt tone rent. Han kunne ikke længere.

John Mayall kan. Og han bliver ved den dag i dag med at forlænge sit CV, som har sat ham stævne med nogle af vor tids største musikere, der inkluderer Eric Clapton, Mick Fleetwood og Peter Green fra Fleetwood Mac samt Larry Taylor og Harvey Mandel fra Canned Heat.

I 1963 grundlagde han bluesbandet Mayall & The Bluesbreakers. Bandet hørte hjemme i London, der sammen med resten af England i efterkrigstiden skulle vise sig at være en rugemaskine for nogle af tidens største blues- og rockbands.

Clapton på visit

Stilen var rå, grisset og grovkornet og stærkt inspireret af de langsomme og tunge Delta-rytmer fra Chicago og det mørkeste Mississippi i 18- og 1900-tallets USA, og Mayall har hele sin karriere været musikalsk hjemme i sydstaterne på trods af at være en hvid dreng fra syd for Manchester.

Efter to år med Mayall & The Bluesbreakers kom nye kræfter til bandet. Den unge Eric Clapton var kørt træt i sit daværende projekt, The Yardbirds, og søgte mod den mere grovkornede Chicago-stil i The Bluesbreakers.

Samarbejdet resulterede i et album, der blev kendt under navnet »The Beano album«, som markerer et højdepunkt for John Mayalls karriere.

Det blev dog ikke til mere end to års samarbejde med Clapton, der på egen hånd skulle gå videre til absolut stjernestatus i blues og rockmusikken.

På trods af at være en multikunstner som sangskriver, sanger, pianist og guitarist, og på trods af at have samarbejdet med nogle af de største navne i branchen, har John Mayall aldrig haft held med at ramme verdensomspændende anerkendelse på hitlisterne. Mayall & The Bluesbreakers havde kort og godt aldrig et hit. Under alle omstændigheder ikke et, der kunne måles med datidens supertankere som The Beatles, Eric Clapton og Fleetwood Mac.

Men som en anden Forrest Gump havde han foruden et tydeligt musikalsk talent, et talent for altid at befinde sig på rette sted på rette tidspunkt.

På den måde har hans navn været uundgåeligt for bluesentusiaster verden over og har ladet ham få en finger med i spillet hos snart sagt alle, der var noget ved musikken dengang.

Hans indflydelse blev i 2005 hædret med en orden, OBE – for sin repræsentation af Storbritannien.

29. november fylder John Mayall 85 år.